lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Billedvirus

[13.  januar  2006]
Weekendavisen

Billedvirus
Kvium kan male Fanden et øre af, kan han. Faktisk ser det ud, som om han maler Fanden hele tiden.

Interview med Michael Kvium
Af LISBETH BONDE

Midt ude på det 3 x 3 m store lærred står en nøgen og lasket repræsentant for menneskearten i lort til anklerne. Han (eller hun?) er i den grad på skideren, og hans skamfulde blik viser os, at han udmærket er klar over det. Det er ydmygende og pinligt det her, men samtidig rablende morsomt. Synsvinkelen er forunderlig. Vi kigger ned på dette menneske – ecce homo - som var vi Guds øje i det høje – eller måske en fabelfugl, en kæmperok, der har udset sig sit næste bytte og om lidt vil hugge til og flyve bort med den formastelige? Med dette værk er Michael Kvium (f. 1955) ved at lægge sidste hånd på sin hidtil største udstilling - en stor maleriinstallation - der åbner i ARoS i Århus om nogle uger. 100 værker fra begyndelsen – det tidligste maleri er fra 1984 - og op til i dag vil vise danske og udlændinge, hvem denne blændende kunstner er, og hvori hans groteske og absurde kunst består. Hos Kvium befinder vi os et godt stykke inde i Georges Batailles excesser - hinsides Freud og alle tabubelagte tanker og forestillinger.

Udstillingen er ordnet tematisk og spiller sammen med ARoS’ arkitektur. Ud over malerier vil man kunne se den absurde, ’sorte’ video ’Grød’ fra 1986 og monsterprojektet, den otte timer lange stumfilm med sitrende lydcollager, ’The Wake’, fra 2000 – en personlig, drømmebaseret fortolkning af James Joyces’ eksperimentalroman ’Finnegans Wake’ – som Kvium blandt meget andet har skabt med vennen, billedhuggeren Christian Lemmerz. Hertil kommer et rum, der myldrer med billeder fra alle Kviums mange serier - en billedvirus med titlen ’Joyful Madness’.
De nye malerier er blevet til i hans store atelier i en skov i Nordsjælland, hvor vi mødes. Her har han arbejdet i et par år. Kvium har hele tiden været optaget af det fortællende element – og af galskaben. Han har i årtier skildret menneskeartens dårskab og fortrædeligheder, dens afstumpethed og ondskab, men han har skiftet fokus: I dag er hans hæslige væsener med de vrængende attituder sat ud i skoven mellem selvsåede birketræer, der blege og spæde trænger ind på hans lærreders enemærker. Valøren er løftet højere op, og billederne er blevet lysere. Titler som ’Palescape’ og ’Pale Painting’ vidner om, hvad der er sket.

Udenfor rusker blæsten i træerne, og den lave vintersol slikker fyrrestammerne orange. Brændeovnen buldrer, varmen breder sig, og her er godt at være. God karma, som man siger. Mens kunstskribenten således kan læne sig mageligt tilbage og slå lyttebøfferne ud, går Michael Kvium sitrende rundt og ryger. Han er både spændt og skræmt ved udsigten til udstillingen, hvor regnskabet skal gøres op:

”Det er hele mit virke. Christian Lemmerz siger, at det er en ligkisteudstilling, og jeg svarer, at det er en stor ligkiste!” (latter).

Hvem er det, du frygter?
”Jeg frygter min egen dom. De andres kan jeg jo ikke gøre noget ved alligevel. Kunst er absolut frivillighed. Man må mene, hvad man vil, og man kan se, hvad man vil. Det er de vilkår, jeg arbejder under, og det er det flotteste ved kunst. Mange mennesker bliver aggressive af min kunst. De føler, at jeg gør noget ved dem. Men det gør jeg ikke. Det er dem, der gør noget ved sig selv.”
Michael Kvium betragter sig selv som en bondeknold, der kom i sin tid drog ind til storbyen og ville lave et maleri stik imod tidens idealer. Hans figurative sprog bygger på genkendelse, men han flytter konstant på elementerne, forvrænger og manipulerer med det kendte og pirker til vores pinlighedsgrænser. Det har han snart gjort så længe og så vedholdende, at hans vokabular har omformet vores syn på virkeligheden. Maleriet er for ham en omstændelig filtreringsproces over tid, hvorunder oplevelser og indtryk tygges igennem, tilspidses, formuleres og bliver til tanker og viden om verden og livet – og til sidst til billeder. Han har netop rundet de 50 år. ”Det hjælper at blive et gammelt røvhul”, griner han:

”Det er både nemmere og sværere at blive ældre. Man skal ikke tro, at presset bliver mindre, fordi det går bedre og bedre. Man erkender langsomt, at man er den, man er, og at man ikke bare kan begynde et helt nyt sted. Det kunne man, da man var ung. Men det giver også en frihed at nå dertil, hvor man kan kigge på andre kunstnere og nyde det, de har skabt, i stedet for at tænke, at der er en potentiel mulighed, som man er gået glip af. Jeg forestiller mig at sidde ved et stort bord med kunstnere, der alle hviler i sig selv, fordi de erkender, hvem de er, og ikke betragter deres kolleger som trusler.”

