lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Fuldblodshumanisten


Fuldblodshumanisten

Den kontroversielle, chilensk fødte kunstner Marco Evaristti har jødiske rødder, men er i dag buddhist. Hans næste projekt sætter krisen i Mellemøsten på dagsordenen

Interview med Marco Evaristti
Af Lisbeth Bonde

Marco Evaristti er konceptkunstner. Med et sikkert, kunstnerisk greb om ting og virkemidler har han sat sindene i kog herhjemme, men han har også vakt opsigt i udlandet. Han blev verdenskendt for sin installation ’Blender’ til Trapholt Kunstmuseum i Kolding i 1999, da Dyreværnsforeningen anlagde sag mod museet for dyremishandling. Sværddragerne, der svømmede yndefuldt rundt i de ti opstillede Moulinex-blendere,kunne lide overlast, lød anklagen. Nu udstiller han i hele verden og er virtuos, når det gælder at omsætte ideer til virkelighed og få sponsorer til at involvere sig i hans ofte meget vidtgående projekter.

Han kom hertil fra Chile som ung. Han ville uddanne sig til arkitekt, "og arkitekt bliver man bedre i Danmark og Italien end noget andet sted i verden", siger han. Men han foretrak Danmark, hvor han ville skille sig mere ud: "I Italien ville jeg have lignet alle de andre", griner en sorthåret Evaristti. Men skønt han gennemførte uddannelsen, kom han aldrig til at fungere som arkitekt. "Til min afgangsudstilling, sagde min lærer, Henning Larsen, at jeg nok ville gøre bedst i at blive kunstner." Marco Evaristti havde for mange vilde ideer til at fungere på virkelighedens pragmatiske betingelser. Også hans arkitektur var præget af et radikalt opgør med det givne: Afgangsprojektet var en kirkegård for buddhister, kristne, jøder og muslimer.

Han er fuldblodsjøde. Hans forældre flygtede under krigen fra Italien til Chile, og hans mor, der i dag er alene tilbage, lever fortsat som ortodoks jøde i Santiago. Marco Evaristti fik en traditionel, jødisk opdragelse og lærte hebraisk. Det udnyttede han, da han kom til Danmark, hvor han havde sin gang i den jødiske menighed og frekventerede Synagogen i Krystalgade. Her kunne han tale med folk, inden han lærte sig dansk. Bent Melchior er en stor humanist og menneskekender, mener Marco Evaristti, der på et tidspunkt rådførte sig hos den daværende overrabiner, før han indgik ægteskab med en ikke-jøde. Skulle hans tilkommende konvertere til jødedommen, spurgte han? "Melchior rådede os til at leve med hver sin religion, og jeg må sige, at det er gået helt gnidningsfrit." Marco Evaristti har i dag forladt den jødiske tro til fordel for buddhismen.

Brotherhood

Marco Evaristtis forestående store projekt "Brotherhood" vil afslutte hans kunstneriske virke, mener han. Efter det mener han ikke, at han vil kunne finde fred noget sted i verden. Det er også et stort tænkt og yderst farligt projekt, et processuelt forløb, der strækker sig over 100 dage — ligesom den store udstilling for samtidskunst i Kassel, documenta. Verdens kameraer og projektører vil blive drejet ind mod den lille kasse, hvis alt kommer til at gå, som han planlægger. Den lille kasse er et rum, hvori Marco Evaristti vil indlogere sig sammen med en araber. Her vil han arbejde, og her vil de diskutere fred og humanistiske værdier i løbet af de 100 dage. Og her vil de få besøg af nogle af verdens celebriteter inden for politik og kunst.

Hvorfor tror du, at ’Brotherhood’ vil afslutte dit virke?

"Når først jeg går i gang med dette projekt, vil jeg ikke kunne få fred. Når folk har erfaret projektets karakter, vil nogen gøre min familie og mig ondt. Det samme vil formodentlig ske for min partner, der er af arabisk herkomst. Han vil også blive truet på livet af ekstremister. Der findes ekstremister på begge sider."

Prøv at fortælle læserne om projektet?

"Ja, det er et projekt i fredens tegn. Jeg har fundet en araber blandt talrige arabere. Han udmærker sig ved dels at have lyst til at indgå i projektet, dels at have samme blodtype som mig. Desuden har han en vis indsigt, og han er af en intellektuel kaliber, der gør det muligt at føre en maratonsamtale med ham. Vi skal tale sammen om fred i 100 dage, og projektet slutter med en blodtransfusion."

Er han proarabisk?

