lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Hjemmet er både fængsel og refugium

[2001]
Information


Hjemmet er både fængsel og refugium

Den London-baserede, libanesisk fødte billedkunstner med palæstinensiske rødder, Mona Hatoum, afsøger usikkerheden, der følger af at tilhøre et folk på flugt

Af LISBETH BONDE

Arken har netop købt et værk af en af det moderne kunstlivs nomader: ”Sous Tension” (Under Spænding), hedder det. Det er skabt af en toneangivende kunstner med meget på hjerte, Mona Hatoum (f. 1952), der sidste år brillerede på en separatudstilling i Tate Britain. Hun er i færd med at installere sit forunderlige værk, da Information møder hende i museet, som denne tirsdag gemme sig bag en stålgrå dis. Det er december, og det skære dagslys holder sig diskret tilbage. Skumbølgerne i Køge Bugt danser i takt til den hylende storm, der bider i kinderne, da jeg stiger ud af bilen. Som kvindelig kunstner med rødder i Mellemøsten har Hatoum klaret sig udsædvanlig godt i den hårde kunstbranche.

Hun udstiller i hele verden og hendes værker er solgt til verdens største og mest anerkendte museer. Hun trækker med stor selvfølgelighed kunsthistorien ind i sine værker, samtidig med at de er forankret i det nære liv, som hun med enkle, men gennemførte greb, gør unheimlich - fremmed og uhyggelig. Hun arbejder scenisk med kunst, der er politisk og kritisk på en sofistikeret, dobbelttydig måde. Der er poetisk nuance og taktil suggestion i hendes værker, der i kraft af deres gennemførte æstetik tryllebinder publikum. ”Jeg bedriver ikke propaganda, jeg stiller spørgsmål,” siger hun. Derfor vil hun heller ikke tale om de aktuelle, tragiske hændelser i Israel (eller Palestine, som hun benævner det land, hendes familie i sin tid flygtede fra), men ranker sig i stolen og taler til mig i et tonefald, der ikke er til at misforstå: Interviewet vil kun finde sted, hvis vi sætter fokus på hendes kunst.
”Jeg er ikke politiker, men kunstner,” siger hun. ”Mine værker handler om en generel usikkerhed, som ganske vist udspringer af de erfaringer, min familie og jeg har gjort. Frem for at fokusere på et alvorligt, lokalt problem er jeg imidlertid optaget af fremmedhedsfølelse og overvågning generelt, således som f.eks. Michel Foucault beskriver det i sine civilisationskritiske bøger. Mine værker viser, at f.eks. hjemmet både kan føles som et fængsel og et refugium. De taler til alle, uanset kulturel baggrund.”

En køkkenscene
Det nye værk til Arken, som er erhvervet med støtte fra Dansk Museumsnævn og Augustinus Fonden, er en køkkenscene af den mere morbide slags. Det erobrer et helt rum: Det består af et rustikt bord, fyldt med gammeldags køkkengrej, der er rustent og brugt. Disse køkkenredskaber er forsynet med lys, og hele installationen er blevet en farezone af elektrisk ladede ledninger, der kan give stød, og som forbinder redskaberne på kryds og på tværs som hvide blodårer eller navlestrenge. En infernalsk lyd udgår fra lamperne, hver gang de lyser, og lyset vandrer fra redskaberne og tændes samtidig med lyden. Det er velkendt og farligt på en og samme tid. Vi er i en køkkenkrigszone.

Hvorfor bruger du noget så prosaisk som køkkenelementer?
”Jeg foretrækker hverdagsobjekter, fordi de allerede er indskrevet som kendte rekvisitter hos publikum. Folk projicerer sig selv over i disse ready mades, der får dem til at forholde sig fysisk, med kroppen, til de overvejelser, jeg arbejder med.”
Mona Hatoums værker er på sæt og vis surrealistiske, fordi hun blander flere virkelighedsplaner sammen og derved sendes virkeligheden tilbage som en skruet bold, der suser igennem luften og rammer os hårdt. Men hun kan også arbejde på et meget højt, teknologisk plan og magte den svære videoteknologi, som i værket ”Corps Étranger” (fremmed krop) til Arkens temaudstilling Menneskekroppen sidste år. Her havde hun sammen med en læge v.h.a. et endoskopisk kamera det indre af en krop, så man i udstillingsvideoen rejste ad blodårernes vejbaner, og hørte og så organerne arbejde i takt til pulsslagene. Det hele var indkapslet i en cylinderformet kabine, og videoen blev projiceret på gulvet. Det var ekstremt uhyggelig oplevelse, og en mand med pacemaker, som var der samtidig med undertegnede, fortrak sig hurtigt fra rummet.

Hatoums arbejdsmetode ændrer sig bestandigt og tager nyt land, alt efter, hvad hun vil vise. Når du nu hele tiden er på rejse, adopterer du så elementer fra andre landes kulturer? Ændres din kunst efter de nye forhold?

Lokal inspiration
”Ja, f.eks. har jeg for tiden en udstilling i Caracas, hvor jeg i stedet for senge bruger hængekøjer. Men jeg bruger elastikker i stedet for snor. Hængekøjen er en lokal reference, men jeg peger i værket på det umulige i at finde hvile i en sådan hængekøje, som legemets vægt jo vil få til at styrte til jorden. Kroppen kollapser. I samme udstilling sender jeg en videoprojektion af en by af skure, som de fattige bor i. Den ligger lige bag det fine galleri. Mange af gæsterne ved ikke en gang, at den er der. De bliver chokeret, fordi de har fortrængt det.”

Hvordan har du kunnet overleve som kvindelig kunstner af arabisk herkomst i London?
”London er en kosmopolitisk by, og den har absorberet alle kulturer. Men på trods af det må jeg gang på gang konstatere, at det ikke er så nemt at trænge igennem til det højeste kulturlag. Kun en brøkdel af kunstlivet støtter mig. Jeg føler mig stadig ikke som en del af kunstlivet dér, og jeg udstiller langt mere uden for Storbritannien.”

Jeg kan nu alligevel ikke dy mig for at spørge dig om, hvad du mener om verdens tilstand lige nu. Er den blevet meget værre efter den 11. september og anslagene mod palæstinenserne?
”Mine værker taler ikke om palæstinenserne, men om hverdagens traumer. De handler om en person, der ikke er tryg ved nogen, og som altid spørger usikkert til omgivelserne. En evigt rastløs person, der aldrig føler sig helt hjemme noget sted. Mennesker, der er født og opvokset samme sted, føler sig hjemme og antager, at omgivelserne er trygge og naturlige. Det kender jeg intet til. Efter den 11. september er der imidlertid sket det, at også vesterlændinge nu oplever verden som et meget usikkert sted at leve i. Den 11. september har revet tæppet væk under f.eks. fredsbevægelserne, der har arbejdet på at bevare freden. Nu er det tydeligt for enhver, at der er krig hele tiden.”

Mona Hatoum er født i Beirut i 1952 af palæstinensiske forældre. Da borgerkrigen brød ud i 1975, slog hun sig ned i London, hvor hun uddannede sig på Slade School of Art sammen med bl.a. Antony Gormley. Hun er en nomade, der er konstant på farten med lange ophold i udlandet, men hun vender altid tilbage til London. Hun brød igennem i firserne med en lang række performances og videoer, der udforsker menneskekroppen. Fra 90’erne har hun koncentreret sig om installationer og skulpturer, der trækker på flere registre af virkeligheden og blander dem til et surreelt sprog. Hun har solgt værker til alverdens kunstmuseer og er herhjemme også repræsenteret i Louisianas samling.