lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Man gjorde en by fortræd

[9.  juni  2006]
Weekendavisen

Man gjorde en by fortræd
Billedkunstneren Christian Lemmerz fordrer den ultimative fornyelse af sig selv, hver gang han ytrer sig kunstnerisk. Han er en nomade, for hvem sandheden, når den fortælles for anden gang, bliver banal. Nu er han aktuel med et skrækscenario; et sønderbombet København

Interview
Af LISBETH BONDE


For tiden kan det københavnske kunstpublikum opleve et sjælerystende værk: Et sønderbombet København, udført som en 15 kvm stor model i hvidt karton. Det er heldigvis kun en kunstners dystopiske vision. Men alligevel: Modellen er uhyggelig virkelighedstro; alle bygningsværker inden for voldene er der med koncise detaljer fra soklen på Amalienborg Slotsplads under Frederik V - nu uden rytter og hest - til resterne af Christiansborg Slot. Men det er det gamle København, så det kunne også være fortid eller fremtid. Lemmerz løfter hermed sit værk ind i evigheden, som når han hugger i marmor eller støber i bronze. Men her og nu kommenterer han mediernes evige nyhedsstrøm: Hvor mange af os har ikke tænkt den frygtelige tanke i forbindelse med de senere års danske involvering i Irakkrigen og den nys overståede Muhammedkrise, at København kunne blive næste bombemål for blinde og rasende terroristers aggressioner? På væggene i forværelse viser Lemmerz computermanipulerede fotos af American Airlines’ passagerfly – selv samme fly, som fløj ind i World Trade Center den 11. september 2001, her genereret op i antal, så de flyver imod os i angrebsformation. Og tvillingetårnene står som to hvide ispinde – som spøgelsestårne – monteret oven på et isbjerg. Her refererer den tyskfødte kunstner underfundigt til Caspar David Friedrichs berømte maler ’Haabets forlis’ fra 1824, hvor et skib forsvinder under pakisens kæmpemæssige flager. Et symbolsk maleri, der indikerer en civilisations undergang. Lemmerz’ nye udstilling, der er blevet præmieret af Statens Kunstfond, har fået den dobbelttydige titel ’God’ med klar adresse til religionernes nye aktualitet i verdenspolitikken, men læst på dansk appellerer han til det etiske og spørger til, hvad godhed er? Hvem eller hvilke religioner har patent på dette ords indebyrd?

I siderummet viser Lemmerz en video skabt i samarbejde med Lars Beyer med arkitekturmodellen, som ’overflyves’ med kameraet i en kaotisk klippet film, akkompagneret af Jimmi Hendrix’ berømte guitarsolo med den amerikanske nationalsang med baggrundslyd af fly, der bomber i baggrunden. Desuden har han approprieret en række allerede foreliggende mediebilleder: På en fotogravure ved indgangen ses en gruppe unge mennesker iklædt hotpants, T-shirts og cowboybukser. Deres ansigter er med en enkelt undtagelse udvisket. Den ene unge mand med ansigt er den unge Osama bin Laden, der her optræder som frigjort ungt menneske, klædt som alle andre unge, vestlige mennesker i 1970’erne. Billedtitlen er ’The Shining’ efter Kubricks film af samme navn, der er et forsøg på at identificere ondskaben.