Hvad kan maleriet, som fx den massemedierede kunst ikke kan?
”Maleriet kan noget ganske specielt. Det er en kombination af et fysisk håndværk, som er nødvendigt for mig i processen, og en åndelig proces. Når der er en udstilling forude, er det ekstra godt, fordi det samler mine tanker omkring, hvordan det hele skal hænge sammen. Men der en masse x’er, en masse ubekendte faktorer. Det skal overtage sig selv, og det skal give mig noget, jeg ikke havde regnet med. Ellers er der ingen grund til at lave det. Men det er også vigtigt at lade nogle af fejlene blive der. En krop er fx meget mere synlig som gøglebillede, når jeg foregiver noget, som ikke er der. Jeg forfølger de maleriske udfordringer i stedet for at levere en anatomisk korrekt fremstilling.

I modsætning til fx filmindustrien behøver man ikke store og dyre faciliteter for at kunne male. Når jeg maler, kommunikerer jeg med mine kolleger fra fx 1600-tallet. Barokmalere som fx Velazquez opnåede en virtuositet og en frækhed, som jeg beundrer. Han kunne male en krage, som krydser ind i billedrummet, hvor en munk ligger og beder. Det er frækt! Det er vigtigt at erkende, at man er led i en kunsthistorisk proces i en tid, hvor kunsten ellers er horisontalt orienteret – kun i dialog med nutiden. Jeg ser de vertikale linjer.

En kunstner som fx Lucian Freud vil altid udlægge et menneske helt anderledes end et kamera. Der er stor frihed ved at male. Jeg har brugt så mange år på at finde ud af, hvad det går ud på. Jeg begyndte som bladtegner, men jeg blev draget mod maleriet, og da jeg gik ud af Akademiet, definerede jeg mit projekt i opposition til modernismen. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at gå tilbage til et figurativt sprog uden tegnelæren og den figurative skoling, som var en del af Akademiet før modernismen. Jeg begyndte at rekonstruere alle de fortrængninger, der var i tiden. Jeg skabte en kvinde som samlesæt - i dialog med barokmaleriet, der er et beskidt propaganda maleri, som gør brug af mange tricks. Jeg ville det samme. I stedet for at stå og spekulere over maleriske finesser, ville jeg komme frem med en klar pointe. Bruge maleriet til at fortælle noget, bruge maleriet som et fiksbillede. Samtidig besluttede jeg mig til at male de ting, som aldrig var blevet malet før, og som aldrig havde været vist på et museum. Jeg ville forfølge fejlene. Da jeg forlod Kunstakademiet, tænkte jeg, at hvis jeg skulle gøre, hvad man måtte, så var jeg allerede ti år bagefter”, griner Kvium.

”At male er som at dirigere et symfoniorkester. Hvis blot en af violinerne spiller falsk, går det galt. Oliemaleriet er en kraftanstrengelse, men også en luksus, der giver mig den tid, som man ellers ikke har i dag. Man sætter sig ud over tiden, og samtidig leger man med folks forventninger til, hvad et figurativt maleri skal indeholde.”

Malerierne i atelieret er så tunge og uflyttelige, at vi må studere dem på Kviums svenske malerassistents laptop. Bl.a. ser vi på et landskab med birketræer og spejlinger af krager. Det er et malerisk maleri, helt abstrakt for neden, og konkret og koncist for oven. Et rent åkandebillede à la Monet:
”Ja, jeg har flyttet vandspejlet og har manipuleret lidt med tingene. Det er noget med at holde øjnene åbne for mulighederne. De underlige hvide, blege træer – sådan nogle opkomlinge – er en god parallel til os. Valøren i et stykke brænde er næsten identisk med hudens. ”

Hvorfor er dine figurer altid så hæslige og laskede og kønsmæssigt ubestemmelige?
”Jeg lever heroppe i den rigeste del af verden med de blegeste kroppe. De finder vej til mine billeder. Det værste, man kan være på kunstscenen i disse år, er ’white male’ (hvid mand), og det er netop, hvad jeg er og derfor lige, hvad jeg maler. Jeg laver en absolut morfing mellem mand og kvinde, mellem foster og olding og mellem tyk og tynd. I det sekund, jeg sætter hår på en figur, giver han/hun sig til kende som sagfører eller som kontormus. Det vil jeg undgå. Jeg vil lave en krop, som enhver kan gå ind i eller ud af – som de fiktive personer i en roman. For at skabe distance til mine figurer, gør jeg dem til en ’den’ eller et ’det’. Jeg bruger kun rekvisitter, når de spiller en bestemt rolle, som fx en forbinding, der forhindrer i stedet for at hele. Jeg maler det i vores kultur, som vi ikke kan se. En kultur definerer sig ved at afgrænse sig, ved at fornægte og fortrænge, og den er ikke i stand til at se sig selv udefra. Jeg forsøger at åbne op til noget meget større, til en natur, der er så stor, at vi ikke kan se den. Vi er ikke i stand til at definere den mindste størrelse i en uendelighed, vi kan kun se en lille gren, ikke hele skoven.”

