lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler >
Kunstens smertekatalog

[11. juni 2002]
Information

Kunstens smertekatalog
Documenta XI er én stor politisk manifestation

Af Lisbeth Bonde

Kassel — Det står nu klart, efterhånden som man har fået set hele den enorme og uhyre tidskrævende udstilling for samtidskunst, documenta XI, at den samler sig til et vældigt politisk manifest: Vi kommer ud i alle afkroge af verden og bliver vidne til alle tænkelige former for fortrædeligheder, begået af mennesker imod mennesker i det 20. og 21. århundrede. Demokratiet synes fjernt og uvirkeligt, når synsvinklen ligger hos en flygtning, og hvor de frie kræfter hersker, er det den stærkes ret: Som en skibsarbejder skriver i den amerikanske fotograf Allan Sekulas fortættede fotoserie fra alverdens havne: ªHer kan man ikke blive fyret. Man kan ikke fyre slaver.´ Det står klart, at udstillingen som helhed er et opgør med udnyttelsen af menneskelige ressourcer i den globaliserede økonomi.

Det mondæne kunstpublikum, den tyske præsident, som åbnede udstillingen i lørdags, lokalpolitikere, virksomhedsledere og andet godtfolk får en hård tur i tumbleren i konfrontationen med disse værker, der dokumenterer slaveri, almindeligt fordummende samlebåndsarbejde, korruption, tortur, mord og seksuel udnyttelse. Documenta XI er således en yderst alvorlig sag, og det æstetiske står i høj grad i indholdets tjeneste. Men værkerne propaganderer lykkeligvis ikke. De overlader det til betragteren at konkludere, og de er langt klogere, mere subtile og nuancerede end 70‘er-kunstens firkantede, programmatiske kunst. De dokumenterer nøgternt, de blotlægger og lytter sig stille ind til det sete. Det er de følelsesmæssige og sociale implikationer, som overgrebene har for den enkelte, der motivisk står i centrum.

Denne nye politiske kunst bør hilses velkommen i en tid, hvor det højreradikale spøgelse hjemsøger store dele af Europa. Og udstillingen er — når man når ned i de enkelte værker — så godt kurateret og kunstnerne så nøje udvalgt efter deres evne til at arbejde præcist med det visuelle og begrænse sig til det sofistikerede enkle, at den må betegnes som en fyldestgørende, kunstnerisk besvarelse af de mange spørgsmål, som de forudgående fire platforme rejste.

Typologi

Men lad os da her forsøge at opstille en form for typeinddeling af værkerne:

1) De social-politiske dokumentationer og interventioner i det sociale rum: Tyskeren Thomas Hirschhorn har skabt en totalinstallation med klatreskulptur, bibliotek og fjernsynsrum i en tyrkerdomineret ghetto uden for Kassels centrum. Det er samtidig et monument over den radikale, franske filosof Georges Bataille, som hyldes i tekst og bog-installation. Sydafrikaneren Kendell

Geers, fotograferer overvågningsanlæg ved rigmandsvillaer i Cape Towns forstæder, danske Jens Haaning udsender tyrkiske vittigheder fra en højttaler i byen og introducerer gadebelysning fra Vietnam, indonesiske Fiona Tan har filmet 200 øst- og vesttyskere og zoomer ind på forskelle i gestik og påklædning, marokkanske Touhami Ennadres fotodokumenterer Manhattan den 11. september, Black Audio Film Collectives har filmet raceoprøret i Handsworth, Birmingham, Atlas Group dokumenterer eftervirkningerne af borgerkrigen i Libanon, og belgiske Chantal Akerman undersøger flygtningestrømmen mellem den amerikanske og mexikanske grænse.

2) De psykologisk-undersøgende værker som australske Destiny Deacon, der afsøger dannelsen af selvet ved adfærdsstudier af børn, irske James Coleman, der levererer fototeatralske indkredsninger af begæret, franske Louise Bourgois‘ specielle psykofantasmagorik m.fl.

Fælles for disse kunstnere er en psykologisk sensibilitet, der slår ud i et subtilt, kunstnerisk sprog.

3) Så er der de tekstsbaserede, systematiske og arkivariske værker såsom tyske Hanne Darbovens nodepartiturer, japanske On Kawaras tidsmålinger, iranske Choreh Feyzdjous erindringssesarkiv m.fl.

4) Desuden indgår utopiske arkitekturprojekter à la Constant, Isa Genzken, Yona Friedman m.fl. , der udfordrer indretningen af det

urbane rum i en slags futuristisk drømmearkitektur.

5) Og endelig indgår værker, der indkredser begreber som etnicitet, oprindelse og race, såsom vietnamesisk fødte Trinh T. Minh-Ha, som i sine film både undersøger og kritiserer det traditionelle, antropologiske videnskabssyn, sydafrikanske Santu Mofokeng, som fotograferede sit land under apartheid, Johan van der Keuken fra Amsterdam, der i sin film undersøger den moderne teknologis indtog i Indien og Zarina Bhimji, der opsøger sit oprindelsesland Uganda, som blev hærget af despoten Idi Amin, og som hun sammen med sin familie flygtede fra som barn.

Middelhavet 1996

Men lad mig her nævne et af udstillingens mest repræsentative og også ganske udmærkede værker, som viser, hvad en stor videoinstallation kan befordre — både som æstetisk totaloplevelse og som dokumentation af nogle rigtig beskidte tildragelser: Den italienske videogruppe Multiplicity‘s store værk A Journey Through a Solid Sea.

Fra otte monitorer leveres otte forskellige og indbyrdes modstridende beretninger om en episode, som fandt sted den 26. december 1996, da en fiskerkutter med 283 indiske, pakistanske og sengalesiske flygtninge kolliderede med sit moderskib, og næsten alle druknede. Middelhavet var tidligere de mange kulturers åbne hav, hvor man kunne rejse frit, handle og bekrige hinanden, men det er nu underlagt meget strenge grænserestriktioner, og videodokumentationerne svirrer af modstridende oplysninger: Som betragter er det som at sidde midt i en retssal. Kaptajnen siger et, chefen for søværnet på Malta noget andet, fiskerne, der fandt rester af ligene i deres net, noget tredje, en af de få overlevende flygtninge noget fjerde... En kakofoni af stemmer rejser sig, og man ved kun ét: At der er tale om en menneskelig katastrofe af dimensioner, som man ikke har kendt længe, og at flygtninges liv regnes for mindre værd af myndighederne i området.

At værket virker, beror på det aldeles fremragende simultane kompositionsprincip og dokumentationens styrke. Det kunne ikke gøres på tv eller i andre medier. Kunstinstitutionen kan noget, ingen andre institutioner er i stand til. Den kan skabe ro og tid omkring en oplevelse. I det hele taget viser udstillingen, at kunst er en enestående mulighed for at møde sig selv og hele verden, når den — som det sker i documenta XI i Kassel — står i både det æstetiskes og i det politiskes tjeneste.

*DocumentaXI. Kassel. Dgl. 10-20. Til 15. sep.
*www.documenta11.de