lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > En kold Turk'er}

[september 2003]
Weekendavisen

En kold Turk’er
Gavin Turk overrasker os med sine readymades fra hverdagslivet. Han er en af den unge, britiske kunstscenes varme brød. Med sin skulptur til det nye Saatchi Museum – en sovende hjemløs, placeret ved indgangen – har han sat et alvorligt samfundsproblem under debat – og placeret sig på de britiske avisers forsider. Nu er han udstillingsaktuel i Danmark
Af Lisbeth Bonde

En dame i lang minkkåbe svinger ind ad døren til Galleri Veggerby. Hendes store armbevægelser og opmærksomhedskrævende attitude viser, at hun er vant til, at folk hopper og springer for hende. Hun placerer den lille taske og sine handsker på en papkasse og vandrer larmende rundt. Galleridamen giver hende et diskret vink om, at papkassen er en af udstillingens værker; en bemalet bronzeskulptur til en værdi af 160.000 kr. Gavin Turk og ovennævnte, hvis interviewsession er blevet afbrudt af dette muntre indslag, er ved at knække sammen af grin.
For det er netop pointen med den britiske kunstner Gavin Turks kunstneriske strategi: Han affeticherer kunsten ved at mime hverdagens ydmyge og ofte oversete rekvisitter. De ligner nøjagtigt de genstande, vi møder ude i den såkaldte virkelighed, men Turk giver dem en ”kold Turk’er”, en chokbehandling, hvorved de genfortrylles og genopdages som betydningsmættede objekter, vi ikke bør overse. Som nu hans en-pennymønt, der er transformeret til et monumentalt, kobberbelagt bronzerelief på væggen med en diameter på 49 cm. En pauver mønt, som næppe nogen længere vil bukke ned efter på gaden med Dronning Elisabeth II’s kontrafej er atter kommet til ære og værdighed – samtidig med at Turk behændigt – og i forlængelse af en lang tradition med brug af trivielle objekter, som allerede Duchamp og senere Lichtenstein, Warhol og Jeff Koons excellerede i – kommenterer galleriets tætte sammenvævning af kunst, penge og erhvervsliv.

Andre vigtige objekter er meloner i bronze og emballage til kildevand – i bronze. Samt noget på en og samme tid sakralt og basalt i den vestlige kultur: Brød. Akvareller af ganske almindelige, ikke særligt sunde eller velsmagende, fabriksfremstillede brød, som englænderne spiser i milliontal, hænger minutiøst og smukt fremstillet som ikoner, der kalder på tilbedelse, på gallerivæggene. Møjsommeligt og formfuldendt malet med skorper, skygger og farvemæssige nuanceforskelle. Eller skulpturer af brød med påtrykt Warholsk ’Brillo’-logo. En hilsen til Warhol. Gavin Turk (f. 1967) er uddannet på Royal College of Arts og var med i det store, britiske fremstød for billedkunsten i 90’erne, der blev anført af Damien Hirst og sponseret af reklamemanden Charles Saatchi. Han bidrog med et opsigtsvækkende værk på den opstigtsvækkende udstilling ’Sensation’ i Royal Academy i London i 1993, nemlig ’Pop’ – en legemsstor voksfigur af ham selv i rollen som en blanding af Warhols silketryk af Elvis og punksangeren fra Sex Pistols Sid Vicious. Installeret som et kunstværk i en glasmontre. Popkulturens indtog i en kunstnerisk kontekst – med tydelig adresse til popkunstnerne fra tresserne.

Du bruger konteksten – galleriet og museet – bevidst i din kunst. Hvad betyder den?
”Ja, det er altid konteksten, der får kunsten til at virke. Fra Duchamp i 1917 og frem har det været det samme, det drejede sig om: Kunsten kan være alt muligt, men det er konteksten, der skaber den. Kender man ikke konteksten bliver det virkelig kompliceret. Galleriet er på ingen måde noget neutralt sted, selv om det gerne vil præsentere sig som et sådant. Mange folk opdeler gallerier og museer i henholdsvis en privat og en offentlig sfære, men i virkeligheden penetrerer de private samlere museerne og ender måske med at sidde i museets bestyrelse i kraft af deres tunge donationer til dem. Det er i dag vævet temmelig meget sammen. I London er der en påfaldende interesse for billedkunst. Antallet af store samlere er stadig relativt lavt, men tilskuerskaren er til gengæld støt voksende i disse år. Man undrer sig over, at den unge, britiske kunstscene kan blive ved med at holde fanen højt. Men det er åbenbart et fænomen, der er dømt til at blive ved.”
Gavin Turk taler sig varm. Han har en sort habit på i jernbanefløjl. Hans varme, grågrønne øjne og stille humor vidner om en mand, der har sig selv fuldstændig med. Han taler med veneration om sine tre børn, som stiller ham kloge spørgsmål. Han er næsten skaldet, men har en lille hestehale i nakken som tegn på, at han tilhører en anden stand, end den der hver dag drager ind til City for at indtage deres kontorstole i finanssektoren. Han går ind for en demokratisering af kunstnerrollen.

Du er en del af den unge britiske kunstscene, som har fået betegnelsen YBA – Young British Artists, og som er en del af reklamemanden Charles Saatchis ’brand’. Hvordan har du det med det?
” Jeg har været ret heldig. Jeg har befundet mig på det rette sted, på det rette tidspunkt. Der er tale om den vilde pluralisme, men alligevel har konstruktionen YBA vist sig at virke. Saatchi er en meget central figur i ny britisk kunst, det står ikke til diskussion, og hans samling er den mest definitive i 90’erne – som skrevet står overalt, men det kan stadig være svært at forstå. Jeg tror, at den publicity, som samlingen har fået, har forstærket folks nysgerrighed generelt over for kunsten. Adgangen til kunsten er blevet fri, og man kan forholde sig til den uden de store forudsætninger. Det svarer til den ballade, der i sin tid fulgte Tate Gallerys køb af Carl Andrés ’bunke mursten’, som alle skulle hen at se. Da besøgstallet viste sig at falde lidt for et stykke tid siden, bragte man atter André frem i Tate Modern, og forunderligt nok mødte folk frem på ny. Værket selv tematiserer demokratiseringen af kunstværket – af billede og tanker – men det overser folk og forventer at se noget langt mere kompliceret. Jeg arbejder selv med tilværelsens råmaterialer – som brød og vand, der er helt basalt for overlevelsen – både i frihed og i fængsel,” ler Turk.

Ja, hvordan vil du beskrive din egen kunst?
”Mit projekt er at få folk til at opdage ting, som allerede findes i livet. Jeg arbejder i feltet mellem noget og intet – med at få folk til at se det, de ikke regner for noget. Det handler om perspektiv. Hvor står du henne, og hvorfra betragter du verden? Min hjemløse, der ligger i sin sovepose uden for det nye Saatchi Museum, ligner nøjagtig dem, der ligger rundt omkring i Londons centrum (den er lavet af bemalet bronze, LB). Værket bidrager til at få folk til at tænke over alle de hjemløse, der er et stort problem i byen. Mit atelier ligger i centrum, og dér må jeg ofte skræve over folk, der ligger og sover. Byens styre er imidlertid ved at komme med en ’Manhattan-løsning’, som ikke befordrer en løsning, men en flytning af problemet.”

Kender du Christiania, hvor mange af de sociale problemer i København flytter ud?
”Ja, særdeles godt. Det er et fantastisk sted. Jeg har hørt, at jeres nye regering vil komme det til livs, og det er helt uforståeligt, for det er et mega-turistattraktion. Det er et stykke global kultur midt i København.”

Dine værker tematiserer hverdagen, siger du?
”For mig er det at tænke over kunst en intellektuel aktivitet. Jeg arbejder på at komme til det punkt, hvor livet ender, og kunsten begynder. Jeg tænker over den værdi, som man har tillagt kunsten igennem tiderne. Mine værker ligner det, man laver, før man begynder at lave kunst. Jeg ønsker at få referenten med ind på udstillingen. Det er vigtigt for mig at undgå at lave tingene i en bestemt stil – og at lave tingene mere direkte. Samtidig vil jeg gerne have, at mine værker bliver set gennem en kunstnerisk optik, så det er temmelig kompleks.”

Kan dine værker gøre en forskel ude i den store virkelighed?
”Nej, ikke direkte. Jeg håber, at de formår det, men hvis jeg kommer så langt med dem, at de kan skabe et rum, som tillader folk at tænke over problemerne, vil jeg mene, at jeg er kommet langt. Kunst er kontemplativ, og hvis kontemplationen kan ændre handlinger, ville det være virkelig godt. Men det er jeg ikke sikker på, at den kan. Det er en kollektiv energi, som får ting til at ske. Politik er en sindstilstand. Nogen gange vågner jeg om morgenen og tænker, at i dag er alt forandret. At folk har besluttet, at nu skal tingene ændres. For det kunne jo ske, hvis alle ville det samtidig. Men alle venter. Ligesom de har ventet i 40 dage på at se David Blaine (tryllekunstneren, LB) komme ud af boksen.”

Gavin Turk: Subsistence. Galleri Veggerby. Ny Østergade 34, Kbh. Til 22. nov.