På spørgsmålet om, hvor meget omgivelserne betyder for hans motiver, svarer han, at de altid har påvirket ham. I sit sommerhus kan han gemme sig i et hul langt væk fra det smarte. Noget af det, han har set i skovene, har gjort så stort indtryk på ham, at det har fundet vej til hans nye billeder.
Kvium bruger aldrig modeller. Han lader hukommelsen dirigere slaget. I den proces omskrives menneskekroppen, og proportionerne forskydes, og når måleenheder, vi ellers er fortrolige med, forskydes og forvrænges, bliver vi mere opmærksomme. Kvium skal forstå et træ, før han kan male det. Det samme gælder kroppen. Han forholder sig til det faktum, at vi grundlæggende er kød, blod, sæd og knogler. At vi et eller andet sted er dumme og puster os op i vores forsøg på at få magt over tingene. Men han husker os på, at vi starter livet som et æg, og blodet pumper i årerne, til det holder op, og vi bliver til lig, til objekter. Det virker unheimlich - uhyggeligt - på de fleste mennesker, for de fleste af os møder virkeligheden med fortrængningens panser.”

Michael Kvium voksede op i Horsens i en stor søskendeflok. Hans far var anklager, hans mor tog en teologisk embedsuddannelse, da børnene var vokset op, og hans katolske forældre talte oldgræsk med hinanden, da børnene begyndte at få ører. Michael Kvium betegner sit barndomshjem som intellektuelt. Man diskuterede ting, man stillede spørgsmål til ting, og man fik fjernsyn meget sent – ”til stor irritation for os børn”:

”Man skal være en voldsom mønsterbryder, hvis vokser op i et hjem, hvor man aldrig snakkede om noget som helst, og man så lige pludselig kan det. En god dyremor får gode dyrebørn, mens en dårlig får dårlige. Trist nok, men sådan er det. Men vi mennesker har en meget større klan omkring os – vi har skolen, der kan løfte os ud over vores sociale skæbne, og der er nogle x’er - inklusive nogle historiske mulighedsbetingelser, som er virkelig afgørende.”

Hvad siger du til, at nogle folk vrider sig i væmmelse over dine mareridtsbilleder?
”At virkeligheden er tusinde gange værre. Se på alle de grusomheder, som mennesket begår. Grusomme handlinger opstår som følge af begrænsningerne – ikke mindst de religiøse. Det er alt for let at definere sig selv ved at pege de andre ud. Det er straks sværere at finde ud af, hvem du selv er. Det er det, jeg forsøger at skildre. Da Muren faldt, frygtede jeg fra første dag, at det ville gå galt, når der kun var én magt tilbage i verden. Jeg er vokset op i en tid, hvor stærke kræfter gennem etableringen af organisationer som FN forsøgte at skabe en bedre og mere fredelig verden. Men nu forsøger USA at erobre verden med grådigheden som drivkraft. Jeg hader grådighed - og blindhed. Hvis du vil gøre en ond gerning, så skal du kunne sige den højt. Det ender galt med denne konfrontationspolitik. Og for at vende blikket mod vores egen offentlighed: Hvis muslimerne ikke ønsker deres gud afbildet, hvorfor skal vi så afbilde ham? Vores ståpik hedder ytringsfrihed, men vi glemmer at kigge på, hvordan vi forvalter den selv. Men muslimerne må samtidig revidere deres syn på ytringsfriheden og erkende, at man i den moderne verden selv har ansvaret for at se væk fra de ting, man ikke ønsker at se. Man kan ikke bare slå alle anderledes tænkende ihjel. Både den arabiske og den vestlige verden må lære at omgås hinanden mere respektfuldt og indlede en dialog, hvis man vil videre. Jeg vil mene, at mine billeder indeholder disse spørgsmål – men ikke som direkte illustrationer af synspunkter eller stridspunkter. Mine billeder spørger til, hvem vi selv er og ser på det groteske i vores handlinger.”

Hvad ville du have været, hvis ikke du var blevet maler?
”Arkæolog! Men i stedet for at grave i jorden, kom jeg til at grave i hovedet(latter)! Jeg skulle fand’me have taget mig mere sammen i skolen, hvis jeg skulle have været arkæolog. Jeg fattede aldrig alvoren og kunne kun interessere mig for det, som interesserede mig. Jeg syntes, det var snyd, når morakkerne læste fejlfrit op i engelsktimerne. De havde jo smugtrænet! Det var da mig, der skulle have ros, for det var første gang, jeg læste denne tekst!”

Michael Kvium: Jaywalkingeyes. ARoS Aarhus Kunstmuseum. Åbner den 27. januar. Til 17. april 2006.