lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > ’Murermesteren’ fra Derneburg

[22. oktober 2004]
Weekendavisen

’Murermesteren’ fra Derneburg
Interview med Georg Baselitz
”Et billede kan ikke betvivles. Men at male billeder er et absurd, uforståeligt og tilfældigt foretagende,” siger den tyske billedkunstner Georg Baselitz, der i en menneskealder har stillet sine motiver på hovedet. Nu er han udstillingsaktuel i København med nye værker

Af LISBETH BONDE

Derneburg i september. To korpulente Mastiff boxere gør som rasende bag hækken ved jernlågen, som adskiller resten af verden fra malerens monolit af et slot syd for Hannover. Efter bævende at have passeret dem træder vi – Bo Bjerggaard, Morten Korsgaard og undertegnede - ind i en mytologisk verden af Wagnerske dimensioner. I dette kæmpebygværk har Baselitz boet i 30 år sammen med sin kone, Elke. Det har stået her i næsten 1000 år i skiftende skikkelser. Cistercienser munke og nonner har pendlet op og ned ad klostergangene, adelen har tumlet rundt, senest en greve, men nu er samtidskunsten rykket ind, og på andensalen, som man snarere end en privatbolig ville kalde et kunstkammer, vandrer vi fra sal til sal og betragter værker af Baselitz’ samtidige, herunder af Per Kirkeby, der nyder Baselitz’ kollegiale respekt. Udenfor i parken befinder sig det allerhelligste, atelieret. Elefanthuset i Zoologisk Have tager sig ud som en mellemstor garage i sammenligning hermed. Alt er stort hos Baselitz, der er født i 1938 som Hans-Georg Kern og opvokset i en lærerfamilie i Deutschbaselitz i Sachsen.
Baselitz viser sig at være i besiddelse af en mildhed, som står i skærende kontrast til hans rasende billeder. Men med sine 64 år og en blodprop for et par år siden har han måttet sætte tempoet ned. Det bliver dagligt til højst to timers arbejde i atelieret, som han frekventerer i pendulfart som en bagermester på vej til arbejde, iklædt hvid T-shirt og hvid kasket. Efter frokosten sætter vi os til rette i biblioteket, mens båndoptageren kører:

Hvorfor er Deres nye billeder tyndere og lettere malet end Deres tidligere værker? Er De ramt af, hvad Per Kirkeby har kaldt ’alderens arrogance’?
”Jeg har været uheldig med mit maleri, fra jeg begyndte at male for omkring 50 år siden. Jeg har altid gerne villet male noget, der adskilte sig fundamentalt fra den kunst, som allerede forelå, men jeg evnede det ikke. Men for ca. ti år siden begyndte det at lykkes mig, føler jeg. I dag går det bedre, nemmere og hurtigere, for jeg har opnået kontrol. Jeg kan meget mere umiddelbart fixere ideen end tidligere, hvor jeg arbejdede som en murermester og malede tykke billeder, som jeg kradsede i. Denne protest var både tung og utilfredsstillende, fordi jeg havde en helt forkert indfaldsvinkel. Jeg har imidlertid lært meget. Men i dag er jeg langt mere lykkelig i mit arbejde. Mit arbejdsprincip går dog fortsat ud på at bryde op og skille ud – og tage fat på noget nyt. Men tidligere var jeg en integreret del af en bestemt kunstscene, et fællesskab og en generation. Man blev opmærksomt iagttaget og iagttog selv opmærksomt, hvad de andre lavede. I dag interesserer det mig overhovedet ikke. Uden at føle frygt tænker jeg, at de kan male, hvad de vil, men lad mig male noget ganske andet. Mit held beviser, at det fungerer. Kald det bare arrogance.”

Georg Baselitz har netop vist 130 værker på en retrospektiv udstilling i Bonns Kunst og Udstillingshal. Udstillingen, der blev åbnet af kansler Schröder, var en gribende oplevelse for ham, for her blev hele værket vist i en samlende gestus. I udstillingskataloget skriver han, at det at male billeder er ”et uforståeligt, absurd og vilkårligt foretagende.”….

Jeg beder ham om at kommentere dette besynderlige udsagn fra en billedmager, der har brugt hele sit liv på at male:
”I begyndelsen ved man ikke, om der er en vej eller en retning, og man kender ikke fremtiden. Man begynder bare, og når man er begyndt, og man konstaterer, at det gør én tilfreds og man føler, at det er rigtigt – måske får man oven i købet applaus for det – så går man videre ad denne vej. Jeg troede engang, at det at male billeder var en meget vigtig sag for fællesskabet, men interessen for maleri er yderst ringe. For mig er maleri imidlertid det mest interessante – det gælder også skulptur og musik. Jeg vil gerne tilhøre selskabet af billedmalere – men man skal gøre sig klart, at maleriet ikke kan forandre noget. Man har ingen indflydelse på verden. Det er da absurd at bruge så meget tid på noget, som ikke kan forandre noget. På den korte levetid, vi har til rådighed, kunne man måske have været mere effektiv, jeg ved det ikke. Jeg er bare og er gået hen og blevet professionel i denne metier.”

Deres motivverden er altid meget enkel?
”Ja, jeg har valgt at arbejde med nogle meget enkle motiver, for man behøver ikke særlig meget materiale, når det sådan alt sammen kommer fra hovedet. Jeg tager hele mit materiale fra historien, og naturligvis sammenligner jeg mine egne oplevelser og min biografi med historien. Jeg spørger altid mig selv, om jeg laver fejl, eller om det alt sammen går rigtigt for sig? Er den kontekst, du befinder dig i, i orden, eller er den det ikke? spørger jeg. Man er under en konstant indflydelse udefra – også af politiske kræfter, som mener, at samfundet bør omorganiseres, og at verden går under om lidt - og det irriterer mig. Men jeg har ikke selv disse tanker. Jeg har altid været i fuldstændig kontakt med fortiden, som jeg forstørrer og udvider for dermed bestandigt at blive bedre til mit daglige arbejde. Derfor henviser titlerne og citaterne altid til noget, som er sket.
For tyve år siden spurgte nogen mig, om jeg ikke kunne male nogle hunde, og jeg afviste det prompte, selv om jeg havde to hunde. For hvad skulle jeg dog det for? Men ikke desto mindre malede jeg langt senere en suite af malerier udelukkende med hunde, mens jeg i 1965 lavede en lang serie af udelukkende køer. Jeg har ikke noget program, det er helt uforudsigeligt, hvad jeg maler. Jeg maler det, der fylder mig. Der er ingen lærebog og intet bestemt pensum at gribe fat i.”

Baselitz er netop vendt hjem fra en længere arbejdsferie i sit hus i Imperia ved den italienske Riviera, hvor han har malet en suite akvareller og malerier i ’negativ’; nogle fødder og ben er på vandring (omvendt) ind i billedet ad en bugtet vej med vejtræer, der kroger sig op mod himlen. Flere af disse værker er nu tilgængelige for publikum i Galleri Bo Bjerggaard. Som forlæg har han brugt et maleri i naturalistisk stil, som han malede som 15-årig i 1953. Denne måde at krydsklippe mellem fortidige fantasmer og et nutidigt billedsprog har han gjort til sin metode, hvad enten det drejer sig om ørne, der kredser over et alpelandskab eller karakteristiske, tykke egetræer. Interessen for tabuiserede, seksuelle handlinger, som optog ham i tresserne, og som udmøntede sig i nogle sjælerystende skildringer af drengepuberteten, har han for længst lagt bag sig. I dag beskæftiger Baselitz sig både med ontogenesen og fylogenesen, med både det personlige aftryk, tingene har sat på hans sind og med den store, fælles historie, der knytter menneskenes handlinger sammen i den fortælling, vi kalder historien. Han er en moderne maler, hvis maleri krydser klinger med ekspressionisme, surrealisme og abstrakt maleri, og samtidig en usædvanlig gammeldags maler, som fører en dialog med traditionen, og som skaber på sin lidenskab og sin billedhunger. Og så maler han altid sine motiver på hovedet.

