lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Kunstogkirke.dk

[12. december 2003]
Weekendavisen

Kunstogkirke.dk
Kan et figentræ bære oliven? spørges der i et nyt, modigt spydspidsprojekt, som forsøger at skabe en dialog mellem den københavnske folkekirker og fem yngre billedkunstnere. De nye kunstværker, som installeres interimistisk, er anderledes tvetydige og kontrastfyldte, end vi er vant til i kirkerne. De fungerer som forvandlingsbilleder og udfordrer betragteren/kirkegængeren til at skabe deres egne historier

Af LISBETH BONDE

Den franske forfatter, André Malraux , sagde en gang: ”Al religiøs kunst er ikke god kunst, men al god kunst er religiøs kunst.” Kunstens forhold til kirken diskuteres ideligt i den danske folkekirke, hvor man kan iagttage tre stridende fløje: En kristocentrisk, som forfægter, at kunsten i kirken alene skal dreje sig om Kristus. En fløj, som fremfører, at kunsten kun kan hævde sig ved at være god kunst, i og med at der ikke findes nogen specifik kristen kunst. Og endelig en fløj, som anser det for kunstens opgave at vise det sublime, og som holder på, at det er umuligt at lave religiøs kunst, som baserer sig på afbildninger af biblen.

En undersøgelse fra Gøteborg har vist, at der kommer tre gange så mange mennesker i løbet af ugen til de kirker, der er åbne, som til gudstjenesten om søndagen. Der er brug for kunst, som giver travle mennesker stilhed og fred i kirken. Denne kunst skabes ikke nødvendigvis af troende kunstnere, men af kunstnere, som afsøger nye visuelle muligheder.

En håndfuld ældre og modne danske kunstnere sidder i dag på ’kirkemarkedet’, dvs. de har stort set fået eneret på at udsmykke de danske folkekirker. Nogle af deres løsninger er mere heldige og mere ’larmende’ end andre. Visse er decideret uheldige, fordi de forholder sig plat illustrerende til bibelhistorien i stedet for at tænke nyt i form og indhold. Men mange menighedsråd er i vildrede over for samtidskunsten og vælger den sikre og prøvede kunst frem for at forsøge sig med nye og i kirkesammenhæng uprøvede kræfter.

Spydspidsprojektet går på opdagelse i nye værker, der inviteres ind i kirkerne for en periode.
Det drejer sig om fem yngre billedkunstnere, der i denne juletid installerer sig i fem kirker på Østerbro i København: Initiativtageren, maleren Ruth Campau, har valgt Anette Harboe Flensburg, Leonard Forslund, Mikael Thejll og Helle Frøsig til at følge hende i dette nye kunsttiltag i storbykirkerne, hvis byggestil er en slags tidlig postmoderne, stilciterende stil, og som typisk er bygget mellem 1860-1940, hvor der var et boom inden for kirkebyggeriet til borgerne i den hastigt voksende storby. Disse kirker rummer typisk traditionsladet udsmykningskunst. Det virker utidssvarende, og ofte viser kunsten sig mindre langtidsholdbar, end man havde regnet med i sin tid.

Kan man lave kirkekunst – fx altertavler – der tilfører nye og dagsaktuelle, visuelle muligheder til et neogotisk eller –romansk kirkerum? spørger kunstnerne og initiativtageren fra kirken, sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard. Resultaterne blev afsløret i søndags, 1. søndag i advent, og svaret er: Ja, det kan man særdeles godt. Hvis man vælger de rette kunstnere med et vist refleksionsniveau, en vis dybde i det æstetiske udtryk, et sikkert konceptuelt greb om form og tanke, og som arbejder in situ, dvs. har gehør for de omgivelser, de installerer sig i, så kan der komme nogle særdeles spændende løsninger ud af et sådan møde.
Som nu Anette Harboe Flensburgs (f. 1961) bidrag: et triptykon med nogle for hende typiske interiørmalerier. Det hænger nu i Lundehus Kirke på det ydre Østerbro. I øvrigt den eneste moderne kirke af de valgte fem. I Anette Harboe Flensburgs malerier er en transcendens på spil af en anden art end den, vi ser i mangen en traditionel altertavle, der sædvanligvis med Kristusfiguren som omdrejningspunkt skildrer episoder fra Det nye Testamente – altså forholder sig illustrerende til et bibelsted. Harboe Flensburgs malerier er halvt abstrakte interiørmalerier: Det diffuse, grønne løv, som man ser igennem vinduerne, drager og lokker med en andethed, der blænder op for et metafysisk rum. Der er ingen tvivl om, at kirkegængerne vil kunne indtage disse knivskarpt skildrede rum med deres tanker under gudstjenesten. De besidder en form for plausibel metafysik, fordi de på den ene side forekommer så genkendelige og moderne og på den anden side peger på en virkelighed hinsides det timelige. Transcendensen er imidlertid også at finde inde i de skildrede rum, der ligesom flyder – som af indtrængende vand, der spreder sig på gulvet og opløser væggene – som så man dem igennem tårer - eller hvor rummene dobbeltreflekteres i gulvet, hvorved der opstår en vis usikkerhed, om det nu er drøm eller virkelighed. Alt sammen meget bevægende. I kirken mødes jo også de store følelser: Den højeste glæde ved barnedåb og bryllupper, og den dybeste sorg ved begravelser. Anette Harboe Flensburgs rum favner alle sindstilstande.

