lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Anmeldelse af udstillingen
Giv os idag …Når kunsten går i kirke. KØS

[23. november 2012]

Loft i Hover Kirke
Loft i Hover Kirke, udsmykket af Mogens Jørgensen, 1955.

Kan samtidskunst forløse den religiøse følelse?
På Køge Skitsesamling (KØS) og i seks kirker rundt om i landet kan vi nu opleve, hvordan samtidskunst kan forankre evangeliet i virkeligheden her og nu.

Anmeldelse
Af Lisbeth Bonde

Efter årtier med mager konceptkunst kan vi nu på KØS se samtidskunst, der indgår som en medmenneskelig, fortolkende formidler af evangeliet og forankrer det i den moderne tid. Generelt spores der en fornyet interesse for det spirituelle i samtidskunsten, ja, flere kunstnere er gået skridtet videre ind i mystikken og det okkulte blandt andre Joachim Koester, Lea Porsager og Julie Nord. Men endnu flere kunstnere har genopdaget Folkekirken som et ressourcerigt mulighedsfelt for samtidskunsten. Disse kunstnere opfatter kirkerummet som et sted for kontemplation, langsomhed og selvransagelse, et rum fyldt med kærlighed og ro, hvor man kan stoppe op og føle efter i en tid, hvor så mange styrter gennem livet og kun sjældent er unplugged. Samtidig er mange menighedsråd og præster blevet opmærksomme på den ”uforståelige” samtidskunst.  Fem kirker på Østerbro inviterede for eksempel i 2004 fem yngre kunstnere til at skabe interimistiske kirkeudsmykninger med pilotprojektet ’Kan et figentræ bære oliven?’ Det var et interessant dialogprojekt, der viste, at folkekirken vitterlig kan blive en mere tidssvarende ramme om den religiøse følelse, når den lukker samtidskunst indenfor - en tendens som KØS’ udstilling ’Giv os i dag … når kunsten går i kirke’ giver os mange flere eksempler på.

Som nu i Køge Kirke, hvor man lige ved indgangen til hovedskibet støder på en yngre mand, iført blåternet skovmandsskjorte og jeans. Imidlertid viser det sig ved nærmere eftersyn at være en helt livagtig, surrealistisk skulptur: Manden gennemtrænges på tværs af en anden mand, der så at sige indlejres i ham, så de to figurer, den vertikale, der bærer, og den horisontale, der svæver, til sammen danner et kors. Skulpturen ’Passage’ er skabt af billedkunstneren og digteren Kaspar Bonnén (f. 1968)og indgår i omtalte udstilling på KØS, der har sat relationen mellem samtidskunsten og kirkens traditionsfyldte rum under lup – også inde i museet ved siden af kirken, der har viet alle tre etager til udstillingen. Formanden for Menighedsrådet i Køge Kirke (der egentlig hedder Sankt Nicolai Kirke) informerer den fremmødte presse om menighedens reaktion på værket, som de nu har kunnet opleve en lille måneds tid. De undrer sig, men reagerer generelt nysgerrigt og spørgende på dette sælsomme værk. De fleste positivt. Dog må kordegnen indimellem kigge efter en ekstra gang, fordi han kan blive i tvivl, om det nu er en kirkegænger eller hans immobile kollega, der står der, fortæller menighedsrådsformanden. Kaspar Bonnén fortæller os om tankerne bag værket: ”Det handler om, hvordan vi som mennesker på den ene side er tæt forbundne og på den anden side er dybt adskilte.” Han er blandt andet inspireret af Caravaggios berømte maleri ’Den vantro Thomas’ (fra 1603-4, red.), hvor Thomas går helt tæt på Jesus og stikker fingeren ind i hans sår. Før vil han ikke tro på, at Jesus er genopstået.

Polke
Sigmar Polke: Vinduer i Grossmünster, Zürich 2009.

