lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Interview med
Ai Weiwei

[23. november 2012]


Ai Weiwei, fotograferet af Lisbeth Bonde.

Han er her endnu
I 2011 blev Ai Weiwei fængslet i 81 dage. Hans pas er stadig inddraget af myndighederne, så han kan ikke forlade landet, og han har betalt en bøde på 13 mio. kr. for ”skatteunddragelse”. Han holder 2013 udstillingsfri for at tænke over sin kunst og for at finde ro.

Interview
Af Lisbeth Bonde

Beijing i november. Det har længe stået højt på min ønskeliste at møde verdens mest berømte billedkunstner, dissidenten og borgerretsforkæmperen Ai Weiwei, i egen person.

For det første, fordi han er en fremragende billedkunstner med en sjælden fornemmelse for form. Han bruger en bred vifte af materialer og evner samtidig at forføre os med sin udviklede sans for mysterier og tvetydighed. Han er også en intelligent konceptkunstner, som forbinder traditionen med nutidshistorien. Men det, der virkelig løfter ham, er hans evne til at artikulere politisk kritik i sine kunstværker, som er så mangetydige og komplekse, at han aldrig forfalder til politisk propaganda. Hans kunst berører ikke kun kineserne, men sandelige også os i Vesten, fordi Ai Weiwei på den ene side minder os om, hvor privilegerede vi er med vores demokrati og ytringsfrihed – og på den anden side synliggør han undertrykkelsen af den kinesiske befolkning.

Jeg beundrer Ai Weiwei, fordi han tør ytre sig frit om det korrupte, kinesiske styre, som træder menneskerettighederne under fode. Men uretfærdighedsfølelsen har sin pris i et totalitært og topstyret samfund: I foråret og sommeren 2011 blev han fængslet i 81 dage, og han har stadig ikke lov til at forlade Kina, da myndighederne har inddraget hans pas. Så ligegyldigt hvor mange vigtige udstillinger han har i udlandet, må han blive hjemme. Som kunstkritiker og journalist må man derfor rejse til Beijing for at møde ham.
Jeg forlader hotellet i en af de lokale, gule taxier.

Inden da har de flinke folk i receptionen brugt en lille time på at skaffe en villig chauffør. Ingen ønsker åbenbart denne tur. Måske tænker de, at Ai Weiwei er en ”farlig person”, så det er sikrere at holde sig væk? Alle ved jo, at hans hus bliver overvåget i døgndrift, og at han er persona non grata hos myndighederne. Eller også skyldes det – hvilket nok er mere sandsynligt – at det er for besværligt at køre med en vesterlænding, der ikke kan forklare dem vejen på kinesisk? Man bliver hurtigt ”lost in translation” i Beijing, og også taxichaufførerne har svært ved at finde rundt i denne vildt voksende by med 20 millioner indbyggere. Dels kan mange af dem ikke læse kort, dels kan mange af dem tilsyneladende slet ikke læse. Den chauffør, der så endelig melder sig, har jeg stillet en større sum i udsigt for at køre den korte tur. Han instrueres grundigt i adressen af det tålmodige personale, og vi ruller af sted. Alligevel volder det ham problemer at finde frem, og jeg begynder efterhånden at frygte, at vi aldrig finder stedet. Efter en del spørgen rundt i nabolaget dukker den høje mur, som omslutter Ai Weiweis hus og atelier, dog heldigvis op, og jeg når frem i tide.

Ved siden af at være billedkunstner har Ai Weiwei arbejdet længe som arkitekt. I årenes løb har han tegnet mange bygninger, hvoraf den mest kendte er det ikoniske Beijing National Stadion, der også kaldes ’Fuglereden’, og som blev indviet i forbindelse med Sommer OL i 2008. For mange år siden tegnede han sit eget hus og atelier. Det er et moderne hus, der er inspireret af de såkaldte hutonger, som var almindelige i Beijing før i tiden.

Det har typisk en stor gård og er omsluttet af en høj mur, der adskiller det fra gadelivet. Jeg ringer på og noterer mig navnet ’Fake’, som står skrevet på muren. Det refererer til Ai Weiweis tegnestue, som han grundlagde i 2003. Ordet har selvfølgelig en dybere mening, fordi det også peger på de falske anklager, som systemet har rettet imod ham og på de falske ledere og løgnene, som de serverer for befolkningen. Ai Weiweis blonde medarbejder fra Berlin, Marlene, som jeg har været i kontakt med pr. mail, åbner den turkise port. Hun holder et krus te i hånden og byder mig varmt velkommen.