I Frihavnskirken ses et helt andet initiativ: Her har Ruth Campau (f. 1955) befolket kirkestolene med farvede lammeskind. Deres udsendte så rummet en eftermiddag uden for kirketiden. Det store og ret utrygge kirkerum fungerede pludselig som en tryg vugge til Guds små lam, der søger kirkens beskyttelse og trøst. Organisten oplyste i øvrigt, at lammeskindene var blevet fjernet af en bedemand forud for en begravelse forleden. Han troede, at de var blevet efterladt af spejderne. Nu må Campau rekonstruere sin installation. Sådan kan kunst og hverdagsrekvisitter krydse klinger! I Hans Egede Kirke ses det mest diskrete, ja undseelige værk, skabt af Helle Frøsig, som har løst opgaven med to hvide vægskulpturer, der henviser til treenigheden. Der er tale om et reelt tomhedsskabende værk, der udfordrer betragteren til at skal skabe hele værket selv.

To andre nyskabende og smukke kirkeudsmykninger skal her fremhæves: Leonard Forslunds indfoldede triptykon til Taksigelseskirken, der er skabt med de romanske middeladerkirker som forbillede. Det indgår i det store, hvide og meget upersonlige rum. Tre transparente akrylplader hænger i apsis som det eneste ’billede’ i hele det hvide rum. Lyset reflekteres i de ujævne plader, og skyggerne afsættes i baggrunden, så det tager sig ud som det myldrende liv i et mikroskop. Det billedløse, transparente værk står og pendler mellem billede, skygge og fantom. I sandhed et metafysisk og ovenud raffineret, men samtidig meget enkelt værk. Mikael Thejll har udnyttet de tre primærfarver i Davids Kirkes kor, med et abstrakt enkelt billede, som brager igennem til kirkegængerne i dette store kirkerum i skønvirkestil. Med en gul stribe i midten skiller han en stærk, rød farve fra en stærk ultramarin. Billedet fylder hele koret, og i al dets abstrakthed bliver det en visualisering af den kristne tros modsætninger: det gode og det onde, frelse og Dommedag, Paradis og Helvede.

I det hele taget er de nye kunstværker tvetydige og kontrastfyldte. De fungerer som forvandlingsbilleder og udfordrer betragteren/kirkegængeren til at skabe sine egne historier. Præst i Davidskirken, Anne-Mette Gravgaard har beskæftiget sig intensivt med problemstillingen i mange år og har udgivet en række bøger om emnet. Hun siger om projektet:
”Jeg var oprindelig ansat som kunsthistoriker i Kirkefondet og arrangerede i 1990 jubilæumsudstillingen Kunst og Kirke i 100 år, og i den forbindelse begyndte jeg at sætte mig ind i kirkerne i København. Dengang mente man, at man skulle lægge låg på både kirkebyggeri og ny indretning, men det viste sig, at der var en meget stor interesse for kirkekunst. Jeg begyndte derefter at studere denne, for der var et meget stort behov for at rådgive menighedsrådene omkring kunstneriske udsmykninger. På den ene side har vi Kunstfonden, der ikke kan bruges i den sammenhæng, for Kunstfonden udpeger kunstnerne alene. En enkelt gang, nemlig i Vestre Fængsel, hvor der af gode grunde ikke er noget menighedsråd, og hvor Kunstfonden udpegede Peter Bonde til at forestå udsmykningen. På den anden side har vi Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst, der tidligere så på tegninger, fordi det ikke havde noget rejsebudget, men som ikke desto mindre altid har haft sans for, hvad der duer rent rumligt uden hensyntagen til det religiøse aspekt. Menighedsrådene forfægter normalt det synspunkt, at kunstneren skal være kristen. Eller er de ikke så følsomme sjæle, at de ikke kan bindes af en folkekirkelig doktrin?”
Fornemmer jeg ret, når det er den sidste holdning, du deler?
”Ja, det gør jeg absolut. Og det er også baggrunden for dette projekt. Valget faldt på Ruth Campau, fordi jeg i hendes værker så, at hele rummet både blev udvidet og indskrænket i hendes kæmpestore lærreder med de lange, brede strøg. Og så tænkte jeg: Tænk hvis det kan overføres til et kirkerum! Ruth Campau har selv valgt sine kolleger. Jeg har hele tiden haft diskussionen med mig selv, om det skal være kunstnerens følsomme venden sit eget indre ud - og sin hellighed og fromhed - eller om det skal være noget helt andet? Når vi tænker tilbage på kirkekunst i gamle dage, så var det ikke væsentligt, hvad kunstneren følte, men hvad han kunne. Og så var min kongstanke at lave midlertidig kunst i kirkerne, så vi kunne se, hvordan kirkerummet fungerer sammen med moderne kunst. At det er midlertidigt kan måske hjælpe de lidt tøvende menighedsråd til at tage skridtet og invitere den moderne kunst ind. Fælles for kunstnerne er, at de er virkelig velformulerede og intellektuelt stærke. Det overraskede mig meget. Ruth Campau har lagt ryg til hele projektet – også med at søge fondsmidler.”
Hvordan er projektet finansieret?
”Kirkeministeriet, Ny Carlsbergfondet, Kulturministeriets Udviklingsfond og Billedkunstrådet og Chrs. P. Hansens Fond.
Når det gælder kirkebygningerne, var det indtil ca. 1960, der ejede samtlige 57 kirker i København, men i dag er de ”selvejende” som folkekirkelige kirkebygninger. Kirkefondet har dog stadig en finger med i spillet rundt omkring, ligesom Kirkefondet p.g.a. en tilbagefaldsret skal høres, hvis kirkerne evt. nedlægges.”
Hvordan har din egen vej til teologien været?
”Jeg er egentlig byzantinist. Jeg ved meget om den ortodokse græsk-katolske og katolske kirke, så kunsten har ledet mig til kirken. Kunsten er en afbildning af liturgien, og liturgien har en begrundelse i, at folk tror på noget. Jeg er på den måde havnet som præst i den danske folkekirke. Det er en af mine kæpheste, at kunsten skal kunne inspirere præsten. I går havde vi aftensang her i Davids Kirke, og da skulle jeg prædike over Dommedagsteksten, som vi plejer den sidste søndag i kirkeåret. Da jeg stod med Mikael Thejlls billede bag mig, var det jo Dommedag. Af de to farver er den røde ilden – Hades – hvor man forestille sig alle de onde gerninger blive læsset af og den blå farve er den himmelske zone, som folk kan vandre over til, renvaskede og lutrede. Og på søndag, 1. søndag i advent, drejer det drejer sig om bebudelsen, hvor englen kommer fra den himmelske zone og befrugter den jordiske zone, som repræsenterer Maria. Det er en spændende dialog med Joakim Skovgaards altertavle, som har Bebudelsen som tema, og som ligger inde under Mikaels store billede.”

