lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Fladen, farven og formen

[4. juli 2003]
Weekendavisen

Fladen, farven og formen
”Husk nu på, du er vores idol”, siger de unge kunstnere til den 84-årige maler og mobilemager Ib Geertsen, der udtrykker sig ved hjælp af luften, tyngdekraften og farvede flader. Hans konkrete kunst i spektralfarver er en munter leg med de små forskydninger på fladen. Nu er han udstillingsaktuel i både Norge og København.

Af LISBETH BONDE

Det virkede mærkeligt altmodisch for bare 10-20 år siden med de dansende flader i stærke spektral- farver, men i dag får stadig flere unge kunstnere øjnene op for den visuelle appeal, som ligger i den konkrete kunst. Den lyser op i de offentlige rum, og så er den herligt uhøjtidelig og gavmild i forhold til brugerne. Fra midten af halvfemserne har de kigget deres ældre kolleger efter i kortene. En designer som Verner Panton er blevet højeste mode og kult i de unge, visuelt arbejdende miljøer, mens billedkunstnere og pionerer som Poul Gadegaard, Gunnar Aagaard Andersen, Albert Mertz og Poul Gernes atter gør deres indtog posthumt på gruppeudstillinger med de unge kunstnere og i bøger. Men én af pionererne fra den konkrete kunsts storhedstid i 50’erne og 60’erne - og en af stifterne af kunstnersammenslutningen Linien II i 1947 – lever og har det godt: Det er Ib Geertsen (f. 1919), der celebreres på udstillinger og i skrifter i disse år. For tiden kan han opleves dels i ’Blaafarveværket’ vest for Oslo, dels i Nikolaj Udstillingsbygning, der netop har åbnet en flot, retrospektiv udstilling med hans værker fra fyrrerne og frem. Her fyldes hele det store kirkerum ud med moderne mobiler, malerier og skulpturer i vekselvis varme og kolde farver. Fra september indgår hans værker tillige i en gruppeudstilling i Silkeborg Bad.

Så der er tryk på kedlerne, men Geertsen har ingen planer om at lette på det og stille sine mange aktiviteter i bero. Han er himmelhenrykt over at blive set, værdsat og brugt i sin høje alder. Og da han forleden på Strøget så en megastor balalajka, verdens største, mener han, lyste han op. Det var en ny geometrisk figur, der kan føjes til hans konkrete, visuelle alfabet. Dens trekantede form æggede og fascinerede ham i en sådan grad, at han nu må kaste sig over nye malerier med trekanter. Siger Geertsen, der prydes af sin hvide kunstnermanke, der vidner om en tid, hvor man bl.a. skilte sig ud ved at have langt hår.

Intervieweren mødte kunstneren i Nikolaj Udstillingsbygning en formiddag, hvor den gamle kirke-bygning holdt lukket for publikum. I nichen ved indgangsporten stod en polsk mimiker, der var ved at klæde sig ud og sminke sig som Rembrandt. ”Vil du interviewe mig”, spurgte han? Jeg henviste til mit forestående interview med hans konkurrent fra nutiden inde i bygningen. Nedslået lod han mig slippe forbi. Kunstnermyter kan hurtigt få ben at gå på – også posthumt – men en kunstner som Ib Geertsen er ikke blevet myte, ej heller folkeje som fx hans ældre kollegaer Henry Heerup eller Asger Jorn. Han er en stille arbejdende kunstner, der i det diskrete vedholdende har gjort, hvad han synes, bør gøres: At skabe en kunst, der rendyrke, hvad farvede flader og former kan. En kunst, som arbejder med de små forskydninger, og som går i dialog med bygninger og store rum:

Forskydningerne
er med til at skabe
den visuelle musik.
Farvernes blokke minder om rolig arkitektur.
Den lysviolette
som jeg ikke tror jeg har set før
kunne få mig til at tænke på dagslys
filtreret igennem dis
et sted ved en kyst.
Noget som på samme tid er tæt og let,
en balance hvis enkelte elementer
har flyttet sig.

Sådan skriver digteren Uffe Harder til et serigrafi af hans ven, Ib Geertsen. Digte og kunst går i krydsbefrugtende dialog i den store, smukke bog ”Straks begynder de at synge”, som udkom på Brøndums Forlag i 1990. Det er oder til de små forskydninger, sange til fladens liv og farveblokkenes svimlende færd gennem billedrummet. Det er billeder, der avler digte og ikke digte, der avler billeder, som man ellers er vant til.
Den nok kendteste form, som Geertsen har undfanget, er den berømte ’dråbe’, som ikke har noget med en dråbeform at skaffe. Den er noget så geometrisk umuligt som et cirkelkvadrat, dvs. et kvadrat, hvis tre hjørner er rundet. Det er en mærkelig Geertsensk urform, der ’peger’ ud på fladen i flere forskellige retninger. Og der bliver peget, årti efter årti. Utrætteligt har Geertsen afsøgt mulighederne for at variere dens liv med forskellige størrelser, retninger og farver.