Vi må have en forklaring fra Lemmerz selv. Han giver møde i sit værksted i A-huset på Islands Brygge, hvor han arbejder dør om dør med nogle unge mennesker, som lever af at lave monstre og monsterrekvisitter til film og spooky baller. I dette dr. Frankensteins laboratorium, hvor ormemænd og hængende kæmpeknogler under loftet og alskens anatomisk løsøre ligger spredt rundt, føler han sig vel tilpas. Når man kender Lemmerz – som overtegnede, der har fulgt ham fra hans første tilsynekomst på kunstscenen i 1984 frem til i dag – kan det ikke undre, for Lemmerz er selv en slags monster-maker fra Limbo land. Han er kendt for sine groteske værker som den uhyggelige ’Todesfigur’ fra 1987 – en kutteklædt skikkelse uden ansigt – og for sine sammensyede svinekroppe og molesterede kvindekroppe i marmor og gips, som han bestandigt vender tilbage til. Og så er det i øvrigt typisk for Lemmerz, at han trives bedst lidt ude på sidelinjen, uden for den til tider snobbede kunstinstitution, og i Monsterlaboratoriet kan han være sig selv. Med sin tydelige tyske accent, sin utvungne omgang med de helt store, metafysiske emner – han er uddannet i Jesuitterkostskolen Sankt Blasien i Schwarzwald – og med sin iøjnespringende, maskuline karisma skiller Christian Lemmerz sig ud som en sandhedssøgende original, der igennem de seneste tyve år har sat tingene på spidsen og gjort livet besværligt for sig selv, alt imens han har beriget den danske kunstscene med stadig nye, radikale omkalfatringer af begrebet kunst.

Hvordan tog din model af et sønderbombet København form?
”I begyndelsen eksperimenterede jeg med luftfotos og afbrændte elementerne, men undervejs tog det form som en mere anonym by, der også kan minde om fx Dresden i 1945. Det troede kulturministeren, der var til stede ved åbningen, at det var! Jeg replicerede, at han skulle være glad for, at han ikke er trafikminister (latter). Det er en slags prototypeby, samtidig med, at den, der kender København, sagtens kan identificere bygningerne og deres placering, hvis han bruger lidt tid på udstillingen. Jeg ville ikke give den nogen specifikke træk fx afbilde husenes ydre eller sprede ofrene imellem bygningerne. Det ville på en måde være for nemt. I stedet har den fået et mere tvetydigt og spøgelsesagtigt udtryk. Jeg har arbejdet i en twilightzone mellem fiktion og virkelighed, sådan som kun kunst kan gøre det. Det kan også frigøre en angstfølelse eller også en lystfølelse, når man genkender bygningerne. Jeg håber i hvert fald, at værket fungerer som en katharsis i forhold til den angst, som knytter sig til dette uhyggeligt virkelighedsrelaterede skrækscenarium.

Idémæssigt har jeg i værket arbejdet ud fra et grundlæggende virkelighedsproblem og har tænkt videre i den tyske sociolog Niklas Luhmanns (1927-1998) baner. I mine øjne er han en ny Hegel. Han har udarbejdet en samfundsteori og beskriver kunstsystemet og massemedierne som lukkede systemer, hvor alt reproducerer sig selv ligesom myretuens lukkede kultur, der bliver skabt af myrer og kun bliver videreført af myrer uden påvirkning af omverdenen. Luhman påpeger, at den uforfalskede observation er en umulighed. Man reproducerer altid nogle bestemte myter eller klichéer, som allerede ligger der. Vi kan kun gennemskue systemet ud fra systemets egne regler. Vi må erkende, at vi ikke kan opdele virkeligheden i fiktion eller virkelighed, mere eller mindre virkelig eller falsk og rigtig, for der er kun én ubrudt virkelighed. Københavns ødelæggelse ligger som en mulighed inden for systemet.

Også Heidegger angriber dialektikken og siger, at der ikke eksisterer noget subjekt eller objekt. Man kan ikke foregive med os som subjekter, at vi kan se os samtidig som objekter. Det er en god operationel og funktionel opdeling, men den hviler på en illusion.”