Hvorfor begyndte De i grunden at male motiverne på hovedet?
”I skolen havde jeg naturligvis billedkunst, og dér malede man blade om efteråret og fugle i sneen om vinteren. Vi skulle male, hvad vi så, lige så nøjagtigt som et landkort. Den karakter, vi fik, afspejlede udelukkende, om vi havde ’oversat’ virkeligheden ’rigtigt’ eller ej. Som maler må du rode op i denne forståelse. Det er ikke nok at kende alfabetet, du må også omkalfatre det og komme videre. Da jeg forbavset stod over for Kasimir Malevitj og så den frækhed, hvormed han malede de sorte eller hvide kvadrater på hvide eller sorte lærreder, da sagde jeg til mig selv: ”Hold da op, hvad er der at komme efter?” Så fik jeg den idé at stille billedet på hovedet, og det er jo næsten 50 år siden nu. Jeg så, at det fungerede, og det er vidunderligt, for afhængigheden af portrætligheden veg dermed til side for et langt mere interessant billede, der bliver selvstændigt, fordi det ikke længere behøvede sit motiv. Herefter blev alt ikke nødvendigvis lettere, men mulighederne blev mangedoblet og videde sig ud. Når man ser et træ, som man fotograferer og bagefter maler, så kan man genkende det. Men egentlig ser man altid noget helt andet. Man ser et andet rum, en rose i det fjerne osv. Den leksikalske registrering er simpelt hen fatal. Det er den, jeg har gjort op med.”

De har altid eksperimenteret?
”Jeg har hele vejen igennem forsøgt at udvide materialet, motiverne, motivationen, og jeg har udviklet de håndværksmæssige færdigheder, som jeg har stor forkærlighed for. Jeg spørger altid mig selv, om det er det rigtigt, om man kunne gøre det anderledes? – der findes folk, som spiller klaver med fødderne, og det kan gå ganske godt! En anden vigtig ting er, at jeg har jeg valgt at arbejde i store formater. Når man arbejder i så store formater, at folk må undslå sig, fordi de på ingen måde kan anbringes i deres stuer – så har du allerede succes. Men det er jeg jo ikke alene om – det har andre kunstnere også gjort. Bauhaus – om end de har eksperimenteret vidt – har aldrig forladt stueformaterne – det har ekspressionisterne, Picasso eller Miró heller ikke. Først med amerikanerne efter anden verdenskrig forlades stueformaterne. Pollock var en af pionererne.”

Per Kirkeby har sagt om Deres fælles gallerist Michael Werner i Köln, at han fungerer som en slags negativ terapeut, der nedbryder sine patienter og ypper kiv imellem dem. Hvad siger De til det?
(Høj latter) ”Jeg havde yderst få chancer, da jeg startede. Ingen anden har vist mine værker så megen interesse fra starten som han. Selvfølgelig har der i mellemtiden været problemer. Her i landet har vi oplevet en slem tid, og vi har derfor fået et meget negativt omdømme, og at arbejde som tysk kunstner i det internationale rum er derfor temmelig vanskeligt. På trods af det – eller måske netop derfor – har enkelte tyske kunstnere haft meget stor succes internationalt. Og det på en helt anden måde, end man havde forestillet sig. Da jeg selv udstillede i Guggenheim – og det er jo ikke nogen hverdagsbegivenhed for en tysk kunstner – tænkte jeg, at Michael Werner og de tyske kunstnere, som er knyttet til hans galleri, bærer en masse aggression med os ud i verden, og trods det har verden mødt os med megen sagtmodighed. Vi står ret irriterede i nærheden med vores aggression og bliver usikre. Selv om Per er dansker, er hans analyse af situationen helt rigtig – jeg må give ham ret.”

De har altid haft noget imod koncept- og minimalkunst og har foretrukket et lige på og hårdt udtryk, der med figuren som udgangspunkt tog afsæt i Deres egne syner?
”Nej, det er nu ikke sandt. Da jeg begyndte som Akademielev i Berlin, vidste jeg ingenting, men min nysgerrighed var stor. Vi må huske, at den tyske billedtradition var blevet brudt som følge af krigen. Efter krigen var der ingen bøger, og museerne var plyndret. Alle informationer om Tysklands fortid måtte vi møjsommeligt selv indsamle, og man behøvede år for at få noget at vide om fænomener som Bauhaus eller abstrakt kunst. Det kom derfor som et chok for mig, at maleriet var dødt. Man sagde, at det kunne vi glemme alt om om. Måske kunne vi male monokromt, men videre kunne vi ikke gå. Ingen figurer, ingen fortællinger. Som akademielev lavede jeg i begyndelsen alt det, som tiden propaganderede for. Men efter et stykke tid konstaterede jeg, at jeg følte mig tom og kærlighedsløs og manglede et engagement. Jeg arbejdede som en ingeniør, der udvikler nye fremskridt i kunsten, men sådan er kunsten ikke indrettet. Så jeg meldte mig ud af den moderne kunsts væddeløb. Jeg tænker ofte over, hvorfor jeg ikke laver landart, videokunst mv., for det har jeg slet ikke noget imod, at andre gør. Men jeg må lave mine egne ting, og jeg har altid opfattet mig selv som en kunstner, der laver avantgardistisk kunst, som endnu ikke har foreligget i den form. Mine billeder er anderledes end alle andres. På trods af det har folk sagt, at jeg ikke er moderne. Jeg tror, at mine oplevelser under og efter krigen har bevirket, at jeg er blevet forstyrret i hovedet eller i hjertet, og at jeg hele vejen igennem har været uhelbredelig syg. Jeg har behov for at skabe en forbindelse mellem oplevelse og skaben, og hvis man ikke arbejder som en instruktør, der bortdelegerer sin sjæl, men i stedet virkelig lever, leder og finder, så er traditionen fuldt ud tilstrækkelig. En blyant, en pensel, et stykke papir, et lærred er alt nok for mig. Andre medier forekommer mig fremmede, fremskridtsagtige, kunstige og alt for vanskelige for mig. ”

