lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Interview med Malene Landgreen


Det handler om energi!
Maleren Malene Landgreen har i løbet af seks år skabt 12 løsninger med kunst til offentlige rum. Fra lufthavne til gymnasier. Det er kunst, der integreres i bygningen, og som gør brugeren til en del af værket. Det kan man læse om i en ny bog om Landgreen og se på en udstilling med forarbejder på Kunstmuseet Køge Skitsesamling.

Interview med Malene Landgreen
Af Lisbeth Bonde

Rum favner mennesker og ting og fanger lys og sætter skygger. Arkitektur er proportioner og flader, som kroppene bevæger sig rundt i, og som sanses bevidst eller ubevidst. Det meste af vores liv tilbringer vi i rum — på arbejdspladsen, hvor tids- og rumzoner inddeler livet — eller derhjemme i intimsfærens rum, hvor vi selv sætter indholdet og farverne og flader ud i familiens skød. Tiden på arbejdspladsen kan tilbringes i mere eller mindre attraktive rammer. Men der er stigende opmærksomhed over for de fysiske rammers indvirkning på vores mentale tilstand.

Når maleren Malene Landgreen (f.1962) bliver bedt om at levere kunst til en arbejdsplads eller til et offentligt rum — som Novo Nordisk eller Aalborg Lufthavn — stiller hun sig selv spørgsmålet: "Hvordan leves livet her, og hvad gives der plads til? Er der visioner og økonomi, til at vi kan drømme og give plads til noget andet." Ifølge Landgreen giver kunsten mulighed for fuldkommen idealisme. På Kunstmuseet Køge Skitsesamling kan man i løbet af sommeren få et indblik i Landgreens arbejdsmetoder. Her ses modeller og forstudier til både realiserede og kommende projekter. De viser en kunstner, der skaber kunst, som ikke nødvendigvis opleves som kunst, men som nænsomt integreres i arkitekturen.

Malene Landgreen er uddannet på Kunstakademiet i København og i Budapest i årene 1987-94. Hun er først og fremmest maler, der med sit uforudsigelige formsprog frækt eller poetisk slynger sig på lærredets monokrome flade og skaber rytmisk, prægnante udsagn af ofte overraskende skønhed. Hun excellerer i sekundærfarver. Dvs. variationerne orange, violet og grøn, der iblandes gesso for at gøre farven mere stoflig. I Landgreens karakteristiske penselskrift mødes geometriske former med organiske, og det er samtidig kontrastfulde farveharmonier. Der sker i det hele taget en masse uforudsigelige ting i Landgreens dansende og lyse malerier. Hun er som en akrobat i cirkus. Det ser så let og legende ud, men bag det lette og legende ydre er der en en ekvilibristisk beherskelse af virkemidlerne, som det har taget hende år at opnå. Hendes maleri er både formelt og abstrakt, det er både nøje beregnede processer og intuitive udladninger.

Det er blevet til 12 in situ projekter på 6 år. Sådan hedder det på samtidskunstens sprog. In situ hentyder til omgivelserne, det er kunst, skabt til situationen og stedet. Blandt andet har Landgreen skabt kunst til Viborg Stadionhal, Danadatas hovedsæde i Århus, en trappeopgang i St. Kongensgade og - endnu ikke realiseret — til det nye Frederiksberg Gymnasium, som Henning Larsens Tegnestue har tegnet.

Malene Landgreen maler i et stort, lyst atelier i billedkunstens nye vækstcenter på Islands Brygge. Ved siden af ligger Galleri Christina Wilson. Og dør om dør arbejder hendes to yngre malerkollegaer Tal R. og John Kørner. Malerier står opstillet langs væggene som beviser på intensiv aktivitet. I næste uge tager Malene Landgreen til USA og udstiller sammen med sine åndsbeslægtede kolleger Milena Bonifacini, Bodil Nielsen, Nils Erik Gjerdevik og Malene Bach i White Box på Manhattan.

Du skriver i den nye bog, at kunsten giver mulighed for fuldstændig idealisme. Men er netop ikke kunsten til de offentlige rum højst realistisk, praktisk og fysisk tilstedeværende?