Der er flere grå murstenshuse bag den høje mur. De er forbundet med hinanden, så de danner små ekstra gårde. Vi går ind i kontoret, hvor jeg tæller ni computere, men kun fem medarbejdere er endnu mødt denne morgen. De nuværende computerne har erstattet de gamle, som de 50 politibetjente fjernede fra kontoret efter arrestationen af Ai Weiwei i Beijing Capital Airport den 3. april 2011. De forseglede kontoret, så ingen kunne få adgang. Men nu er der liv igen. Kontoret er belyst med hvide lysstofrør. Væggene er beklædt med lyse finervægge, og på endevæggen hænger et foto i cinemascopeformat af et af Ai Weiweis berømte værker fra 2009. Det handler om det tragiske jordskælv i Sichuan Provinsen i 2008. Her tog han næsten hele den lange facade i Haus der Kunst i München i brug. Der stod skrevet med kinesiske skrifttegn: ”Hun levede lykkeligt i syv år i denne verden”. Hele installationen bestod af 9000 farverige skolerygsække, der refererer til de tusindvis af skolebørn, som døde under jordskælvet. Alt tyder på, at deres død kunne have været undgået, hvis myndighederne havde sikret skolerne forsvarligt.

Medarbejderne er dybt opslugt i deres arbejde. De taler ikke sammen. Der er en ladet atmosfære. Folk skutter sig lidt, som om noget ubehageligt kan finde sted når som helst – de er vant til afbrydelser på internettet og andre forstyrrelser, som regeringen udsætter dem for. Marlene serverer grøn te og fortæller, at Ai Weiwei er på vej. I ventetiden blader jeg igennem en stak internationale magasiner med nogle pink papirindstik, der henviser til artikler vedrørende Ai Weiwei. Ti minutter senere kommer Ai Weiwei. Han inviterer mig ind i et rum ved siden af. Der er et aflangt bord, og det må være her kontoret holder frokoster og møder. Han taler med en lav stemme, men han er både sensitiv og nærværende.

Sidste forår arresterede de kinesiske myndigheder dig og satte dig i fængsel i 81 dage. Men hele verdenssamfundet stod bag dig: På Tate Modern blev der sat et stort banner op med ordene ’Befri Ai Weiwei’, og en gruppe intellektuelle med blandt andre Vaclav Havel, Efriede Jelinik og Adam Michnik som underskrivere skrev til Kinas daværende premierminister, Wen Jiabao, og fordømte arrestationen af dig og forlangte dig løsladt. Hertil kom massive underskriftsindsamlinger og økonomisk støtte, også fra mange kinesere. På trods af støtten må det være svært at bevare modet og følsomheden under så belastende forhold?

”Støtten varmer mig naturligvis meget. Jeg ville aldrig have haft modet, hvis det bare var min egen kamp. Det har jeg med mig fra min opvækst, især ved at iagttage min fars generation. Min far døde med en stor sorg i hjertet. Han fik aldrig en chance. Når man vokser op i en familie af dissidenter, så ved man til fulde, hvordan det er, når mennesker fanges af vanviddet i den politiske kamp. Jeg lærte, hvor hårdt det var for kunstnere og forfattere, der ikke kunne ytre sig frit, og som bare blev skaffet af vejen. Som ung flyttede jeg derfor til USA, hvor jeg boede i 12 år.

Jeg havde et både godt og afvekslende liv derovre og nød den frie ånd som kunstner. Da jeg vendte tilbage til Kina i 1993, oplevede jeg Kinas økonomiske optur og den nye politik, som hensynsløst jager profitten og ofrer traditionen på befolkningens bekostning. Jeg mener ikke selv, at jeg er så modig. Jeg forsøger blot at bevare min identitet som kunstner og som menneske. Som kunstner er man nødt til fortløbende at stille spørgsmål og påpege, at man er her. Jeg er magtesløs, men jeg kan i det mindste gøre mig synlig. Jeg lever stadig, og min blotte eksistens terroriserer magten. Hvis et magtsamfund ikke kan tolerere eller tillade andre opfattelser, så synes jeg, det er et ondt samfund. Regeringen har så mange ressourcer og så megen magt og sidder på det hele. Hvorfor kan den så ikke tillade en eneste hjerne at udtrykke sin mening? Hver gang, jeg tænker over det, spørger jeg mig selv: ”Synes I ikke, at der er noget helt galt her?  Hvad er det I vil?”

