lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Det skønne, det sande – og det brugbare

[4. juni 2004]
Weekendavisen

Det skønne, det sande – og det brugbare
Billedkunsten er rykket ud på arbejdspladserne, som den tilfører friktion, innovation, inspiration og miljø. Denne nye, ’socialt intervenerende kunst’ krydser klinger med arkitektur og design, som det ses i det nyåbnede ’Idéhuset Momentum’ i Hørsholm, hvortil kunstnerduoen Bosch & Fjord har skabt en totalinstallation
Af Lisbeth Bonde

Kompetenceudvekslingen mellem kunst og erhvervsliv intensiveres i disse år. Det ses bl.a. på, at flere og flere kunstmetaforer sniger sig ind i virksomhedssproget, ligesom kunstnere stadig hyppigere optræder som coaches, når erhvervslivet forsamler sig på ledelseskurser. Her gøres øvelser i at dirigere et symfoniorkester – eller i at forme en lerskulptur. Handelshøjskolen i København har sågar fået et helt nyt center - Center for Kunst og Ledelse – som skal bygge bro mellem forskere, organisationer og kunstnere, hvor lederskabet ”bibringes nye, virkningsfulde erkendelser og indsigter fra kunstens verden” – som det hedder. Nøgleordene er læring og kreativ vækst. Men kunstnerne indtager også erhvervslivet med mere blivende tiltag i form af totalinstallationer, som skal styrke organisationernes identitet og stimulere til diskussion og innovation. Erhvervslivet har for alvor opdaget kunstens kreative potentialer – og kunstnerne hungrer efter udfordringer og ordentlige honorarer.

Kunstnernavne og -grupper som Bosch & Fjord, Art of Heart, AVPD, Superflex, Kent Hansen, N55 excellerer i et samarbejde med erhvervslivet. Men initiativet kan også gå den anden vej, som når fx Peter J. Lassen - direktør og designer for møbelfabrikken Montana – inviterer kunstnere til at lave designmæssig innovation af hans reolmoduler.

Virksomhederne er – ved siden af Staten – de største mæcener i tiden. De støtter og sponserer, og de erhverver løbende kunst, men gennemgående ser de kunsten i rollen som forskønnelsesobjekt, altså som mere traditionel kunst. Denne kunst ’leveres’ af kunstnere, som lever af deres ’brand’, for nu at blive i virksomhedsjargonen, dvs. de sælger den særlige aura, som fremkommer ved års intensivt arbejde i ateliererne: Fx har malerprofessoren Jesper Christiansen netop færdiggjort et fabelagtigt 18 m højt maleri bestående af ord, der svæver, til medicinalfirmaet Lundbecks nye domicil i Valby, mens billedhuggeren Anita Jørgensen har skabt en imponerende vandkunst og skulpturvæg til Nykredits nye hovedsæde, den monumentale kube af glas ved Langebro. Erik A. Frandsen, Jens Birkemose og Peter Bonde har leveret øjenåbnende malerier til Hotel Hilton ved Kastrup Lufthavn, der går i dialog med bygningens særlige, cool arkitektur. Disse kunstnere leverer alle kunst, som er Kunst per se - i pagt med deres øvrige værker. Denne ’kunst til offentlige rum’, som den kaldes i dag, tilfører i heldigste fald rummene noget så immaterielt som ånd og giver en intelligent, visuel og rumlig kommentar til den arkitektur eller virksomhedskultur, den optræder i. For tiden lægger således også Per Kirkeby sidste hånd på sin indvendige udsmykning af Geologisk Museums trapperum og tårn. Det er som at træde ind i et af hans malerier, der har løsrevet sig fra blændrammen og er blevet tredimensionalt og stofligt – det er overvældende. Per Kirkeby sætter her sit tydelige, kunstneriske fingeraftryk på bygningen. I den unge ende af skalaen kan nævnes en kunstner som Jeppe Hein – med base i Berlin – der udstiller sine interaktive værker rundt om i hele verden. Værkerne kan være indgreb i arkitekturen som en flytbar væg eller de kan manipulere elementerne, som hans springvand Space in Action / Action in Space (2002), der bestod af en lodret mur af vand, interaktivt arrangeret, så det standsede for at give publikum mulighed for at nå tørskoet ind i dets midte. Et af scoopene ved den meget varme biennale, men et værk, som uden videre kunne installeres i en offentlig institution herhjemme – fx i en svømmehal.