"Jo, men min intention er idealistisk. Jeg har et ønske om at give et bud på noget andet end det konkrete og tilstedeværende. Et in situ-værk har ganske rigtigt en funktionalitet og er underlagt nogle konkrete spilleregler og intentioner. Men jeg forsøger at målrette min idealisme."

Er kunsten til de offentlige rum et sted, hvor man virkelig kan lege med det æstetiske?

"Det er en stor og spændende opgave at få lov til at være så aktivt nærværende i det offentlige rum og dermed præge stemningen."

I det kæmpestore rum i Aalborg Lufthavn har du lavet nogle ruminddelinger iglas, som optræder som både vægge og billeder. Altså både funktionalitet og æstetik?

"Ja, men disse ruminddelinger står næsten og signalerer, at de er værker eller objekter. Andre af mine udsmykninger er mere subtile i deres væsen. Når de kommer op i en skala, der forholder sig 1:1 til arkitekturen, favner de ligesom mennesket eller brugeren af huset. Jo tættere man kommer ind på arkitekturen, desto mere stille og ydmygt kan kunstneren arbejde - og desto mere sanselig bliver den rumlige oplevelse af arkitekturen. Jeg tilbyder en anden mulighed ved at gøre brugeren til en del af værket. Jeg tilstræber en helhedsfornemmelse og en sammenhæng mellem det mentale og det funktionelle, så livet kan komme til at hænge sammen."

Hvad betyder farven for din kunst? Det forekommer, at du arbejder meget bevidst med bestemte farver, der udspændes som volumen eller minimeres som streg. Der er varme og kølige farver, og det ser ud som om du tester farven, f.eks. hvad farven rød kan rumme?

"Ja, farven er jo mit vokabular. Jeg har ikke nogle eksakte principper, men det er rigtigt, at jeg har nogle præferencer. Jeg har en særlig farveholdning, der er blevet karakteristisk for mine værker. Jeg udforsker lyset og relationerne farverne imellem."

Malene Landgreens mobiltelefon er stillet på standby under interviewet, men den bipper med jævne mellemrum, hvilket får hende til at bevæge sig uroligt i stolen.

"Jeg går efter suset, der opstår, når man putter en farve oven på en anden. Det er mødet eller relationen, der interesserer mig. Lige meget, hvad du gør, dannes en ny relation og en ny spændvidde. Det er i de små forskydning, at tingene opstår. Tilsyneladende er det blot et grønt penselstrøg, men det får sin helt egen dybde, hastighed, volumen, kraft og intention i forhold til det alt det andet på lærredet. Det er farvernes egen egenskab, som interesserer mig. En farve kan have en fysik, en anden kan have ånd og luft. Jeg forsøger, om billedet kan selv. Nogle gange er det mig, der beslutter billedet, andre gange er det billedet, der beslutter det. Nogle gange maler jeg over, men jeg forsøger at være åben og slippe min egen forestilling om, hvordan et billede etableres. Farver giver forskellig konsistens og bevægelse, og der opstår forskellige aktioner og interaktioner på lærredet. Men der er principielt ikke nogen stor forskel mellem at lægge nogle skønne gule kartofler op i en grønblå skål og at male."

Dine penselstrøg forekommer mig at være intuitive — som telefonkruseduller? Minimale og ubevidste? Og dine billeder virker lette og ekvilibristiske. Hvordan arbejder du?

"Det er noget, jeg søger. Det er et sted, jeg godt kan lide at opholde mig. Fornemmelsen af et billedpotentiale forude, men først og fremmest nogle intuitive energier, der skal strømme. Jeg begynder med nogle mindre papirarbejder — ofte med akvarel eller farveblyanter — hvor jeg ser, hvad der nu måtte komme. Det handler om at give los. Sjove oplevelser finder vej til papiret. Som årene går, har jeg i øvrigt fået større og større skræk for lærredet, og derfor er jeg stadig mere afhængig af det lystbetonede papirarbejde, som blot er frie fabuleringer. Jeg blander alle de farver, jeg har lyst til. Farveholdningen bliver derefter en del af mit råderum, og så dukker der nogle former op, der bliver vigtige elementer i det, der åbenbart skal ske denne gang. Lærrederne er tungt belastede med økonomi og tradition. Jeg skal overtale mig selv til at skifte fra papir til lærred. Jeg har hele tiden haft lyst til at male uden at skulle forsvare en bestemt stilart eller formsprog eller figuration eller… Det har været meget belastende alt det, jeg har måttet igennem for at nå frem til et sted, hvor tingene er åbne og bare er det, de er. Og ikke et billede på noget andet. Det tager mange år at komme derhen, hvor tingene er lystbetonede, og det handler om energi!! Lyset er et smil, som jeg tager ind i mine værker."