Men hvis vi skal forlade filosofien et øjeblik – hvordan vil du som kunstner diagnosticere kulturen pt.?
”Vi lever i den største billedeksplosion nogensinde. En fyr fra 1830 ville kollapse under sin Strøgtur. Billederne har i høj grad taget over, og sproget er ved at miste dets autoritet. Selvfølgelig bliver der brugt sprog, når vi omtaler billeder, men især skriftsprogets almene autoritet er ved at glide ud bl.a. pga. internettet, hvor afsenderen hyppigt er ukendt. Når man ikke kender den instans eller autoritet, som har fremsendt budskabet, bliver indholdet diffust eller i værste fald værdiløst. Der er meget stor forskel på at modtage et anbefalet, håndskrevet brev og at chatte på internettet med en ukendt person. Sproget devalueres gradvis – også fordi der er så forbandet meget af det overalt i det offentlige rum, at vi er ved at kvæles. Næsten alt i det offentlige rum lyder som en læserbrevkasse. Man mener alt muligt og ved intet. Når man åbner for tv-avisen, er det kun talking meat. Hvis man siger en dyb sandhed to gange, bliver det en banalitet. I gamle dage sagde jeg, at selv yoghurt har en kultur, men den har ikke noget med kunst at gøre.”

Hvordan definerer du din rolle som billedkunstner?
Jeg tror på en ny kunst, der kan redefinere vores fælles billeder. Jeg prøver at være en reaktionær kunstner, idet jeg netop reagerer på samfundet. Vi deler en kæmpestor fællesmenneskelig underbevidsthed, og det er min idébank. Paven har den samme infantile og idiotiske underbevidsthed, som jeg har, eller som Osama bin Laden har. I mine øjne er det underbevidste den eneste absolutte, demokratiske instans. Det farlige er, når folk nægter, at de har en underbevidsthed og styres af irrationelle kræfter. Jeg kan ikke på den ene side acceptere skizofreni som en sygdom og samtidig tro på Gud. Hvordan kan du beskrive forskellen mellem den mentalt forstyrrede person, der løber rundt og påstår, at han snakker med Gud, og en profet? Måske har den mentalt forstyrrede bare det forkerte publikum! Hvad ville jeg selv sige, hvis jeg mødte en person, der hævdede, at han var Guds søn? Teste, om han kunne gå på vandet? Vi lever i en ualmindelig rationelt indrettet verden, der styres af nogle helt irrationelle grundtanker. Men der er ingen holdepunkter, og for mange er dette vilkår svært at acceptere. Fundamentalismen opstår af angsten for denne frihed. Friheden indebærer jo også, at der bliver plads til at nære tvivl om ens egne følelser.
I galleriet, der ligesom kirken er et semioffentligt rum, skal man selv opsøge kunsten, eller også kan man lade være. Man skal ville kunsten. Man lægger gerne mærke til mere, når man befinder sig i kunstens rum. Der er en særlig sensibilitet til stede, som mangler helt overfor kunst i det offentlige rum, som står og byder sig til, uden nogen har bedt om den, og som mange derfor bespotter eller ærgrer sig over. Dårlig kunst i det offentlige rum skulle mindst sendes fire år i en anstalt for socialt handicappede !”(latter)

Den kunne måske henvises til et ophold i Elmgreen & Dragsets skulpturkirkegård i Neuenkirchen, Nordtyskland, hvor den kan stå og skamme sig lidt, indtil en eller anden forbarmer sig over den?
”Ja! Skulpturer i det offentlige rum er et stort problem. Måske burde der slet ikke være nogen. I galleriet har man for et ideologi- og moralfrit rum, som giver mulighed for at møde kunsten og altså efter eget valg. Det smukke ved kunsten er, at den både er en analyse og et spørgsmålstegn, stillet på dens egne præmisser. Kunst er filosofi, forstået på den måde, at den kan sætte sine egne præmisser. Kunsten er den bevægelse, der sætter spørgsmålstegn ved kulturen, mens kulturen forsøger at fastholde sine normer og systemer. Jeg er begyndt at spille computerspil, fordi det er en ny og stor del af virkeligheden. Alle disse computerspil er fortællinger om rum. Hvis du gør de rigtige ting, får du adgang til det næste rum. Man bliver til en slags uperfekt Gud. På den måde ligner spillene kunsten.