Udstillingen i KØS har satellitter rundt om i seks danske kirker. Foruden Kaspar Bonnéns i Køge Kirke er der nye, interimistiske værker i Sankt Knuds Kirke i Odense, hvor fotografen Mads Gamdrup (f. 1967) udstiller sine karakteristiske, abstrakte farveseparationsfotos, i Heldum Kirke ved Lemvig, der byder på et videoværk af Lærke Lauta (f. 1974), i Budolfi Kirke i Aalborg har den tyske kunstner Thilo Frank (f. 1978) skabt en svimlende, ny lysekrone i moderne materialer, mens Alexander Tovborg (f. 1983) har samarbejdet med Ribe Domkirke. Desuden er britiske Tracey Emin (f. 1963) nærværende med et værk i Vor Frue Kirke i København. Det er en håndskrevet sætning, der er bøjet i turkisfarvet neon. Emin er en yderst kontroversiel kunstner, som har gjort sit rodede og identitetssøgende privatliv – især det under bæltestedet - til hovedmotivet i sin kunst. KØS’ direktør, Christine Buhl Andersen så værket i Liverpool Cathedral ved et tilfælde sidste år under Liverpool Biennalen. Samme værk finder vi nu - takket været hendes rettidige omhu - i Københavns Domkirke, hvor det især giver sig til kende under natgudstjenesterne, når blandt andet omstrejfende, hjemløse og misbrugere lægger vejen forbi. Ordlyden er smuk og flertydig: ”I Felt You, and I Knew you Loved Me.”

I sine værker udforsker den unge billedkunstner Alexander Tovborg de store, monoteistiske religioners særegne billedsprog, så det er oplagt at invitere ham med på en udstilling om kirkekunst. Men i stedet for at levere en ny, interimistisk altertavle til Ribe Domkirke som alternativ til Carl-Henning Pedersens omdiskuterede udsmykning fra 1980’erne, endte han med et helt andet projekt efter at have forhandlet med menighedsrådet om to andre forslag: Det første var Noahs Ark som hoppeborg! Det blev dog modtaget noget tøvende af menighedsrådet, der kun ville holde hoppeborgen åben i juledagene. Hvad så med at fjerne kirkebænkene og i stedet opføre to tribuner, så publikum kan tage mere aktivt del i de kirkelige handlinger lige ved sportsbegivenheder? spurgte Tovborg. Heller ikke dette forslag faldt i god jord. Til sidst tilbød Tovborg at redigere fire numre af kirkebladet i ét år. Det blev vedtaget, og første nummer foreligger nu. Det får hver gang et nyt layout og er fuld af billedkunst (i første nummer med fotografier af den norske billedkunstner Torbjørn Rødland) og flere læseværdige essays, som reflekterer kritisk og udogmatisk over Folkekirkens rolle i dag.  

Igennem hele kristendommens historie – helt tilbage til de oldkristne kirker – har kunstnere og teologer været optaget af, hvordan man kunne fremstille det ufremstillelige kunstnerisk – eller med Alexander Tovborgs ord, ”fysikalisere gudsforestillingen.” Eller sagt med andre ord: Hvordan kan kunstnerne fremstille det guddommelige uden at reducere det til banaliteter og klichéer – hvilket ofte sker, når man ”illustrerer” bibelstederne. Det er klart, at det figurative formsprog ofte kommer til kort, fordi figurfremstillingerne henviser til den kendte verden. Under den byzantinske billedstrid i det 8. og 9. århundrede stod slaget mellem ikonoklasterne eller billedstormerne (=de, der forkastede afbildningerne af guderne og lod kirkerne overmale – især jøderne og muslimerne) og ikonoduler (de, der gik ind for billeder af guderne). Ikonodulerne opfattede ikonerne som magiske tavler, der kunne holde fjenden på afstand og helbrede sygdomme, mens ikonoklasterne forsøgte at begrænse billeddyrkningens sammenblanding af det guddommelige og det menneskelige. Muslimer og jøder forbyder generelt fremstillinger af guden og tyer i stedet til stiliserede og abstrakte mønstre og ornamenter af meget stor skønhed.

