lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Pensel-punk

[13. april 2002]
Information

Pensel-punk
Knud Odde portrætterer kultpersoner. De bliver i den maleriske proces omsat til kraftfulde ikonbilleder

Af Lisbeth Bonde

Udstilling

Når kunstværker betragtes som særligt vellykkede, beror det som regel på to ting: at de for det første er fuldbragte og konsekvente æstetiske udtryk inden for den genre (eller anti-genre), som kunstneren har valgt at betjene sig af, og at de for det andet er synkrone med tiden, at de så at sige ankommer til tiden i tide.

Knud Odde har fra starten skabt billeder til tiden, selv om han i dag er en nicheperson på kunstscenen, isoleret fra trends og almindelige kunstmanerer. Han har haft mediemæssig gennemslagskraft, selv om han ikke er nogen fabelagtig maler i traditionel forstand. Han er i øvrigt selfmade, som man siger, eller autodidakt, og han maler på sin helt egen måde.

Som musiker er han kommet til kunsten ad andre veje end de professionelle billedkunstnere og betjener sig af et særligt miks bestående af stilelementer hentet især fra den tyske ekspressionisme — i dette stykke lærte han dog af 80‘er-malerne, hans venner de unge vilde — men også fra Wienersessessionen og fra popkunsten.

Man ser tydeligt, at han maler efter fotografier eller filmstills, for hans personer er lidt stive og fastfrosne i udtrykket, de er skabelonagtige og ført med en vaklende, sort konturstreg, som når unge i puberteten tegner deres helte i en slags tegneseriestil på skrivebord eller vægge. Alligevel er hans malerier vellykkede.

De virker stærkt og er ikke sådan at vriste af sig, når først man har taget dem i øjesyn. Det hænger sammen med, at han maler det, han beundrer og fascineres af, at han aldrig overfylder sine lærreder, at hans farveholdning er stram, holdt i overvejende kølige jordfarver, og at han betragter sine malede personer i en dobbeltoptik, i en tvetydighedens linse, så vi publikum kan opleve det skildrede positivt og negativt, tiltrækkende og frastødende på én og samme tid.

Fødte berømtheder

Og så er alle hans malerier fyldt med berømtheder, så de selv er fødte berømtheder.

Fra pop eller finkulturen henter Odde sine helte og heltinder frem, og den maleriske proces, de gennemløber, forlener dem med monumentalitet og giver dem et skær af evighed. Malerierne henviser til en verden uden for museet, en verden båret af fascination og beundring: Det kan være forfattere, rockmusikere, dansere, spiritister eller filmhelte som den østrigsk fødte Hollywoodskuespiller, elegantieren Erich von Stroheim, som Odde har dyrket intensivt på grund af dennes kunstneriske og personlige deroute fra stor filmskaber til B-filmskuespiller i plastic-fantastiskland. Det er forfaldsæstetik i personificeret form.

Paradokser

I Oddes univers går døden og den seksuelle ophidselse hånd i hånd. Små halvnøgne drenge danser for os, mens afdøde digtere og divaer ligger eller poserer. Det er modsætningernes paradoks, der mødes.

Rainer Maria Rilke i kontemplativt dagdrømmeri, f.eks. Han ser ned og ind i tingene. Hans blå-hvide hud får ham til at se ud, som havde han netop rejst sig op fra kisten. Den røde jakke og de røde læber står i grel kontrast til det 'døde'. Han er hos os, og alligevel befinder han sig i en anden verden, i det hinsides. Han var kød og er nu død, men har et rigt efterliv i bøgerne og i læsernes tanker og følelser. Og nu er han genopstået som portræt. Det er en dialog af format.

En anden digter, Edith Södergran, fremstilles som Luciabrud, der træder ud af mørket med planter i hænderne. Også hun er 'død', stivnet, ikonagtig og træder kun lige frem til lærredets kant, inden hun må tilbage til sin kirke af ord. En hilsen, et vink, en kærlighedsudveksling.

Odde kalder sine helte frem, og udstillingen er et helt katalog over de kunstneriske påvirkninger, han har modtaget som sangskriver og som billedkunstner — og som læser. Billederne har bred appel og er ingenlunde kedelige.

*Knud Odde. Kastrupgårdsamlingen. Ti.-sø. 14-17, on. till. 19-21. Til 2. jun.

*Kunstmuseet Brundlund Slot i Åbenrå 21. jun.-18. aug. nRanders Kunstmuseum. 30. aug.-17. nov. Katalog