Ib Geertsen begyndte i Århus som figurativ maler, men allerede i sine første malerier fra fyrrerne – selvportrætter i jordfarver – kan man se, at han undgår perspektivisk dybdevirkning og koncentrerer sig om at farve fladerne, så de fremstår fladt og tydeligt. Heltene var dengang Modigliani og Cézanne. Senere flyttede han til København og lærte alle de radikale, unge kunstnere at kende – Jorn, Heerup, Carl-Henning Pedersen og alle de andre - og bosatte sig i Nyhavn hos Else Johansen – Ejler Billes tante. Lidt senere blev han ven med og nabo til Richard Mortensen i Birkerød – og lærte, hvad han kunne af ham. Det kan man se i de første, abstrakte malerier. Han læste alt, hvad han kunne komme i nærheden af om kunst fra det 20.århundrede og har hele vejen igennem haft forkærlighed for Grønland - som han har besøgt seks gange – og for grønlandsk kunst. Således er han specialist i grønlandske masker og har udgivet en bog om dem. Men tilbage til de konkrete inspirationskilder: Han ’synsåd’ sig også igennem Kandinskys værker. Langsomt løsriver formerne sig og bliver mere og mere flade, for til slut – i halvtredserne – at blive løftet ud af billederne som former i stålplader, som han bemaler. Billedet er blevet sat frit. Det er blevet til en autonom form i rummet. Og derefter begynder det at bevæge sig. At knopskyde. Der bliver stadig færre referencer til et forlæg, til noget iagttageligt, og abstraktionerne får deres eget liv.

Du har lært både af Richard Mortensen, af Henry Heerup, af Alexander Calder, af Constantin Brancusi og af flere konkrete kunstnere såsom Kandinsky. Hvad har du gjort for at blive dig selv?
”Jeg gjorde det, at jeg kopierede for at forstå og for at nå videre end dem, jeg blev inspireret af. Mortensens drivende maling, der jo løber nedad, vender jeg om i mine egne billeder og kalder dem for ’spirende vækster’. Det hele vendes på hovedet. Richard Mortensen sagde, at jeg var påvirket af de abstrakte ekspressionister fra USA. Men det kan ikke være tilfældet, for jeg havde overhovedet ikke set dem.”
Ja, men man kan jo aldrig rigtig vide, for der har været tidsskrifter i cirkulation og andre synsindtryk, der kan have påvirket indirekte.
”Ja, for der sker jo det i perioder, at de samme ting opstår forskellige steder i verden. Snedkerlauget afholdt fx en stolekonkurrence. Der kom en stol fra Amerika og en fra Danmark, og de var identiske! Det eneste spor, der førte dem sammen var Bauhaus, som begge designere kendte.
Men med hensyn til Alexander Calder, så lærte jeg først hans værker at kende i halvtredserne, da jeg så en udstilling med ham på Charlottenborg. Jeg blev straks meget betaget af ham. Og så gjorde jeg det, at jeg kopierede ham for at komme forbi ham. Hver gang, jeg så noget beslægtet, bevægelige kunst i udlandet – vi rejste meget dengang – kunne jeg se, at kunstnerne ikke havde fundet sig selv, men lagde sig for tæt op ad ham. Jeg ville mit eget. Jeg begyndte at bukke jernplader til selvstændige billeder i rummet og malede dem med metalmaling. Billedet var begyndt at løsrive sig fra væg og blændramme. Og senere fandt jeg ud af at hænge dem op, efter at jeg havde set en snedker bruge en tommestok, som han hængte på et bord, så den vippede ud over kantetn. Det kunne jeg bruge! Det var en balanceform. Så begyndte jeg at svinge jernet og kæde plader sammen fra de små former til de store, der bærer hele konstruktionen, hvad enten den hænger eller står.”

Det bliver til en knopskydning af former. De danser i rummet, kaster skygger og er både ting og billede. Og du tilføjer efterhånden flere og flere led, jeg tæller helt op til seks?
”Ja, de fungerer ligesom vægte, der holder hinanden i skak. Det er et modulsystem, som jeg har udviklet sammen med mine arkitektvenner.”

Nogle af Geertsens skulpturer kan bruges af børn, der klatrer i dem og på dem. Geertsen har også lavet ’følekasser’, som kan give et føle-sanse-indtryk af farverne, som kommunikerede han sine visuelle budskaber til en blind person. Her oversætter han farverne til stof. Disse skulpturer fra tresserne og firserne peger frem mod nutidens sanseudstillinger, der er så populære hos børn. Geertsen har desuden lavet udsmykninger – eller kunst til offentlige rum, om man vil – til skoler, hospitaler, ministerier og virksomheder. Der har mest været tale om farvesætninger.

Geertsen er virtuos, når det gælder farven. F.eks. farvelagde han dørkarmene til Næstved Sygehus, således at han psykologisk set samlede og forkortede et ellers uoverstigeligt langt rumforløb. På den måde kan svage og syge mennesker overkomme afstanden. Ved at male de første karme blå og de sidste i meget signalkraftige farver, synes afstanden kortere.