De er blevet udnævnt til det vilde maleris urfader, men denne ære har De altid frasagt Dem?
”Jeg er forbundet med alle de malere, der dyrker maleri, men allerede i min skoletid har jeg følt jeg mig næsten biologisk beslægtet med Edvard Munch. Han var det betydeligste medlem af die Brücke, og jeg elsker ham stadig. Jeg forstod ham straks, og jeg benytter bestandigt citater og formelle greb fra Munch. Men jeg er også meget indtaget i Mondrian, selv om jeg ikke er i stand til at male lige linjer. Jeg maler altid frihånds. I firsernes Tyskland opstod pludselig en ny generation af malere, der havde genfundet ekspressionismen, og de optrådte på den interessante udstilling Zeitgeist i Berlin i 1980. Ekspressionismen havde ellers været væk siden nazitiden. Men jeg vil ikke gøres ansvarlig for denne aktivitet, for jeg altid har opfattet ekspressionismen som bærer af ideen om at skabe en bedre verden. Når man er født i et fuldstændig ødelagt Tyskland, har man ingen illusioner tilbage. Men det er sandt, at min herkomst og min penselskrift er meget ekspressiv.”

Hvad tror De på?
”Jeg tror på, at man bliver født, og at man dør. Problemerne kan være større eller mindre – om man er ung eller gammel, dum eller indsigtsfuld. Jeg tager kraftigt afstand fra, når nogen vil fortælle os, hvilken vej vi skal gå. Sådanne forførere fører altid ulykke med sig. Det er i øvrigt fuldstændig uforståeligt, at et system som det gamle DDR bare forsvinder uden revolution. At alle de 20 mio., som var involveret, er pist væk. Også beslutningstagerne. Jeg er selv i Stasis arkiver. Man spørger sig selv, hvad der foregik. De havde en illusion om en ny, antifascistisk verden, og i 40 år levede de som antifascister, på trods af at fascismen for længst var væk. Jeg blev observeret, fordi jeg ikke ville være med og derfor blev opfattet som en farlig virus.”

Deres værker vakte i begyndelsen skandale?
”De fleste, som ser mine billeder, forstår ikke et kuk af dem. Men når man arbejder, etablerer man sig, og til sidst bliver man altid genkendt, og selv om jeg forsøger, lykkes det mig ikke at ødelægge mit eget billedudtryk, så i længden kan det ikke blive ved med at have den samme radikalitet. Da jeg begyndte, vakte jeg skandale. I dag behøver jeg ikke den slags provokation.”

Louisiana har et fantastisk billede, der hedder ’Den nye type’, som indgår i Deres serie med helte og nye typer fra 1965. Hvem var denne nye type?
”Jeg levede isoleret og i stor angst på den tid, og jeg havde hovedet fuldt af bøger, især den russiske borgerkrigslitteratur. Den nye type kommer fra denne litteratur, ikke – som man kunne tro – fra beatkulturen og popkunsten, der vandt frem i perioden.”

Seancen er forbi. Vi krydser parken til atelieret for at se de nye malerier og skulpturer, støbt i bronze efter træskulpturer, som Baselitz skærer ud med en motorsav. Voldsomme, skingre, ekspressive, næsten voldelige. Det er fødder, der ligner dem, som vandrer ind i billederne. Livet er en vandring, og Baselitz vandrer videre ad sine maleriers bugtede stier.