Overvågning og fængsling af en systemkritisk nøglefigur som Ai Weiwei er den kinesiske regerings måde at statuere et eksempel på. Ved at udsætte Ai Weiwei for denne straf håber de på at kunne skræmme andre kritikere og få dem til at rette ind. Men de har ikke kunnet få Ai Weiwei til at bøje nakken, og han vil fortsat udtrykke sin dybe indignation over regeringens svigt, manipulationer og tilbageholdelse af information over for det kinesiske folk. I vinteren 2010-11 besøgte Ai Weiwei Danmark i forbindelse med planlæggelsen af hans separatudstilling på Louisiana. I et langt interview, som stadig er tilgængeligt på Louisianas hjemmeside (www.Louisiana.dk) udtrykker han sin angst for at blive arresteret. På det tidspunkt kunne han ikke forestille sig, at det ville ske. Nu har han prøvet det på sin egen krop.

Hvad var det værste ved at være fængslet?

”At jeg følte mig helt alene i verden som et lille korn, der var faldet ned i et stort, sort hul. Jeg fik ingen som helst oplysninger udefra. Jeg var afskåret fra at se min familie og havde kun min lille fængselscelle med et vindue, der var placeret så højt oppe, at jeg ikke kunne se ud. De forsøgte at nedbryde mig. Ikke ved hjælp af fysisk tortur, men psykisk. Jeg fik heller ikke lov til at se min advokat. Jeg var totalt isoleret og anede ikke, hvornår eller om jeg nogensinde ville blive løsladt.”

Hvordan føler du i dag de begrænsninger, som den kinesiske regering sætter for dig og dit virke?

“Efter et år har de løsnet lidt op for kontrollen, synes jeg. Myndighederne har erklæret, at min prøvetid er udløbet, og at jeg nu er en fri mand. Men jeg kan stadig ikke forlade landet.”

Hvordan kan du fungere som kunstner med sådanne begrænsninger?

“Ja, det er problematisk, men på den anden side arbejder man altid under visse omstændigheder som kunstner. Og når dette er de givne omstændigheder, så er jeg i en enestående position til at svare igen på dem, da ingen andre kunstnere kan gøre det. Det giver mig lejlighed til at gentænke, hvordan kunst kan overleve, og hvis min kunst ikke reflekterer disse omstændigheder, så synes jeg, den er spildt.”

Mener du, at den nyvalgte regering i Kina vil gøre en forskel i forhold til den nuværende situation?

“Det er svært at forudse, da alt er hemmeligt her. Under den amerikanske valgkampagne blev vi vidner til ethvert sekund i kandidaternes liv, og hvert et ord, de havde udtalt, blev vendt og drejet. Alt blev eksponeret for det amerikanske folk og for resten af verden. Det er selvfølgelig for meget af det gode, men på den anden side, så er det jo prisen man må betale i et demokrati, hvor folk skal have følelsen af at tage del og involvere sig. Der er muligvis mange skuffelser, men det er stadig et demokrati. I Kina bliver alt besluttet hen over hovedet på borgerne, og samtidig ved man intet. Det er en meget mærkelig situation. Sådan har det været i århundreder – helt tilbage i kejsertiden.”

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du arbejder med for tiden?

“Jeg arbejder mest med kommunikation, redigerer bøger, laver optagelser, dokumenterer og laver videoer. Jeg forsøger at finde nye muligheder under de nuværende omstændigheder. Men i almindelighed er jeg vældig optaget af det faktum, at vi lever i en periode, hvor det nye og det gamle, Østen og Vesten, de politiske ideer såsom kommunisme, socialisme og kapitalisme, postmodernisme og de nye teknologier med alle de muligheder, de giver, blandes sammen. Vi anstrenger os for at bevare vores erindring om fortiden og forsøger samtidig at finde os til rette i og kortlægge den kaotiske situation, vi befinder os i nu.  Jeg ønsker at reflektere denne tvetydighed og kompleksitet i min kunst. Det er vigtigt at være positiv og aktiv i nutidens kultur og erklære over for folk, at ja, vi lever i denne periode, og jeg er her stadig. Men jeg ønsker ikke udstille i hele 2013, for jeg har behov for ro og hvile. Jeg skal have tid til at tænke over det hele og skrive og reflektere. Den eneste undtagelse er min deltagelse i Venedig Biennalen [åbner den 1. Juni 20123, red.]. Jeg blev inviteret af Tyskland til at deltage i en gruppeudstilling, og det er for længst besluttet.”