Geertsen genbruger ofte dele af tidligere mobiler i nye, så der er tale en fødekæde i den skabende proces. Og så er flere af hans værker direkte funktionelle, såsom hans ur i anledning af Kulturbyåret i 1996. Skiven er gul, den store viser er blå og den lille orange. Der er noget soluragtigt over det. Eller hans cykel til Cyklernes dag i 1984. Et cyklende Geertsen-værk med ’dråber’ på kædekasse og eger i de karakteristiske spektralfarver. Hans kunst er i allerhøjeste grad social, og på spørgsmålet, om kunsten kan udvirke noget, om den kan gøre en forskel, som f.eks. at lave mennesker om eller ændre samfundstemperaturen nogle grader, svarer Geertsen:
”Det er et svært spørgsmål, der svarer sådan nogenlunde til at spørge til, hvad kunst er. Jeg mener imidlertid, at kunst kan skabe viden og glæde og oplevelser for alle, der har med den at gøre. Og så indgår den jo i det kulturliv, som præger os alle. Jeg mener også, at den er med til at skabe hele mennesker.”
Den unge kunstner Torgny Wilcke undrer sig i kataloget over, at du møjsommeligt maler alle dine flader op med oliemaling, mens hans generation applicerer farvede farver, evt. i form af collager, evt. med udgangspunkt i fotos. Hvad siger du til det synspunkt?
”Matisse fik jo lavet specielt lysbestandigt, farvet papir. Men det havde jeg ikke råd til, så jeg blev nødt til at male det hele selv. Jeg tegner en streg og maler op til stregen. Jeg bruger aldrig malertape, lige så lidt som jeg inkorporerer elementer udefra. Jeg starter forfra hver gang.”

En anden bemærkelsesværdig ting er, at dine værker altid slutter inden for rammen. De vil ikke gå i dialog med verden uden for. De udgør en slags ideel parallelverden. De synes selv at rumme det hele.
”Ja, men de går i dialog med hinanden. De taler sammen. I sin tid ville jeg gerne male store billeder, og det har jeg også gjort i ét af udstillingens billeder – det aflange blå i det nedre galleri – som rækker vidt og når langt ud. Men det er opbygget som modul, altså er det på en måde en række mindre billeder, der er sat sammen til et større hele – som en slags ekko af industriens masseproduktion. Men alt i alt foregår temaet inden for fladen.”

Ib Geertsen er ifølge eget udsagn ikke den store sællert, og han har aldrig haft en gallerist. Dog har han igennem hele livet haft et samarbejde med den berømte, franske gallerist Denise René. Mange gallerister har i tidens løb grebet fat i ham, men han har følt, at han dermed ville give styringen af hans kunst fra sig, og han har ikke ønsket at blive afhængig af nogen. Men musealt har han klaret sig virkelig godt. Han er rigt repræsenteret på landets museer. Fx hænger hans 4 m høje og 6,5 m brede mobile ’Med og mod’ som det eneste værk i det Statens Museum for Kunst store trapperum ud mod parken. Men den bliver snart pakket ned, for salen skal ombygges for at forbedre akustikken.

Siden 1972 har Geertsen været medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen, som han ”har været så uforskammet at udstille på hvert år siden”, men alle hans konkrete kolleger er desværre døde – Gadegaard, Aagaard Andersen m.fl., og i dag er der kun Geertsen tilbage fra den ældre generation.

Geertsen har fået alle de hædersbevisninger, som man som kunstner kan drømme om. Han har aldrig solgt ud af nogle af sine principper, har altid fulgt sit hjerte, men han har også betalt prisen ved aldrig været rig. Nu er han på finansloven, er æresmedlem af Akademiet, og i hans skuffe derhjemme ligger både Eckersberg og Thorvaldsen medaljen. Han siger, at han aldrig har planlagt noget i sin karriere. Også i sin kunst arbejder han spontant og ser, hvad der sker. I modsætning til kollegerne Jean Dewasne og Victor Vasarely, der altid planlagde alting nøje, kaster han sig ud og maler. Fra fyrrerne og frem til i dag har han eksperimenteret med sit eget sprog og afprøvet, hvor lant det kunne føre ham. Kritikere har skumlet over, at han ikke udviklede sig, men i virkeligheden er han de små virkningers og de fine forskydningers mester. Sjældent har et oeuvre hængt bedre sammen end hans. Det dokumenterer 63 års værker på udstillingen i Nikolaj til fulde.

Hvordan kan du se, når et værk er færdigt?
”Jeg ser, om rytmen er i orden. At formen og farven spiller sammen. Og så skal jeg kunne genkende mig selv i formen. Kan jeg det, er værket færdigt.”

Ib Geertsen. Værker 1940-2003. Nikolaj Udstillingsbygning, Nikolaj. Dgl. 12-17. Til 31. aug. Katalog med tekster af kunsthistoriker Mette Højsgaard samt billedkunstnerne Kerstin Bergendal, Nils Erik Gjerdevik og Torgny Wilcke. Ib Geertsen udstiller desuden frem til 28. september på Nyfossum, Blaafarveværket i Norge.