lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler >
Øjne så store som møllehjul

[11. maj 2002]
Information

Øjne så store som møllehjul

Charlottenborgs udstilling med 'psykedelisk minimalisme' serverer en frisk buket af både splinterny og lidt ældre kunst, der sætter sine duftspor i hjernevindingerne

Af Lisbeth Bonde

Udstilling

Charlottenborg står p.t. hvid og blank som Københavns Kunsthal for samtidskunst. International kunst er inviteret inden døre.

Udstillingens titel er "My Head is on Fire but my Heart is Full of Love" — et citat af Robert Smithson, den amerikanske jordkunstner, der på udstillingen er repræsenteret af nogle spektakulære objekter fra 1965, som er atypiske for ham. To af dem er monteret på væggen. De er en en form for relieffer, der bærer titlen Enantiomorfe kamre (atiomorf er usymmetriske krystaller der kan være højrevendt eller venstrevendt) med skråtstillede spejle og grønne rammer, og de er gådefulde refleksioner både af de lyse rum og af betragteren, hvis person spejles i dem, når han/hun vil spejles, vel at mærke. Det ene er venstrevendt, det andet højrevendt.

Det er også Robert Smithson, vi skal have fat i for at forstå udstillingens særlige, meget befrugtende optik på kunstbegrebet: For det er fra hans tekster, begrebet psykedelisk minimalisme, hidrører.

Hans skrifter er mildest talt freakede, som var de skrevet under et meskalin-trip, bevidner en af dem fra kataloget.

Udstillingen skal få publikum til at reflektere — både i bogstavelig og overført betydning — over forhold som tid, individ, kommunikation og sidst, men ikke mindst, over kunstbegrebet.

Will Bradley, en af de tre kuratorer fra The Modern Institute i Glasgow, der står bag udstillingen — som for øvrigt er kreeret specielt til Charlottenborg — udtrykker sig således om receptionen af kunst:

"Alle, der betragter et givet kunstværk, har en unik oplevelse og vil forlene det med en personlig betydning... en betydning, der også vil skifte fra dag til dag, måned til måned, og år til år. Men så snart et værk får sin plads som en del af kunsthistoriens kanon, på et museum... sker der det, at de fleste af disse unikke fortolkninger omformes og betragtes som forkerte, uvidende eller bare som irrelevante... Værket bliver til et emblem på sin egen betydning, og det er netop det, som kvæler det."

Og så skyder vi bare en genvej, kigger i et katalog og får 'den rigtige', autoriserede fortolkning serveret. Hermed går den vigtige kreative proces, hvor vi undres over kunsten, til grunde.

Udogmatisk kunst
Med disse ord i baghovedet er det et forfriskende tiltag, de tre kuratorer bringer for dagen, for her krydser ny og ældre værker klinger på en måde, som befordrer individuelle oplevelser og udogmatiske slutninger, ligesom alle kunstneriske kategorier er repræsenteret fra foto og video til collage og maleri, men i særlig grad objekter.

De fremstår som unikke værker i Charlottenborgs kæmpemæssige sale, som til lejligheden er blevet frataget alle sine skillevægge. Også lofterne er inddraget som en del af kunstrummet: Vi ser Charlottenborgs faste PH-lamper kommenteret ved hjælp af Simon Starlings Home-made Henningsen-lamper fra 2002, og vi ser den Turnerprisvindende Martin Creeds tænd-og-sluk værk installeret i de faste PH-lamper. Der er lys over land i PH‘s gamle land!

Flere af kunstnerne har taget højde for Charlottenborgs specielle arkitektur, herunder Joanne Tatham & Tom O‘Sullivan, hvis kæmpemæssige silhouetter i negativ rejser sig i to adskilte rum, der giver en bliver en slags déja vue. Hvad, har jeg ikke set det før? spørger man uvilkårligt sig selv og begynder at tænke i rum og tid — og fundere over selve erindringens funktionsmåde.

Du bliver selv set
I ét af rummene bliver vi selv set af to ‘øjne‘, af Pitr Uklanski i form af to kæmpemæssige brune irisser så store som møllehjul, mens vi selv bliver seere i et foto fra 1935 af Lee Miller, der placerer os på toppen af Den Store Pyramide. Den kaster sin trekantede skygge ud over Nillandet, og det giver en sugende effekt. Fortiden overskygger i bogstaveligste forstand nutiden. Den sorte trekant har religiøse dimensioner.

Dan Graham bidrager også med et pyramide-objekt i glas og aluminum, geometrisk stramt og visuelt formfuldendt. Smukke er også nænsomme, blege malerier af Andy Warhol og af David Korty.

Flere af værkerne tvetydige. De kan have haft en direkte brugsfunktion, men æstetiseres i kunstrummet som Anselm Reyles grønmalede høvogn fra 2001, der mimer fortidig landbokultur og bliver en metafor for arbejdets Sisyfos-karakter generelt. Eller de kan være æstetiske objekter, der postuleres at besidde en funktionalitet som Isa Genzkens arkitekturmodeller til nye højhuse til Berlin. Udstillingens ældste værker er en stol fra 1911-12 af Vlastislav Hofman, der stilmæssigt samtaler med Philip Starcks ditto fra 1980‘erne, samt Josef Gocárs sofa fra 1913: En præ-kubistisk sofa, der står og tager imod den potentielt trætte udstillingsgæst.

I loftet hænger Martin Boyces mobile (for 276 Silent Falls, 2002) bestående af fragmenter af ituslåede Arne Jacobsens Myrer, der danse i en Calder-mobile.

I det hele taget trækker udstillingen en rød tråd gennem kunsthistorien, mellem den tidlige geometrisk søgende kunst fra begyndelsen af århundredet, over minimalisme i 60‘erne frem til nye, formelle, æstetiske tiltag på kunstscenen i dag. Det er en udogmatisk og vel iscenesat udstilling, der nok skal sætte utallige hoveder i brand.

*My Head is on Fire but my Heart is Full of Love. Charlottenborg. Dgl. 10-17. On. 10-19. Til 9. jun.