Er det lige så svær at gå fra papirarbejdet til lærredet, som når komponister transskriberer, dvs. overfører et musikalsk forløb fra et instrument til et andet?

"Ja, og alligevel ikke. For jeg overfører ikke papirarbejdet direkte til lærredet. Papirarbejderne er forarbejder og processer, der mere og mere tydeligt bliver essensen af netop denne produktion. Det er en slags opvarmning før arbejdet på lærred."

Når Malene Landgreen laver udsmykninger, arbejder hun ’ude i marken’, dvs. hun researcher på byggeplader eller arbejder sammen med arkitekter ude på tegnestuerne. I begyndelsen brugte hun computeren til 3-D animationer, så hun nærmest havde bygget huset færdigt virtuelt, inden det første spadestik var taget. Det gav hende en større sikkerhed, når hun skulle præsentere sine udsmykninger for bygherren, men i dag arbejder hun stort set uden computer. Det er nok med målene, og så skal hun altså ud at se byggeriet, så hun kan forholde sig til lyset og det konkrete sted. Til sine udsmykninger af Aalborg Lufthavn, lavede hun skitserne som små glasmalerier på Per Steen Hebsgaards Glasværksted. Men noget af den vigtigste tid tilbringer hun med at overveje og forberede sig til sine projekter.

Der er noget zen over dine værker. Det er rensede rum med ganske få forskydninger?

"Ja, jeg insisterer på, at universet er indeholdt i lærredet. Jeg bekymrer mig ikke om grænsen og heller ikke om rummet uden for. Principielt er lærredet uendeligt. Jeg anser hvert billede som en helhed. Jeg opsætter eventuelt nogle regler eller en form for køreplan, der giver et tydeligt sprog. Dermed bliver bruddet med reglerne desto tydeligere og fordommen ophæves."

Hvilke kunstnere interesserer dig for tiden?

"Jeg er meget optaget af le Corbusier. Han er en af de mest inspirerede og nærværende kunstnere, jeg har mødt. Det har også noget at gøre med en stigende interesse for arkitektur, som jeg har fået i takt med udsmykningsopgaverne. Hos le Corbusier følges funktionalitet og et meningsfuldt liv ad. Og så arbejder han jo med farven på en interessant måde. Fondation le Corbusier i Paris er fantastisk. Det er klostret Latourette ved Lyon også. Men en ung kunstner som Tal R., som jeg deler atelier med, inspirerer mig også meget. Han er en stor kolorist og eksperimenterer meget med maleriet."

Hvilke udsmykninger anser du selv for at være særlig vigtige?

"I forbindelse med udsmykningen til Novo Nordisk opstod der nogle ideer, som jeg udnyttede til Teknisk Forvaltning i Aalborg, der til dato har været det vigtigste projekt for mig. Det er umuligt at fotografere. Det skal opleves." Vi sidder og bladrer i bogen om Landgreens in situ-projekter. "Det gode her er den måde, hvorpå kunsten fremtræder som en anden mulighed i arkitekturen, og det greb om arkitekturen, som mødet giver. Der er fire tårne, som er farvesat hele vejen rundt. Det er hjørnerne, der er interessante. Man kan se to eller tre tårne ad gangen, ligegyldigt hvor man placerer sig i bygningen. Det er et kæmpestort rum, og tårnene går op i to etager. Det er det mest vellykkede værk, jeg har lavet."

Tine Nygaard: her own place. in situ projekter 1997-2003, kr 149. Eget forlag.

Udstillingen med Malene Landgreen på Kunstmuseet Køge Skitsesamling kan ses frem til den 31. august.