lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Der er hedt i Helvede

[6. maj 2004]
Weekendavisen

Der er hedt i Helvede
Pirringen og forargelsen i samtidskunsten accelererer i disse år – noget af den er pjank og poppede mediestunts – andet løfter sig og leder vej til Himmel og Helvede. Det sidste gælder en udstilling med Angus Fairhurst, Damien Hirst og Sarah Lucas i Tate Britain Kunstanmeldelse

Af Lisbeth Bonde

I 1968 udsendte den psykedeliske heavy metalgruppe Iron Butterfly LP’en med den dada-agtige titel ’In-A-Gadda-Da-Vida’, og titelnummeret blev en klassiker i rockhistorien. Det er en forvanskning af ’In the Garden of Eden’ – i Edens Have - fordi sangeren, Doug Ingle, var for stenet til at få konsonanterne på gled. Som små børn fik de britiske kunstnere, Angus Fairhurst, Damien Hirst og Sarah Lucas, denne syrede musik ind i øregangene. Men det er syndefald og ikke Paradis, de ’scanner’ på denne deres første gruppeudstilling, hvor de optræder sammen uden andre kolleger. De har holdt sammen, siden de 1986 gik på Goldsmith’s College. I deres nye og lidt ældre værker i Tate Britains hvide kube undersøger de verdens fortrædeligheder. De udgør snarere en postparadisisk ambiance end englesang og julelege. Men det ville vel også være naivt at tro, at der var godt nyt for menneskene, når man kender disse hardcore Young British Artists, der har sans for det sorte. De nævnte tre hører til de mest dystopiske i rosset.

Lucas og Hirst er ellers blandt hovedhittene i The Saatchi Gallery på Bankside, der sidste år blev initieret af reklamemanden og kunstsamleren Charles Saatchi, hvis omfattende samling af signalkraftig samtidskunst fandt sin permanente plads i Londons gamle rådhus, en dyster stenkolos, fornemt placeret ved Thamsen, med høje træpaneler, ure og ildsteder i næsten alle rummene. En vis stolthed melder sig på den danske kunstscenes vegne, ved mødet med nogle skæve og signalkraftige, tegneserieagtige malerier (tre store) og tegninger af danske Tal R, som reklamemanden erhvervede på Tal R’s soloudstilling i Victoria Miro Gallery sidste år.

Det anbefales at se gruppeudstillingen i Tate Britain før Saatchis samling, hvis man vil have sensibiliteten og uskylden i behold. For det er intimiderende at se de sansebombarderende helvedestableauer, som Saatchi med sit ambitiøse vokseværk og sin legendariske tæft for den pinlighedssøgende samtidskunst, har samlet til hobe. Det er antallet af dystopiske værker, der får læsset til at vælte - indsat i denne tunge ramme bliver det følsomme gemyt hurtigt bliver overmæt, og man forlader ’etablissementet’ (der er lidt Madame Tussaud over det!!) med en smag af død og fordærv i munden. Det er overkill! Det kunne bedre indtages i små doser, som det skete i det gamle udstillingssted i Boundary Rd. i Camden Town - med skiftende udstillinger. Af danske kunstnere burde også Michael Kvium, Elmgren & Dragset og Christian Lemmerz indlemmes i samlingen. Der ville de finde interessante dialogmuligheder, og de har niveauet.

Men lad os nu vende tilbage til Tate Britains stramt kuraterede, store rum, som for tiden befolkes af sære objekter og figurer, og hvis vægge er beklædt med kunstnernes tapeter, som sætter scenen og stemningen for værkerne. Damien Hirst arbejder med både himmel og helvede – med rosiner og fluer som sorte spejle og med blomster og sommerfugle. Han håndterer kristendommens tunge begreber og i stadig mere kompekse tableauer fortrinsvis i sine store glasmontrer – eller vitriner, som de kaldes på engelsk - som han længe har været kendt for. I værket ’The Pursuit of Oblivion’ – jagten på forglemmelsen – har han skabt et kæmpemæssigt akvarium, hvori en masse tropiske fisk svømmer rundt. Inde i montren ses en sort paraply – en parafrase over Francis Bacon berømte maleri ’Maleri’ fra 1946. Det har en forunderlig, ja, storslået virkning på betragteren, at noget dødt som de slagtede oksesider, der hænger i kroge, og en masse pølser, en slagteblok og -kniv, gennemkrydses af de levende fisk, der stortrives i dette spektakulære, boblende vandland. Men hvor Francis Bacons maleri henviser direkte til Kristi korsfæstede krop, der hænger ned som slagtekroppe – og hvor ’slagteren’ eller bødlen står med åbentstående, skrigende mund foran den, så er mennesket fraværende hos Hirst. Der er kun kød og slagteredskaber tilbage. Dødens redskaber. Verden synes yderligere forrået og profaneret idag. Kun kødet er tilbage uden spor af gerningsmændene.