Det sjove er, at de unge mennesker ikke læser de store manualer igennem, før de går i gang, de finder selv ud af what this fucking game is about. For en billedkunstner som mig ville den ideelle tilskuer være den, der trådte ind i det rum, jeg har forberedt, og prøvede at finde ud af what this game is about. Kunsten er et af de få områder i samfundet, hvor alle specielt de, der ikke interesserer sig for kunst, gør sig kloge på, hvad kunst er, og hvad den ikke er. Programmet Smagsdommerne i DR tv er et godt eksempel på denne tendens med mennesker, der udtaler sig uden at vide noget. Det ville være utænkeligt med et tilsvarende uvidende panel, som fik til opgave at kommentere en UEFA cup-finale eller VM i håndbold. Tænk, hvis de sad og sagde, at det var en banal og kedelig kamp, og at de ikke gad sætte sig ind i reglerne! Alle er så overbeviste om, at de har den rette smag. Jeg mener, at kunsten er en universel leg uden regler. Det er ikke fodbold, ikke ludo, ikke freudiansk psykoanalyse på divanen. For mig er det et kæmpemæssigt frirum af værste skuffe, hvor du ikke bliver straffet, hvis du vælger det onde, det gode eller det idiotiske. Man har ingen sanktionsmuligheder. Jeg forsøger at gøre mig mere sårbar i forhold til samfundet og at give min smerte tilbage.”

Hvorfor skifter ud hele tiden materialer og udtryk?
”Ja, du har ret i, at jeg hele tiden arbejder hen imod nye værker. Min største drøm er at lave en gruppeudstilling med mig selv. Det ville blive en gruppeudstilling med virkelig mange kunstnere! (latter) I stedet for kun at lave skitser, går jeg gennem byen og skriver mine tankerækker ned. Det er en teknik, jeg har brugt i mange år. Jeg er ikke i samme grad som mange af mine kunstnervenner en atelierkunstner, der arbejder sig frem til en idé eller vision gennem lag på lag af maleri. Jeg afsøger først ideen med sproget for derefter at forlade den sproglige begrebsverden og realisere min efterhånden mere og mere klare idé i to eller tre dimensioner. Der er stilkunstnere, og der er idékunstnere, og jeg tilhører den sidste kategori. Jeg vælger det nødvendige materiale for at opnå det optimale udtryk. Hvis det er en video, marmor eller for den sags skyld lagkage, så må jeg vælge dét. Stil er for mig ligesom kropslugt. Man skal vaske sig hver gang. Men du betaler en pris, når alt hvad du gør, kun sker ved egen kraft. Også emotionelt. At der ikke er nogen personer at bygge op sammen med. At hoveddøren altid står åben. Det slider. Men jeg holder fundamentalt af bevægelse.”

Bevægelse er vel også betingelsen for, at du hver gang har kunnet definere dig på ny?
”Eller har jeg? Men det kan undre, at ikke flere kunstnere lever sådan. Jeg synes, at de fleste billedkunstnere er nogle krystere og vanemennesker, mig selv inklusive indimellem. Billedkunst er en mærkelig beskyttet boble og egentlig har det interne forventningssystem gjort kunsten så autonom, at den har mistet sin betydning. Vi lever som sagt i den største billedforbrugsverden nogensinde, men de eneste, der har udelukket sig fra at være master of the games er os, billedkunstnerne. Reklamefolk, filmfolk, computereksperter mestrer billedmediet bedre end nogen billedkunstner. De får 90 gange flere ideer på no time end os. Generation efter generation påvirkes massivt af reklamer, film og nu også af computerspil. Vi har som billedkunstnere ikke præget én eneste generation i de sidste 100 år. Selvfølgelig kan man argumentere, at billedkunst har påvirket disse medier, men er det ikke en ret bekvem kliché, at den har det? Jeg forsøger at bidrage med kunst, der imødegår denne tendens.”

Vi takker af og bukker for monstrene og forlader den sidste bygning på det mondæne Islands Brygge, der kun en stakket tid endnu giver husly og arbejdsro til monstre og til en billedkunstner, der har ifølge eget udsagn været på én lang weekend i 30 år. Uden at holde en eneste fridag.

Christian Lemmerz: God. Galleri Faurschou. St. Strandstræde 21, København. Til 4. juli