"Nej, araberen er erklæret humanist. Det er derfor, vi er gået sammen. Vi er begge prohumanister. Det nye værk er ikke en politisk manifestation, men en humanistisk. Det handler om at give noget af sit overskud til dem, der har et underskud. Hvis alle gjorde sådan, ville der opstå en balance i verden. Det er faktisk meget enkelt. Hvis jeg kører i en lækker bil, og naboen har det ad helvede til, så går det ikke. Der er opstået en ubalance. Han ville få ondt et vist sted, og jeg ville blive ramt af janteloven, og det ville gå ud over naboskabet. Det lyder utrolig banalt, men tænker man modsat, går jorden under. Jeg har ingen illusioner om at redde verden. Jeg ved, at jeg kun er en lille bitte brik i det store spil, men jeg vil gerne have lov til at bevæge min brik."

Uden for kunstscenen vil folk nok stille det traditionelle spørgsmål: "Og hvad har det så med kunst at gøre?"

"Min kunst har faktisk aldrig haft noget med kunst at gøre — alt efter hvilke briller du tager på. Min kunst er først og fremmest kommunikation. Visuel kommunikation. I projektet "Brotherhood" lukker jeg mig ind sammen med araberen. Vi vil opholde os i et rum med videokameraer. Vi skal tale om fred på en abstrakt måde — dvs. på en ikke-politisk måde, for de politiske strategier har spillet fallit. Det handler om, at man godt kan leve sammen. Kan jeg leve sammen med dig, selv om vi er fjender? Vi viser gennem den 100 dage lange handling, at det kan lade sig gøre at leve i fredelig sameksistens. Det handler ikke om territorialkrav. Undervejs vil prominente gæster lægge vejen forbi. Bill Clinton, Gadaffi, Yoko Ono, Pavarotti, Bono fra U2. Det er verdenskendte folk, og der kommer en gæst om ugen, og de er der en hel dag ad gangen. Jeg vil fortsætte med at arbejde, som når jeg e hjemme. Et lille værk om dagen. Og der er web-kameraer på, der optager brudstykker af samtalerne og værkernes tilblivelse. Det bliver transmitteret ud til museerne rundt om i verden. I museet har museumsgæsten mulighed for at kommunikere direkte med os. Værket kulminerer med, at vi blander blod."

Hvor mange af de verdenskendte har takket ja?

"Foreløbig kun Yoko Ono. Men en række museer har allerede sagt ja til at modtage en kasse, hvori der installeres monitorer, som viser forløbet. Der er givet tilsagn fra museer i Chile, Chicago, Argentina, Brasilien, Colombia, Australien, Japan, Bangkok, Shanghai, Canada. I øvrigt er både et dansk auktionshus, BBC, en avis og et dansk museum involveret i projektet. Men det er ikke en Robinson-maraton med optagelser døgnet rundt, tværtimod er der kun ca. en halv times tv-optagelser i døgnet."

Hvorfor ikke Israel og Palæstina?

"Det er det sidste sted, det ville kunne foregå. Det vil vi undgå. Det er noget med balancen. Hvis vi udførte det i det betændte Mellemøsten, ville der blive ballade fra begyndelsen."

Oprindelig havde I planlagt at udføre værket ved FN-bygningen i New York?

"Efter den 11. december er New York også blevet for politisk betændt. Jeg har nu indrettet projektet i musealt regi, så det indgår i kunstinstitutionen. På den måde får vi undgået de værste politiske konfrontationen."

I skal blande blod. Det er en meget dristig og provokerende gestus. Kan du fortælle lidt om det her?

"Projektet afsluttes med, hvad man i medicinsk forstand kalder en fuldblodstransfusion. Dvs. vi udskifter 33 % af vores blod med hinanden. En af os kan gå i koma, men vi vil blive tilset af en sygeplejerske og en læge."

En sådan blodtransfusion rusker op i det jødiske blodtabu! Det er stærke sager.

"Ja, hele projektet illustrerer, at det er muligt at leve i fredelig sameksistens, og at arabisk og jødisk blod er ligestillet. Jeg kommer ud af projektet med mit folks fjendes blod. Det vil klart nok forekomme mange ortodokse på begge sider meget radikalt. Herbert Pundik, som jeg informerede om projektet allerede for et halvt år siden, har advaret mig kraftigt imod det, fordi han mener, det er meget farligt, fordi fundamentalister i begge lejre vil hævne sig på os. Vi vil blive forfulgt. Han bliver i øvrigt som den eneste dansker inviteret som gæst i det lille hus. Jeg har stor respekt for hans humanistiske indstilling."

