lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler >
Velkommen til Cirkus Kvium

Velkommen til Cirkus Kvium

22. maj 2002

Af Lisbeth Bonde

Maleren Michael Kviums groteske dissektion af de menneskelige grundvilkår bliver nu selv dissekeret i flot monografi

Kunstbog

Kunsthistorikeren Lennart Gottlieb har siden 80'ernehaft fingeren på pulsen og fulgt de postmoderne danske kunstneres virke, og som museumsmand (ved bl.a. Aarhus Kunstmuseum) har han forstået at invitere deres værker ind på traditionens bonede gulve i tide, dvs. mens de stadig var sprængfarlige. En af de mest kontroversielle og dybe af disse kunstnere er Michael Kvium (f. 1955). Han er en humanist og en dystopiker, hvis værker er stærkt afskrækkende. At de virker så stærkt, hænger sammen med, at han som en af de få 80‘erkunstnere har sat sig for at undersøge de menneskelige grundvilkår med menneskeskikkelsen — skildret som grotesk, deform og hæslig — som omdrejningspunkt. Og så er han en sjældent god maler. Kviums mennesketyper — tumper, tåber, blinde, dværge og ækle homunculus-lignende og tvekønnede væsner — parodierer begrebet menneske.

Bogen fortæller om Kviums vej til kunsten og om de mange faser og tematiske skift, hans kunst har gennemløbet siden debuten i 80‘erne. Med det græske begreb ‘oxymoron‘ — direkte oversat betyder det skarpsindig dumhed — nærmer Gottlieb sig hans værker, der problematiserer det velkendte og normale: ªI stedet for at skabe nye mere eller mindre forløjede begreber blev oxymoronet for Kvium en mulig vej til en billedlig og i titlerne også sproglig, kunstnerisk undersøgelse af grundlæggende begreber og forhold,´ hedder det. Kvium ønsker at sætte noget i gang i hovedet på beskueren, at få ham/hende til at reflektere over tilværelsens absurditet, og ironien, overdrivelsen, tvetydigheden og det til selvmodsigelsen grænsende har været hans værktøj og metode.

Start som tegner
Michael Kvium startede som tegner ved Horsens Folkeblad, hvor han virkede i seks år. Som 24-årig blev han optaget på Kunstakademiet på baggrund af en række nyrealistiske malerier af bl.a. det motorcykel-miljø, han selv var en del af. For at distancere sig fra 70‘ernes frelsthed og politiske korrekthed, blev rockerne en slags fristed.

Her fandt han et helt reelt kammeratskab, der dæmmede op for parcelhus-frikadellebevidstheden, som han mente kvalte fællesskabsfølelsen. 70‘erne var den politiske stupiditets årti, terrorismens og bodegaernes årti, oliekrisens — helt igennem mørkt, brunt grimt, grimt, grimt, som det hedder hos Gottlieb.

Det var et årti, præget af pædagoger, psykologer, kapitallogikere og andre, der ville frelse verden ved hjælp af enkle, idealistiske og kvælende formler. Kvium tilhørte nå-generationen, og titler som ªVi har ikke noget at sige, men vi siger det så koncentreret som muligt´, ironiserede direkte over den politiske 68‘er-generations efterlysning af revolutionær energi hos den efterfølgende generation.

Selv kom Kvium fra et ganske andet miljø end 68‘ernes, hvor mødrene kvalte døtrenes erotik med deres præstations-krav: Kviums forældre var konverteret til katolicismen.

Kviums vej til det groteske, neobarokke maleri skildres udførligt, eksperimenterne med tegneserier, performances, video og film ligeså. Og sidst, men ikke mindst det befrugtende makkerskab med den tyskfødte billedhugger Christian Lemmerz, som blev indledt i 1984, og som blev konsolideret i de efterfølgende år, bl.a. i Værkstedet Værst og performancegruppen Værst. Det perfekte samarbejde, der faktisk har holdt sig siden, og som har beriget dansk kunstliv: ªLemmerz som billedhuggeruddannet og skulpturelt og tredimensionalt tænkende og Kvium som tegner og maler og billedligt og narrativt tænkende.´

Stadig mere virtuos
Gottlieb kalder Kviums stil abstrakt realistisk, hvor andre (mig selv inklusive) benævner den neobarok. Men en ting kan de fleste blive enige om: Kviums malemåde bliver stadig mere virtuos. Han er ikke ude på at frelse verden — eller for den sags skyld kunsten — skriver Gottlieb, men han bliver stadig mere optaget af at skildre galskaben, dumheden og mistroen til den menneskelige hjerne. I 1997 forbløffer han hele kunstverdenen, da han på den store separatudstilling Circus Humanus i Aarhus Kunstmuseum ikke udstiller ét eneste maleri. Kun video, skulptur og film. Kvium overrasker hele tiden.

Bogen er virkelig flot, mange illustrationer dokumenterer Kviums udvikling, og herligt er det at få syn for sagn og (gen)se de mange malerier, der nu er spredt for alle vinde.

Men man savner perspektivering til andre neobarokke kunstnere (oplagt er jo norske Odd Nerdrum) og en større ide- og kunsthistorisk ramme, der sætter Kviums kunst i relation til verden uden for det snævre danske kunstmiljø i 80‘erne.

*Lennart Gottlieb: Michael Kvium malerier og motiver. 192 s., rigt ill. Udkommer både i en engelsk og en dansk udgave. Kr. 399. Lindhardt & Ringhof