lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler >
Visuel punch og skarpsyn

[06. april 2002]
Information


Visuel punch og skarpsyn

Internationale kvindelige kunstnere i Gl. Holtegaard går til yderligheder med kloge og billedstærke skanninger af køn og kvindelighed

Af Lisbeth Bonde

Udstilling

"Vejen ud af patriarkatet er ikke en afskaffelse af kønnet, men derimod en indførelse af kønnet, af et køn, som ikke er sorteper" skrev Lilian Munk Rösing i kronikken her i bladet i går. Kvindelige billedkunstnere fra de seneste 10 år viser nu på Gl. Holtegaard denne tornefulde vej til kønnet i nogle særdeles stærke værker — både, hvad angår visuel punch og konceptuel stringens.

Værkerne hidrører fra en privat samling på 500 numre med ny, international kunst fra hele verden. Den blev sidste år vist i Bremen for første gang, nærmere bestemt i den store kunsthal Neues Museum Weserburg under titlen ªUden tøven´. Samlingen tilhører den kun 40-årige dr., professor Thomas Olbricht, der er Tysklands svar på briternes Charles Saatchi, og heller ikke han tøver eller ryster på hånden, når han indkøber kunst.

Ofte er private samlere langt bedre end museer til at indkøbe kunst. Personlige præferencer er et plus i kunstens verden, og chancer er absolut nødvendige at tage, hvis man skal købe kunsten, inden den er blevet ubetalelig. Den private samler er fri til at fravælge hensyn til Kunsthistorien og evigheden.

En perlerække
Lederen af Gl. Holtegaard, Jacob Thage, forelskede sig i samlingen, men det begrænsede udstillingsareal i det smukke museum nord for København tillader ikke at vise hele samlingen, så han nøjes med at udvælge værker af kvindelige kunstnere. Og det er et plus, for udstillingens fokus er derved blevet skarpere og mere præcist. Det er kønnet som omdrejningspunkt, men ikke kun det, også etnicitet og socialitet er i søgelyset hos kunstnerne, hvoraf nogle kommer fra Mellemøsten.

Det er en perlerække af internationale kvindelige kunstnere, som publikum her kan stifte bekendtskab med. Mange kender vi godt, men aldrig har vi set netop disse værker før på vore breddegrader. Navne som Jenny Holzer, Cindy Sherman, Pippilotti Rist, Mona Hatoum, Shirin Neshat og Marlene Dumas vil være den kunstinteresserede bekendt, mens f.eks. Elisabeth Peyton, Miriam Cahn, Inez van Lamsweerde og Katharina Bosse er mindre kendte.

Efter århundreders mandlig dominans i kunsten — kvindelige forfattere har haft vind i sejlene meget længere end deres kønsfæller i billedkunstens verden — er turen kommet til det såkaldt svage køn, der virkelig stormer frem for tiden. Herhjemme ser vi imidlertid stadig kun sjældent kvindelige kunstnere repræsenteret på og indlemmet i museernes faste samlinger, mens det går anderledes hedt for sig i udlandet, navnlig i Sverige og USA.

Malede grotesker
Schweiziske Miriam Cahn (f. 1949) er en maler, der sættet tingene på spidsen. I lighed med sydafrikanske Marlene Dumas, formår hun at fange menneskets (mandens) tvetydighed som både farligt dyr og som offer — et offer for selve kønsfælden, der fanger og fastholder også hans køn i stereotyper.

Farven er hovedbudbringeren, der understreger diabolske/henholdsvis skrøbelige sider af personligheden. Hendes grotesker, i særlig grad det ene udstillede maleri "Hvad der ser på mig" fra 1996, viser dette. Vi ser en grøn mand, der kigger på os. I fokus er hans store røde penis, hans røde smil og gule djævleøjne. Han står som et negativaftryk og ætser sig ind i den modtagende sjæl — en kvinde, måske en, der for første gang møder den mandlige sexualitet? Hun fokuserer på hans mandlige attributter med forfærdelse og fascination på én og samme tid. Her er (mande)kønnet virkelig reduceret til køn og kun køn. Konturerne er næsten udviskede, og skikkelsen fremtræder, som var den trådt direkte ud af mareridtets uhyggeunivers. Også Marlene Dumas går til yderligheder med sine studier af kvindelige striptease-danserinder, sådan som de ses i en mandlig optik, med køn og bryster krænget ud i pornografiske, æggende positurer. De er også kun køn, intet andet. Dumas' hurtige penselføring, de blålige nuancer og den sorte konturstreg forlener som altid hendes figurer med død og suggestiv uhygge. Her kobles død og sex sammen på en pervers og subtil — og samtidig pirrende måde.

Selviscenesættelser
Cindy Shermans velkendte, fotografiske selviscenesættelser i alle mulige kvindelige gevandter prøver kræfter med populærkulturens kvindeimagoer: harpen, luderen, madonnaen, den tynde, anæmiske fotomodel m.v. Anderledes med den italiensk fødte Floria Sigismondi (f. 1965), hvis fotografiske selvportræt, der pryder udstillingsplakaten, viser hende i en raffineret, manieret staffage med fløjl og opsat hår. Hendes hånd med ekstremt lange negle holder om en hårløs kat, hvis øjne i uhyggelig grad ligner hendes. En kommentar til den gængse kunsthistoriske fremstilling af kvindeligheden og dyret - og dermed af kvindekønnet som Det Andet.

Udstillingen er fyldt med bud på kvindelige eksistensformer. Der er ingen jamren, ingen mekanisk offer-bøddeltænkning. Derimod cool, billedbårne udsagn, der virker desto stærkere.

*Et særligt Syn. Kvindelige kunstnere fra de sidste 10 år. Gl. Holtegaard. Ti. 11-20, on.-fr. 11-16, lø.-sø. 11-17. Til 26. maj. Åbner i dag