I værket ’Adam og Eva’ (fra 1999), også af Hirst, anes to mennesker, der ligger i hver sin montre under en kirurgisk dug med operationsåbninger, formet som figenblade ved genitalierne. Skalpeller, operationssakse m.v. ligger klar i bakken til det forestående kirurgiske indgreb. Et indgreb, som næppe vil bringe dem deres tabte uskyld tilbage. Det er en virkningsfuld iscenesættelse af et kastrationstraume, som rammer betragteren i mellemgulvet.

Men i øvrigt har Hirst kastet sig over insekterne – særligt de paradisisk smukke sommerfugle. Han har monteret dem som fem billeder med psykedeliske, kalejdoskopiske mønstre, af stor skønhed – med titler som ’Frelse’, ’Anger’, ’Indfrielse’, ’Tilgivelse’ og ’Syndsforladelse’. Lad os håbe, at han får syndsforladelse for at have tappet naturen for alle disse smukke sommerfugle!

Værket ’The Collector’ fra 2003-04 består af en dobbeltvitrine med et helt laboratorium, hvor en forsker sidder med sit mikroskop og studerer sommerfuglearterne intensivt. Den ydre vitrine er fyldt med frugter og blomster, og rundt omkring flyver en masse levende sommerfugle, som han overser. Et sindbillede på videnskabens reduktionisme og manglende sans for skønhed, dens hang til at kontrollere og systematisere og dyrke delen for helheden. Man ville ønske, at et værk af Damien Hirst kunne finde vej til Arkens efterhånden anselige samling af interessant samtidskunst. Dens store Kunstakse har dimensionerne til at huse Hirsts omfangsrige kunst. Når nu ARoS har fået sin ’Boy’ som vartegn, kunne Arken måske få sin ’Collector’ eller en af hans kæmpemæssige anatomiske, bemalede bronzeskulpturer.
Britisk kunstlivs hundjævel, den oppositionelle flab Sarah Lucas er leveringsdygtig i slagkraftige værker af så forskellige materialer som gamle lastbiler, toiletter og filtercigaretter. I værket ’Christ You Know It Aint’ Easy’ (fra 2003), der er formet som Kristus på korset, skabt af filtercigaretter!!!, driller hun på en og samme tid de kristne fundamentalister og ironiserer over rygerens kamp mod tobaksafhængigheden. Men der er mere manér og provokerende underholdning end hjertegribende dybde hos Lucas, der zoomer ind på sex, død og det ubevidste.

Imidlertid har hun et uafviseligt greb om virkemidlerne og af trashy materialer, og hun spidder effektivt den mandlige sexualitet med sine zeppeliner, sine mekanisk onanerende arme, lastbilschauffører m.v. I det hele taget er det livet under bæltestedet – de tabuiserede områder – lokummer monteret på sandwiches for at lokalisere forholdet mellem konsumtion og udskillelse ret så bogstaveligt - der også involverer det latrinære - hun kredser om. Hendes slag er hårdt, men ikke dybt, træfsikkert, men ikke bevægende.

Angus Fairhurst botaniserer med kæmpe bananer i bronze og et veritabel ZOO med gorillaer i størrelsen 1:1. To uudgrundelige tableauer, hvor en gorilla spejler sig i en skovsø, den løfter op til et spejl – ’The Birth of Consistency’ – hedder denne humoreske, der giver gorillaen selvbevidsthed. I den anden del af installationen ’Between Thinking and Feeling’, II fra 2003 vender den ryggen til ’skovsøen’ og har mistet sin ene arm! En amputation. Jeg’et splintres under sin selvbevidstheds tyngende byrde. Fairhurst er den morsomme mand i selskabet – men brillerer allermest i sine billboards der – med Damien Hirst’s ord – siger noget, som han samtidig fortier. Når han lader 312 britiske avisforsider fra 2003 fotokopiere oven i hinanden igen og igen, så de fremtræder som næsten sorte blokke eller uigennemsigtige grid, kommenterer han medieimplosionen og mediestrømmen, som truer med at gøre os mærkeligt udeltagende og lader det mentale mørket sænke sig over os. Han foretager imidlertid en omvendt bevægelse i sine fem store billboards, hvor han flere æstetiske universer støder sammen på en monokrom baggrund med åbninger ind til flere æstetiske universer. Det er både overraskende smukt, konceptuelt raffineret og bevægende at se.

Værkerne skriger snarere end hvisker deres momentum om verdens fortrædeligheder. De kradser i pænheden og river en masse spørgsmål af sig – om sex, religion, død og videnskaben, som har perforeret uskylden. Værkerne løfter ikke pegefingeren, men sætter fingeren ind i såret. Som al god kunst, er den på én og samme tid gjort af tiden og står uden for den.

In-A-Gadda-Da-Vida. Angus Fairhurst, Damien Hirst, Sarah Lucas. Tate Britain, Level 2 Exhibition Galleries. Til 31. maj