Men med den nye grænsesprængende virksomhedskunst, som går under betegnelsen social intervention eller undercover kunst – går kunsten helt nye veje. Den ophæves som æstetisk objekt og bliver til funktionalitet – og kunstnerne indforskriver designere, arkitekter og ingeniører til at gå med i projekterne. Denne kunst forsøger bevidst at omkalfatre det elfenbenstårn, som kunstneren traditionelt har beboet - med henblik på at ændre folks daglige arbejdsvaner og konventionelle opfattelser af, hvad kunst generelt er, og hvad kunst på arbejdspladsen mere specifikt er for en størrelse. Men samtidig er det jo bestillingsarbejder, betalt af brugeren – typisk et firma eller en af de store, offentlige pengekasser, så indimellem kan interessekonflikterne være til at tage og føle på. Er det så et værk? Spørger den undrende offentlighed? Ja, vil jeg svare. For så længe der er tale om kunstnere, uddannet på et akademi eller selvlærte inden for de visuelle kunstarter, så er det at betragte som bidrag til det meget elastiske kunstbegreb. Men det er også et stykke funktionalitet. Når de specialdesignede lamper ikke virker hensigtsmæssigt, må de så udskiftes af brugeren? Eller skal kunstnerne konsulteres til evig tid, fordi det modsatte ville være vandalisering af kunstværket? Sådanne spørgsmål melder sig uvilkårligt, og de er med til at sætte denne nye kunstart på prøve.

Kunstnerduoen Bosch & Fjord har efterhånden en del erfaring med dialogprojekter, hvor de innoverer miljøer i firmaer eller offentlige institutioner. Hollandsk fødte Rosan Bosch (f. 1969) besidder en charmerende jernvilje, der kan få enhver direktør til at tabe pusten, mens Rune Fjord (f. 1965) er mere langmodig, når der skal forhandles projekter. Kunstnerne bruger af deres erfaringer fra performancekunsten til at erobre bestillernes hjerter ved præsentationerne. Der skal ofte gode overtalelsesevner til, når man skal argumentere for kaoslamper, lydinstallationer, mobile, transparente skillevægge, tapetcollager, særlige kunstkommentarer i form af rummæssige forandringer af et kontorlandskab, buler, dråber af plast, der hænger ned fra loftet mv. Der er hyppigt tale om finurlige, visuelle kommentarer til produktionen, og det er hensigten, at ’værkerne’ skal tvinge brugerne til at mødes under tankestimulerende vilkår.

Forleden åbnede et nyt ”idéhus”, ’Momentum – Nordsjællands Idéhus’ i forskerparken SCION DTU i Hørsholm nord for København. Her har kunstnerduoen skabt deres 9. projekt. Idéhuset er etableret på initiativ af en forening med både offentlige og private medlemmer, og det lægger rum til forskellige former for samarbejde: Partnerskaber, kompetenceudveksling, netværker, vidensdeling, offentlig-privat samarbejde og forskningsformidling. Huset skal ’facilitere’ brugerne, og dets tre medarbejdere – inclusiv direktøren - yder konsulentbistand til medlemmerne.

