lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Gåder og glemsler

[26. marts 2002]
Information

Gåder og glemsler
Hvad gemmer sig bag gardinet? Thomas Bang lokker, mens Ingvar Cronhammar spreder uhygge på udstilling i Tønder

Af Lisbeth Bonde

Udstilling

For to et halvt år siden blev Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder ombygget ved arkitekt Niels Frithiof Truelsen. Vandtårnet er nu designmuseum med bysbarnet Hans J. Wegeners stole.

Udsigten fra ottende sal ud over det flade marskland ved verdens rand synes uendelig. Museet har nu de bedste betingelser for at vise kunst.

Ny Carlsbergfondet har været i spenderhumør og har netop doneret installationskunstneren Thomas Bangs seneste værker Syv forsøg på at skabe en passende udsigt til museet, ligesom det har doneret Ingvar Cronhammars store Blodrummet — et urovækkende køretøj, der synes at have taget den direkte vej fra mareridtet og ind i museumsremisen.

Museet bestræber sig på at profilere den nordiske kunstscene, bl.a. p.g.a. beliggenheden ved den tyske grænse, og samlingen er kommet nærmere denne bestræbelse med nyerhvervelserne. To særdeles vægtige nordiske installationskunstnere har nu fået permanent base i det sønderjyske.

Amerikanske rødder
Thomas Bang har amerikanske rødder. Han er uddannet i Connecticut og Californien. Med sit teoretiske og eksperimenterende udgangspunkt er han en af sin generations mest innovative billedhuggere. Hans syv rum er teatralske iscenesættelser med indbygget spænding.

Men inden vi lander dér, får publikum en lille intro i form af fire tidlige værker. Værkerne fra denne frugtbare periode (1969-1994) er materialemæssige og metaforiske fortætninger af forskellige sindsmæssige tilstande: Værket Krise fra 1983, udgør f.eks. et helt tredimensionalt, metaforisk digt, kan man næsten sige, om krænkelser, fortielser, overgreb og overtrædelser mennesker imellem, foldet ud i sorte og røde stoffer på gulvet.

Og i værket Dykker I fra 1992 ses et mærkeligt apparat, hængende ud fra væggen, hvorudfra strømmer et forunderligt, flerfarvet stof, der ligesom indikerer en særlig tilstandsform, som bygger bro mellem elementerne luft og vand, inde og ude, organisk og uorganisk.

Det er poetiske, bevægende og som nævnt fortættede objekter, der aktiverer betragteren og aftvinger læsninger på flere niveauer. Bangs tidlige værker er mere skulpturelle end hans sene. De nye værker er langt mere disparate, installationsprægede og teatralske. Ikke nogen ubetinget heldig udvikling, vil jeg mene. Det allegoriske og fortællende har erstattet det metaforisk-fortættede.

Unheimlich
Redundans og spredning præger altså de syv nye værker fra 2002 til Sønderjyllands Kunstmuseum, der med gardinet og vinduet trækker på ens associationer, så oplevelsen bliver lovlig snæver. De nye værker er beslægtede med dem, Bang udstillede i Brænderigården i Viborg for et par år siden, men er ikke så spektakulære. Associativt trækker de på det hjemlige, på rekvisitter fra intimsfæren, men museumsrammen og den minutiøse, kliniske iscenesættelse giver dem et drag af noget unheimlich.

Der indbygges så at sige en psykologisk spænding mellem det velkendte og dagligdags — som vaskebaljer i zink, postkasse, stumtjener, forhæng, viskestykker, rækværk m.v. og det uhyggelige fremmede. Hvad gemmer sig bag gardinet? Er det en udsigt eller en (selv)indsigt? Diverteres man, eller stivner man af angst for uhyggen?

Forsøg nr. 1 lægger op til, at den imaginære bruger vasker hænder, inden han går ind i det mærkværdige, indhegnede rum, der i øvrigt ikke er tilgængeligt for andet end vores blik.

Et mærkeligt hygiejneritual inden et rituelt mord? Gardinet er revet i stykker, og det ternede stof optræder nu som viskestykker.

I andre af værkerne lægger han op til bindinger mellem forskellige materialer og dvs. igen mellemmenneskelige relationer, eller Bang anvender rigtigt, grønt hospitalsstof i sine ‘vinduer‘, hvor stoffet hænger ude fra væggen, hvorved der spilles på en forestilling om noget bagved.

Bang finder ikke nogen passende udsigt, men giver os stikord til en mængde upassende, uhyggelige scenarier, som vi selv skal levere fantasi og sprog til.

Der er mange lag og gåder at tage fat på, men generelt bibringer disse scenarier i længden ikke de store rystelser, i hvert fald ikke hos undertegnede.

Grønt blod
Anderledes med det værk, som Cronhammar har leveret: Blodrummet. Et 280 cm højt, syv meter langt og 4,6 ton tungt køretøj, malet lysegrønt med selv samme valeur som hospitalskirurgernes kitler. I det hele taget funderer man over, hvad dette mærkværdige fartøj mon skal bruges til, og her spiller titlen jo klart med. Fire store hjul skal få det til at bevæge sig fra stedet, men enhver kan se, at dette køretøj aldrig har tilbagelagt en meter ved egen kraft og aldrig vil komme til det. Lys pibler ud af små huller i siderne, og lys udgår fra vinduerne. Et mærkeligt hvidt lys, som hidrørte det fra den anden side graven.

Der er meget død og mærkelige syner over værket, der føjer nyt til Cronhammars overvejende metaltunge, sorte og maskinæstetiske værker. Godt nok er også det nye værk svangert med dystre anelser og dunkle forestillinger om død, sygdom og det, der er værre. Sådan må det være, når kunstneren hedder Cronhammar. Men farven får værket til at fremstå som noget drømt. Noget hyperreelt. Apparatet er villigt til at modtage besked, hedder det på en af mine bekendtes telefonsvarere. Man får lyst til at indtale en besked til dette mærkelige monstrum af et fartøj, inden det forsvinder ned i drømmens bakkede landskab igen.

*Thomas Bang: Syv forsøg på at skabe en passende udsigt. Ingvar Cronhammar: Blodrummet. Sønderjyllands Kunstmuseum, Tønder. Ti.-sø. 10-17. Til 18. maj