Imidlertid viser de mange dokumentationer, forarbejder og skitser på udstillingen i KØS eksempler på, at det godt kan lade sig gøre at åbne op for en erkendelse af det hinsidige gennem mangetydige kunstværker, gerne abstrakte, der også tager den givne arkitektur i ed. På udstillingen præsenteres vi for eksempel for Mogens Jørgensens fremragende, nonfigurative udsmykning i Hover Kirke ved Haderslev så tidligt som i 1955: Han har malet et rytmisk-abstrakt motiv i loftet og har skabt et geometrisk-matematisk alterbillede, der roterer omkring en glødende midte. Alterbilledet synes at oplyse hele den gamle middelalderkirke som en sol. Men også Sophia Kalkaus forslag til en alterudsmykning i Grøndalskirken – en stele fra loft til gulv, udhugget i hvid marmor – er smuk, enkel og mangetydig, fremgår det.  Den er både forhæng, stenvæg og svededug – og forener på smukkeste vis minimalismens formsprog med nyklassicismens.

kalkau
Sofia Kalkau: Forslag til udsmykning af Grøndalskirken, 2010.

Fremhæves skal desuden Bjørn Nørgaards alterstykke fra 1999 i Knebel Kirke ved Ebeltoft, som vi også får et godt indtryk af på udstillingen. Her beretter han i et meget stiliseret formsprog i tre dimensioner om Jesu død og opstandelse. Jesus ligger indhyllet i en guldsky, der svæver ud fra korset, og værket går lydhørt i dialog med den prunkløse, romanske arkitektur. Bjørn Nørgaard er ikke for fastholdere, og på trods af, at han for nylig blev folkepensionist, knopskyder hans kunst kontinuerligt i nye retninger.  Men jeg vil også fremhæve den tysk-danske billedhugger Christian Lemmerz’ associationsrige alterudsmykning til Lyngby Kirke. Han leverer en mangetydig gestaltning af Jesu død og opstandelse, men udsmykningen giver samtidig associationer til den sidste nadver, idet værket minder om et bord med en rigt draperet dug. Alteret er for tiden ved at blive udhugget i Statuaro marmor – en hvidlig, krystallinsk marmor. Det bliver ledsaget af en glasmosaik og et krucifiks. Lemmerz fører her formmæssigt en dialog med den klassiske kunst – helt tilbage til de gamle grækere – dog med den kristne forkyndelse som omdrejningspunkt.

lemmerz
Christian Lemmerz: Model til udsmykning i Lyngby Kirke, 2012.

Udstillingen rummer også eksempler på forarbejderne til nogle fornemme internationale kirkeudsmykninger fra Matisses uhørt smukke, pietetsfulde kapel i Vence over Gerhard Richters minimalistiske glasmosaikker til domkirken i Køln (jeg sad selv ved det gotiske vindue under en messe for et par år siden og overgav mig til hans abstrakte farvefelter, der filtrerer lyset sublimt), Imi Knoebels skarpskårne, farvede glasfelter til katedralen i Reims, Per Kirkebys både geologiske og kropshenvisende tilføjelser til kirkerne i Gentofte og Frejlev til Sigmar Polkes fabelagtige glasmosaikker med afsæt i popkunst og hans karakteristiske rasterprikker i Grossmünster katedralen i Zürich, bl.a. skabt af tværsnit af mangefarvede agater. Polke vinder. Dels fordi han er tro over for sin egen kunst, også når han skaber kirkekunst. Dels fordi han går i dialog med middelalderens ikonografi og løfter den ind i moderniteten. Og endelig fordi det forløses, så smukt og stofligt, at man får lyst til med det samme at løse billet til Zürich og se det IRL, selv om KØS giver en fair fornemmelse af hans storslåede værk med glasprøver og det hele.  
Det er en inspirerende og rig udstilling, der giver masser af eksempler på, hvordan kirken kan træde ud af fortidens skygger og forny dialogen med nutiden via kunsten. Anbefales!

Giv os i dag … Når kunsten går i kirke. KØS (Køge Skitsesamling). Til 24. februar 2013. Fra 9. marts – 2. juni 2013 vises udstillingen på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Stort, farveillustreret katalog på 208 s.