Huset er indrettet i en håbløs, gammel ’skotøjsæske’ – en grå lagerbygning – som siden efteråret har undergået en metamorfose og i dag fremstår som et stykke arkitektonisk innovation med et signalkraftigt blåt tårn, belyst af blå spots, med organisk svungne former i sit indre, nye vinduer, skabt efter Idéhusets særlige logo, et ’intimt mødelokale’, som mødedeltagerne må kravle ned i, så diskussionerne foregår uformelt, tæt på og ’nede på jorden’, et åbent køkken eller café med mulighed for alskens former for kaffebrygning, et sørum med træer, åkander og tropefisk, bag hvilket gulvet folder sig ud i plateauer, et bakket parketgulv, et ’dynamikrum’, dvs. et mødelokale med vægge som whiteboards, et skrigerum bestående af spejle og et kreativt hjørne til fordybelse. På toiletterne kører forskellige lydtableauer, og alle borde har hjul og forskellige farver og former. Dette hus fremstår som en børnehave for voksne. ”I Momentum’ er kunst og rum to sider af samme sag. Kvadratmeterprisen ligger ikke højere end ved normale kontorindretninger, men der er tale om et grænsesprængende, nytænkende design. Huset er en totalinstallation, hvor formgivningen er sammentænkt med funktionen”, siger kunstnerne, der i øvrigt har en fuldtidsansat kunsthistoriker, Helene Øllgaard Jakobsen, der varetager kommunikationen med presse og erhvervsliv.

Idéhusets direktør, Leon Lerborg, der er cand.mag. i filosofi og samfundsfag, mener ikke, at huset i sig selv kan generere nye ideer, men det er en god ramme for miljøer, som i forvejen er indstillet på ny udvikling:
”Idéhuset og Momentum skal jo ikke kun lave banebrydende innovation - opfinde krudtet, ilden, penicillinen og den dybe tallerken - men også ”bare” facilitere udvikling i Nordsjælland. Her er det naturligvis af god psykologisk betydning, at vi har et hus, der er et synligt ikon for udvikling; og at der er drønende rart at være. Dét er såmænd også alle pengene værd.” Leon Lerborg kalder denne nye kunst for ’kunstteknologi’: ”Når kunst bliver teknologi, så kan man naturligvis bruge teknologiteorier på kunsten. Dvs. kunsten kan ikke blot tolkes æstetisk, kunsthistorisk m.v., men også med ”ingeniørens” briller - ingeniøren som formidler mellem videnskaben og praksis.”
Kunstnerne morer sig over deres nye tiltag og mener med huset at have skabt en platform, hvor ”funktionalitet og fleksibilitet er andet og mere end en justerbar kontorstol.”

Weekendavisen var med til åbningen og spurgte til kunstnernes erfaringer med huset: Hvad synes I selv er lykkedes bedst i jeres nye værk?
”At der er sket nogle mindre jordskælv hos dem, vi arbejder sammen med og er i dialog med. Og at vores største modstander nu er vores største fan. Men især vores TÅRN, der er et symbol på kunstens frirum, og som ikke har nogen åbenlys nytte, er vi glade for. I tårnet er der plads til eksistentielle spørgsmål og skæve tanker. Tårne fortæller generelt, at der er mere i livet end funktion, profit og nytte.”

Hvilke problemer er I stødt ind i undervejs?
”Dels praktiske - at det ikke kan lade sig gøre - dels økonomiske - at der ikke er penge nok. Det løser sig næsten altid. Vanskeligere er modstanden, når folk bliver bange. Forandring og fornyelse er flotte ord, men når det kommer til stykket, er der altid et øjeblik, hvor man bliver bange. Og så er det vores (kunstnernes) job at overbevise dem om, at angst er en dårlig rådgiver, og at fornyelse og innovation ikke kommer af sig selv. At man skal gøre en indsats. Præsentationen er den største udfordring, for her skal vi overbevise brugerne om, at de ikke skal være bange for det ukendte. Problemer med penge kan løses, for nogle ting kan blot gøres billigere fx køkkenbordet kunne streng taget være et andet køkkenbord. Derimod kan tårnet ikke streges, for så ødelægges hele konceptet. I MindLab (en installation til Økonomi- og Erhvervsministeriet i 2002, LB) ville de på et tidspunkt bygge alt undtagen ’the Mind’. Da måtte vi overbevise dem om, at denne ovale tænketank (der også har en stor ikke-nytteværdi) var kerneideen, og hvis den ikke var der, kunne de lige så godt have hyret en indretningsarkitekt.”