Den danske kunstoffentlighed var meget begejstret for Ai Weiweis kammerudstilling i 2011 i Galleri Faurschou, der var galleriets sidste, inden man etablerede sig som ’Faurschou Foundation’ i både Beijing og i Københavns Nordhavn. Her viste han værkerne ’Coloured Vases’, ’Coca Cola Vase’, en installation i en bogreol ’Dust to Dust’ og den overvældende installation ’Ghost Gu Coming down the Mountain’ samt en mindre version af hans gigantiske ’Sunflower Piece’, som han tidligere havde vist i Tate Modern. Denne installation består af hundredetusindvis af håndfremstillede solsikkefrø, der bl.a. påminder om den udnyttelse, som de kinesiske arbejdere udsættes for på de kinesiske fabrikker. Udstillingen var overordnet en kommentar til den eksplosive tvangsmodernisering af det kinesiske samfund og tjente som en fin introduktion til Ai Weiweis oeuvre. I 2011-12 viste Louisiana en større udstilling med tre magtfulde værker af Ai Weiwei, skabt af readymades. Hans kunst rækker både tilbage til det gamle kejserrige og til nutiden.
 
Med alle dine problemer i Kina, kunne jeg godt tænke mig at spørge dig, om du helt ærligt ikke fortryder, at du ikke blev i USA og i stedet flyttede tilbage til Kina efter at have boet derovre i 12 år? Du kunne have gjort som din kollega Cai Guo-Qiang, der bor fast i New York, men som indimellem rejser tilbage, bl.a. da han organiserede åbnings- og afslutningsceremonierne til OL i 2008?

“I de første dage af mit fængselsophold fortrød jeg, at jeg ikke var blevet i USA. Jeg sagde til mig selv: “Hvorfor har du stadig kinesisk statsborgerskab, når du ved, at der kun er een vinder i Kina? Men det er et øjeblik, som jeg virkelig fortryder, og som jeg skammer mig over. Efter et stykke tid indså jeg, at der altid er muligheder, og at der altid er et liv. Så på det punkt fortryder jeg intet i dag.”

Hvordan vil du definere kunst, og de muligheder den rummer og giver?

“Som mennesker har vi brug for at erindre – og et kunstværk er et fysisk objekt, som vi kan spejle os selv i. Kunst er en metafor eller en modvægt til den virkelige verden. En slags surrogat, om du vil. Den påpeger også en anden måde at organisere livet på.”

Sidste år blev du vurderet til at være den mest indflydelsesrige person i international samtidskunst ifølge den velanskrevne kunstavis The Art Review. Vurderingen blev motiveret på følgende måde: ”Ai Weiweis magt og indflydelse er forbundet med det faktum, at han både i sin kunst og i ord er blevet katalysator for internationale, politiske debatter, som har en stor indflydelse på alle nationer i verden: ytringsfrihed, nationalisme, økonomisk magt, internettet, og menneskerettigheder for den enkelte. Hvad siger du til det?

”Det er første gang, jeg hører dette. Denne motivering rører mig dybt. Ikke fordi den anerkender mig, men fordi den ankerkender min anstrengelse for at skabe dialog om de grundlæggende menneskerettigheder.”

Kan du nævne navnene på nogle kunstnere, som har haft særlig indflydelse på din egen kunstneriske praksis?

“For det første Marcel Duchamp. Og for det andet – og nok vigtigere – Andy Warhol. Ikke så meget på grund af hans popularitet, men på grund af hans humor og hans opfindelse af nye udtryksformer, som var så langt forud for hans tid.”

Er du I stand til at nævne noget positivt i dit liv – og om livet i al almindelighed - i Kina her og nu?

”Ja da. Det er selvfølgelig vældig positivt, at jeg stadig er i live, og at myndighederne løslod mig. Og grundlæggende, at de ikke blander sig så meget i udøvelsen af min kunst, og at de heller ikke forhindrer mig i at have kontakt med udlandet - at du for eksempel sidder her i dag. Men jeg kan ikke kommunikere via internettet. Kun på Twitter. Twitter er min by. Vi har en teknologi, der gør os i stand til at komme på Twitter uden om censuren. Det giver mig en vis frihed. Men generelt er mange ting blevet bedre i Kina i de senere år. Infrastrukturen er blevet forbedret og også vores lovgivning. Generelt er folks levevilkår blevet lange bedre, men uden at de har fået den fulde frihed, og den hurtige industrielle og teknologiske udvikling har haft nogle store omkostninger. Den har bidraget til det generelle, kulturelle hukommelsestab, ligesom miljøet lider under denne eksplosive vækst.” 