Anne-Mette Gravgaard er rekonvalescent. For fire måneder siden var hun ude for en alvorlig trafikulykke med en lastbil, der bl.a. amputerede hendes ene fod. I den forbindelse tilbringer hun størsteparten af sin tid på Rigshospitalet. ”Det er mellem her og der og mellem alt og intet, at livet sker. I går aftes så jeg fx en død blive kørt forbi ude på gangen. Vedkommende lå under et lagen. Det er en vinkel, man kunne overveje: Hvad skal der ske med disse kunstværker, når de tages ned i november 2004? Værkerne kunne fx hænge på Rigshospitalet og gøre fyldest for de syge mennesker. Det behøver ikke at være så vanvittig dyrt med den unge kunst.”

Provsten for Østerbro, Erik Balslev-Clausen, har været med til at rejse midler til projektet og har styret det administrativt. Han har også formidlet kontakten til menighedsrådene, der har givet tilladelse til projektet.
”Dette projekt kan også åbne en dør til en ny generation af kunstnere. Og så må vi ikke glemme, at nogle af kirkerne nok skal lukke eller prioriteres om, for befolkningsunderlaget er i dag meget mindre, end da de blev opført. Man kan fx differentiere, som man har gjort det i Brorsons Kirke, der i dag er ungdomskirke. Det bør også afspejle sig i kunsten. Kunsten kan give et samtidigt udtryk. Vi er spændte på at se, hvad vi kan få i spil på dette område. Jeg er garant for, at kirken bliver ført tilbage til det, den var før. Vi har desuden inddraget vores kirkearkitekt, Niels Henrik Kirkegård, som konsulent på projektet. Det er fondsmidler, der har finansieret projektet, men vi mangler stadig et par hundrede tusinde kroner, før omkostningerne er dækket. Vi prioriterer meget højt, at der kommer en bog til slut. Vi vil også sætte kunstnerne i spil over for publikum i form af omvisninger i kirkerne og holde kirkerne åbent, så folk kan se værkerne. Desuden afholder vi to paneldrøftelser med deltagelse af Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, Ruth Campau og Anne-Mette Gravgaard.”

Kan et figentræ bære oliven? Nyt fokus på kunst og kirke. I Davids Kirke, Frihavns Kirke, Hans Egedes Kirke, Lundehus Kirke og Taksigelseskirken. Fra 30. november 2003-28. nov. 2004. info@kunstogkirke.dk og www.kunstogkirke.dk. Paneldiskussioner den 1. feb. Kl. 14 2004 i Davids Kirke og den 14. nov. 2004 i Frihans Kirke med deltagelse af bl.a. kunstnerne, Ingvar Cronhammer, biskop Erik Norman Svendsen, idéhistoriker Dorthe Jørgensen, initiativtager Anne-Mette Gravgaard og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen.