lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Jeg’et som stof

[15.  oktober  2004]
Weekendavisen

Jeg’et som stof
Interview med Elke Krystufek
Den østrigske performance- og billedkunstner, Elke Krystufek, lægger ikke fingrene imellem i sit opgør med de feminine arketyper. Hendes værk involverer hendes egen krop - helt bogstaveligt

Af LISBETH BONDE


Det københavnske kunstpublikum – herunder en del udøvende kunstnere – forsamlede sig forleden i skulpturgaden på Statens Museum for Kunst. Anledningen var, at den østrigske billed- og performancekunstner, Elke Krystufek, der initierede sin udstilling i X-rummet, ’Lovers’ Mind Wide Open’, med en ny performance, med titlen ’Touch the Artist’. Iklædt sin egen kreation, en lang rødbroget kjole, hvorpå var appliceret stofhjerter, gav hun publikum lov til at røre ved hende og gøre med hende, hvad de ville. En dristig invitation, der kunne have udartet til seksuelle overgreb, hvis det havde fundet sted i skumlere omgivelser. Men nu var vi altså i et kunstmuseum, og dér opfører folk sig normalt pænt og ordentligt. En enkelt dristede sig til at flette Krystufeks lange, mørke hår. Hun blev kildet under armene, og fotoapparatet blev taget ud af hænderne på hende (var hun i diskretion i gang med at gøre publikum til sit objekt?) Andre gav hende solbriller på. Først da den garvede, feministiske malerprofessor, Ursula Reuter Christiansen, i hele to omgange dristede sig til at påbegynde afklædningen, kom der skred i det, det hele handlede om: En kunstnerisk afskrælningsproces, hvorunder Kunsten alias Kunstneren følsomt stiller sig til rådighed for brugerne med henblik på konsum, men den 16 minutter lange performance endte med, at anstændigheden og pænheden sejrede over provokationen, da en ansat ved Statens Museum for Kunst klædte hende på igen!

Elke Krystufek lagde i 90’erne ud som postfeministisk kunstner og udførte dengang sine pinlighedsgrænsesøgende performances i alverdens undergrundsgallerier. I København optrådte hun således i 1997 i Galleri Wallner, der holdt til i Bredgade i de år, med et ’Golden Show’ – under hvilket hun strippede, urinerede og sluttede af med at drikke sin egen urin. Men som årene er gået, er hun rykket op i billedkunstens superliga og er blevet museumskunstner. Den nu 33-årige kunstner forlænger i sin måde at gå til ekstremerne på en række kunstneriske eksperimenter, som indledtes med Wiener Aktionisterne Hermann Nitsch, Günter Brus og Rudolf Schwarzkogler i 60’erne. I deres orgie- og mysteriespil iscenesatte de døden på teatralsk vis ved dyreofringer i et radikalt, bloddryppende raid mod hykleriet, chauvinismen og småborgerligheden i det østrigske samfund. Men deres kunst var rundet af tiden før fitness- og informationsteknologien og før de nye kropsbilleder vandt frem. Hos Krustyfek ses flere referencer til feministiske praksisformer - som landsmanden Valie Export og amerikaneren Carolee Schneemann er eksponenter for - hvor kunstnerens egen krop investeres i den performative akt. Jeg mødte hende nogle timer inden hendes performance, og hun viste sig imod forventningen at være en sensitiv og bly Wienerinde, der tænker dybt over tingene. Hun er for tiden i gang med at lave et litografisk tryk til Den danske Radererforening i Hostrup-Pedersen & Johansens Grafiske Værksted.

Dine temaer har udvidet sig betragteligt. Hvorpå beror denne ændring?
”Jeg interesserer mig stadig mere for politiske spørgsmål: I min nyligt afholdte udstilling ’De rige besøger de fattige, de fattige besøger de rige’ i Bawag Foundation i Wien, hvor jeg i 115 collager påpegede livets mange uretfærdigheder, forlod jeg mit mere selviscenesættende projekt til fordel for en påvisning af, hvordan kunstnerne, galleriejerne, samlerne og kuratorerne lever i sus og dus i kontrast til slumområdernes fattigdom. Jeg forholder mig her også til de temaer, som blev behandlet på den seneste Venedigbiennale og Dokumenta og til det skisma, at kunstmarkedet er med til at opretholde og uddybe uretfærdighederne. Og så har jeg ville påvise, at de ekstremt politiske kunstnere altid er fattige i forhold til de kunstnere, der arbejder æstetisk. På min nye udstilling har jeg inddraget nye aspekter i form af portrætter af ældre kunstnere, som jeg har indsamlet primært i Alte Pinakothek i München. Her har jeg haft fokus på interessante kvindeportrætter, og jeg bruger ansigtet som en slags projektionsflade for mit eget selv. Det er en udvidelse af min egen tematik, hvor jeg bruger ansigtet som en slags allegori.”

Du har skildret Olafur Eliasson kritisk i en af dine collager?
”Ja, efter min mening tilhører han en kategori af kunstnere, som udelukker alle sociale emner fra sine værker og aldrig gør noget ondt. Hans værker er underholdende i en grad, så alle mennesker kan mødes om dem, som fx solen i Tate Modern. Han problematiserer intet – værkerne er først og fremmest smukke som en slags ’Natur Disneyland’. Hans forsøg på at kritisere kunstinstitutionen kommer ikke til sin ret i selve værkerne.”

Du har i mange år arbejdet med temaet kvindelig seksualitet og bulimi i dine videos?
”Det er et tidsfænomen, der har noget at gøre med masseproduktion af næringsmidlerne. Af egen erfaring kender jeg fænomenet, især fra USA, hvor man har alt for mange varer, der er fyldt med kemikalier. Men det har også noget med seksualitet at gøre – hvordan man omgås sin egen sexualitet, og måske ideen om den frie seksualitet, hvor det kan være vanskeligt at sætte grænser mellem egenkroppen og andenkroppen.”

Er det ikke vanskeligt at skelne mellem dit privatliv og dit kunstnerliv, når du bruger dig selv som omdrejningspunkt?
”Det spørgsmål bliver mærkeligt nok aldrig stillet til skuespillere, som uden videre kan optræde i kærligheds-sex- eller voldsscene uden personligt at blive associeret dermed. Jeg har ingen problemer med selv at skelne mellem identiteterne, men fordi kunsten altid forbindes med en bestemt sandhedskarakter, har publikum svært ved at skelne mellem niveauerne. Når jeg har brugt mig selv, skyldes det, at det var praktisk, og at jeg ikke kunne bruge andre til mine formål (Krystufek smiler). Det er uendelig kompliceret at arbejde med andre. Fx lavede jeg i 1997 en video sammen med en anden – ’Same Time Next Year’ med en ven, men han nedlagde forbud mod, at den blev vist. Sidste år klippede jeg ham ud af filmen og har selv spillet den mandlige rolle med den tidsafstand, det gav. Men nu er jeg begyndt at arbejde sammen med den amerikansk kunstner Sands Murray-Wassink, der bor i Amsterdam, og som arbejder med den mandlige seksualitet på en måde, der ligner min.”

Inde i X-rummet ses en række malerier, videoer, tegninger og fotocollager. Krustufek er begyndt at male portrætter af andre – både historiske personer og nulevende personer. De indgår i en udvide selvfremstilling, hvor hun undersøger forholdet mellem jeg’et og den anden. I sine store maleriermed fokus på kærlighedstemaet fremstiller hun elskovspar – ofte med citater fra ældre kunst somAmor og Psyche af Canova og Francois Gérard. Alt på udstillingen udtrykker forskellige indfaldsvinkler til kærligheden – den fysiske, den platoniske, den følelsesmæssige etc. X-rummet bugner med hendes kunst, der stirrer ned på os fra væggene.

Elke Krystufek: Lovers’ Mind Wide Open, Statens Museum for Kunst, X-rummet. Til 28. nov.