Du bruger effekter fra det virkelige liv som råmateriale i din kunst, det vi i kunsten kalder readymades. Du har også anvendt blod i dit projekt ’Crash’, som du udstillede i Bangkok i 1996. Her indsamlede du blod fra trafikulykker, som du malede med. Hvorfor bruger du virkemidler fra virkeligheden i stedet for fiktive eller symbolske, som de fleste andre kunstnere?

"Jeg er træt af kunstmiljøet. Der sker meget vigtige ting og store forbrydelser i verden, og dem forholder den indspiste kunstverden sig ikke til. Jeg ønsker at bryde ud af denne lukkethed. Jeg vil gerne bygge bro mellem forskellige af virkelighedens adskilte registre. Når en mand f.eks. ser sin kones menstruationsbind i toiletkummen, så må han gerne få associationer til den brudekjole af hvide, ubrugte menstruationsbind, jeg fik syet for nogle år siden til en udstilling i bl.a. Galleri Christian Dam og dermed se skønheden i det, som ellers er tabuiseret. Til februar 2003 starter jeg i øvrigt mit heroin-projekt. Her maler jeg med heroin og skaber nogle malerier med titlen "white snow". Mit hus blev i den anledning ransaget af politiet, fordi de troede, jeg var i besiddelse af heroin. Men jeg blander heroinen med piskefløde, lak, Coca Cola og insektgift, hvilket gør det umuligt at injicere heroinen som stof. Jeg installerer mig i Istedgade i en campingvogn, der er betrukket med hvid latex. En sygeplejerske vil assistere narkomaner, der gæster vognen. De får en ren sprøjte indeholdende heroin, til gengæld skal de lave en tegning til mig. Tegningerne bliver udstillet i Kastrupgaard, sammen med mine egne værker. Narkomanerne får pengene til stoffet af mig, men de skal sprøjte sig inde i vognen. BBC kommer aftenen før ferniseringen og optager installationen. Denne installation skal demonstrere dobbeltmoralen i vores retssystem: Det paradoksale er jo, at jeg må kriminalisere mig for at afkriminalisere gadelivet i Istedgade."

Hvorfor har du forladt jødedommen til fordel for buddhismen?

"Jeg har fået en halvortodoks opdragelse. Vi havde to køleskabe derhjemme — et til koshermad og et til andet mad. Jeg måtte ikke have venner eller kærester, der var ikke-jøder. Mine forældre frygtede, at mine børn så ville blive ikke-jøder. Vi gik i synagogen hver fredag aften og lørdag formiddag. Den dag, jeg var i stand til at klare mig selv, droppede jeg alt, hvad der havde med religion og ritualer at gøre. Men jeg genoptog ritualerne, da jeg flyttede til Danmark, for dér fandt jeg et godt socialt netværk og kunne tale hebraisk med folk. Da vi fik den nye rabbiner, ønskede jeg ikke at fortsætte. Jeg var uenig i hans ortodokse grundsyn. Han er ikke i stand til at fusionere mellem kulturerne. I 1995 tog jeg undervisning i buddhisme og blev velsignet. Jeg kan bedre med denne religion, der egentlig mere er en livsform. Jeg er betaget af buddhismen. Hvis alle mennesker fandt ud af, hvad buddhismen går ud på, ville der komme balance i verden. Hvordan kan man være uenig med et princip om at have det godt og være god mod sine omgivelser? En af de smukkeste ting ved buddhismen er, at den befordrer evnen til at lytte. Under et ophold i Thailand fik jeg i øvrigt døbt mine tre børn i Thailand buddhistisk. Men jeg indoktrinerer dem ikke. De må selv vælge mellem protestantismen, jødedommen eller buddhismen, når de bliver store."

Faktaboks

Marco Evaristti er født i 1963 i Santiago i Chili, men kom til Danmark som ganske ung. Han uddannede sig som arkitekt på Akademiet hos bl.a. Henning Larsen og fik afgang i 1994. Han har gennem årene tiltrukket sig stor opmærksomhed p.g.a. nogle radikale, iøjnespringende værker, som "Blender" med ti sværddragere i blender til Trapholt Kunstmuseum i 1999, samt installationen "Kids" til Herning Kunstmuseum og Retinal Circus, hvori indgik sæd og en Lolita-dukke. Evaristti er konceptkunstner og udnytter både readymades, performances og video som udtryksmiddel. Et egentligt internationalt gennembrud har han fået på den store vandreudstilling "Eye Go Black" med de danske kunstnere Michael Kvium, Niels Bonde, Christian Lemmerz og Erik A. Frandsen. Marco Evaristti har en lang række museumsudstillinger i ind- og udland bag sig. Installationen ’Brotherhood’ bliver efter alt at dømme realiseret i 2003.