Hvor meget kunst og hvor meget design synes I, at jeres nye værk besidder?
”Design er et redskab, ligesom æstetik er et redskab. Tingene skal se lækre og indbydende ud, så brugerne gider bruge dem. Projekterne lever og dør med, at de bliver brugt, så der skal være umiddelbar adgang til funktionerne. Man skal have lyst til at sætte sig på stolen, lyst til at bruge rummet. Det er ideen, der er ’kunsten’ – det at man stimuleres til at tænke anderledes – alt andet er underordnet. Igen med køkkenbordet som eksempel: køkkenbordet kan skiftes ud, det er ikke kunst, mens hele SITUATIONEN omkring køkkenbordet – det åbne køkken hvor man samles og socialiserer er kunst. Det er konceptet der er kunst – det, der laver om på vanerne og giver brugeren mulighed for at tænke anderledes.”

Hvor meget må brugeren ændre på jeres værk?
”Det er funktionskunst, vi laver, og rummene og tingene skal bruges. Der er ingen berøringsforbud. Vi er interesserede i, at brugeren tilegner sig rummene og funktionerne og gør det til deres. På de designmæssige ting kommer brugerne til at ændre undervej, men ’værket’ falder fra hinanden, hvis der ændres i målsætningen /konceptet.”

Hvordan betragter I jeres ’socialt interventive’ værker i forhold til jeres udstillingsværker?
”Vi ser dem i forlængelse af hinanden. Udstillingsværkerne i kunstinstitutionen er vigtige, fordi de fungerer som laboratorium, hvor alt er tilladt. Udstillingsværkerne er vores undersøgende bagland. Uden dette kunne vores dialogprojekter ikke eksistere.”

Først om føje tid vil det vise sig, om kunstnerduoens totalinstallation har den tilsigtede virkning på brugerne af det nye idéhus. I september 2003 stod deres vidtgående stykke social intervention ’Colon:’ færdigt i virksomheden Coloplast i Humlebæk, hvis succesafdeling, som producerer stomi-poser, havde fået en ny bygning. Stomi-afdelingen tegner sig for en årlig vækstrate på 12-13 %, som inden for det sidste halvår er steget til 15. Det er naturligvis umuligt at måle, om mervæksten er affødt af værket, men medarbejderne melder usædvanlig stor tilfredshed med deres nye arbejdsplads med taburetter, formstøbt efter den enkelte medarbejders bagdel, med køkken inde i en hul skal, der tager sig ud som en gul bule på den anden side væggen – med associationer til maven - med et intimt møderum med sofaer, hvor man kan ligge henslængt og tale sagte sammen, med en bloddråbe af plast hængende som et fremmedlegeme ned fra loftet. Bosch & Fjord lægger øret til jorden og lytter sig ind på virksomhedernes særlige kultur, de driller og kommenterer og skaber et venligt fysisk miljø. Og med deres særlige kunstneriske vinkel bidrager de til at blødgøre stive normer for, hvordan en virksomhed skal se ud. Indvendigt såvel som udvendigt. Bosch & Fjords næste projekt bliver udstillingen ’Omsætning’, der åbner den 6. november. Det er endnu et dialogprojekt, men denne gang i selve kunstsfæren, nemlig i Nikolaj Udstillingsbygning, hvis kontorer kunstnerduoen efterfølgende har fået til opgave at nyindrette. Man kan læse mere om duoen på www.bosch-fjord.com . Idéhuset Momentum har en lang række åbne arrangementer.

Mere info på: www.momentum-nord.dk