Efter interviewet falder jeg i snak med en af Ai Weiweis medarbejdere. Hun er canadier og taler flydende kinesisk ligesom resten af hans internationale stab. Hun har arbejdet for Ai Weiwei i et par år. Det er en ære for hende og hendes kolleger at arbejde for kunstneren, fortæller hun. De arbejdede ufortrødent videre under hans fængsling og fik hurtigt retableret kontoret efter ransagningen. De havde ingen anelse om, hvornår han ville blive løsladt, eller om han nogensinde ville blive det. Det var en uvis tid, også for dem. Hun viser mig Ai Weiweis atelier. Det er et kæmpemæssigt rum med ovenlys, der vælder ind.

Det er næsten tomt nu, da Ai Weiwei har besluttet sig for at holde udstillingspause i 2013. Men på gulvet ligger nogle kæmpemæssige litografier med motiver af bøjede og ødelagte armeringer, som han har hentet direkte i Sichuan Provinsen i det sydvestlige Kina, hvor det omtalte jordskælv fandt sted. Han har trykt disse armeringer som konkrete henvisninger til de mange bygningssammenstyrtninger. Ai Weiwei henter den smertefulde virkelighed direkte ind i sine værker, der virker så stærkt, fordi de samtidig er både inciterende og smukke. Han gør brug af readymades eller arbejder indeksikalsk, ved at lade virkeligheden sætte direkte spor i det kunstneriske materiale, som her. Disse litografier rammer lige ind, og jeg må knibe en tåre.  

Fakta
Ai Weiwei blev født i 1957 som søn af den kinesiske digter Ai Qing, der blev sendt i arbejdslejr i Xianjian i 1958. Familien flyttede tilbage til Beijing i 1975. Han er gift med billedkunstneren Lu Qing og har en søn uden for ægteskabet. I 1978 blev han optaget på Beijing Film Academy, men i 1981 flyttede han til New York, hvor han uddannede sig som billedkunstner. Her lavede han navnlig konceptkunst ved at forandre forskellige ready mades. I 1993 flyttede han tilbage til Kina, da hans far var blevet syg.

Ai Weiwei har en imponerende række internationale separatudstillinger bag sig, ligesom han som arkitekt har tegnet en lang række bygninger, herunder ’Fuglereden’, det store nationale stadion i Beijing, som blev til i samarbejde med den schweiziske arkitektvirksomhed Herzog& de Meuron  i forbindelse med Sommer OL i 2008. I 2011 lå han som nummer et på The Art Reviews top 100 liste over de mest indflydelsesrige personer i samtidskunsten i verden. I den nyligt publicerede liste ligger han som nummer tre. I Danmark har Ai Weiwei senest udstillet i Galleri Faurschou (2011) og på Louisiana (2011-12).

Ai Weiwei udførte også en direkte videotransmission ved Langelinie af den originale skulptur ’Den lille Havfrue’, som var udlånt til Expo i Shanghai i 2010. Det var en fornem kulturudveksling mellem Danmark og Kina og en åben invitation til kritisk dialog. I oktober 2012 lavede han musikvideoen ‘Gangam Style’ som en ironisk kommentar til den sydkoreanske rapper Psy’s hit med same navn. Den kan ses på Youtube.

Her gør han grin med rigdomsdyrkelsen og svinger et par håndjern som en magtkritisk kommentar til den kinesiske regerings behandling af de oppositionelle. På videoen danser han sammen med nogle af sine medarbejdere. I baggrunden ses kunsthandler og -samler, Jens Fauschou, der danser med. Forrige fredag gentog den britisk-indiske billedhugger Anish Kapoor denne gimmick i London i solidaritet med Ai Weiwei sammen med 250 deltagere. I dokumentarfilmen ‘Ai Weiwei: Never Sorry’ fra 2012, af den amerikanske filminstruktør Alison Klayman, lærer vi Ai Weiwei at kende på tæt hold. Filmen vandt juryens pris ved Sundance Film Festival I 2012.