lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Strictly Shrigley

[26. februar 2003]
Interview

David Shrigley
David Shrigley

Strictly Shrigley
Interview med David Shrigley
David Shrigley er en humorist af Guds nåde. Når han fatter sin pen, bliver livet absurd! Men der er også dybde, vid og sorgmunterhed på spil. Shrigley er det 21. århundredes svar på René Magritte, Carl Barks og Samuel Beckett. Interview: Lisbeth Bonde. Foto: Thyra Hilden.

David Shrigley
anti - depressants
Photographs, sculptures and drawings
17. januar - 15. marts 2003
Galleri Nicolai Wallner
Njalsgade 21, bygn. 15,
2300 K┐benhavn S
Tel. +45 32 57 09 70
fax +45 32 57 09 71
Ti-fr 12-17, l┐ 12-15
nw@nicolaiwallner.com
www.nicolaiwallner.com
Pressemeddelelse...
Se også billeder fra udstillingen på Galleri Nicolai Wallner...

Kopenhagen.dk satte David Shrigley (f. 1968) stævne i Niels Borchs trykkeri på Amager, hvor han p.t. er i gang med en serie kobbertryk. Fra tegningens frie streg bevæger han sig over i en noget mere omstændelig og forpligtende udtryksform, men det lykkes forbløffende godt at få det hurtige flow og improvisationen med over i kobbertrykkene. De er herlige, enkle og frapperende, disse kobbertryk. Anledningen til Shrigleys besøg i landet er hans separatudstilling i Galleri Nicolai Wallner, der kan ses frem til 15. marts. Her indgår fotos, tegninger og skulpturer med det for Shrigley så karakteristiske glimt i øjet: En af "skulpturerne" er en malerskjorte, der ligger på gulvet med et ganske lille hoved inde i kraven. Malerens skrøbelighed, den absurde afstand mellem identitet og væren og mange andre tanker fremkalder den lille, undselige klud på gulvet. David Shrigley er englænder - født i Midtengland - men han har siden sine studier ved Glasgow School of Art, som han dimitterede fra med elendige karakterer i 1991, haft fast base i Glasgow, som han holder meget af. "Den er en fabelagtig god by for unge kunstnere. Men jeg passer ikke så godt ind i den kategori længere. Jeg er ved at blive alt for etableret", siger Shrigley, der efterhånden har en mængde internationale udstillinger og bøger på samvittigheden. "Jeg kan bo overalt, for man er jo ikke bundet til noget bestemt sted. Det er sørgeligt med nationale bindinger. Jeg opfatter mig selv som verdensborger, hverken som skotte, englænder eller europæer," siger han.

David Shrigley
Fra Niels Borchs trykkeri

Hvorfor begyndte du overhovedet på akademiet, når du bagefter gik ud og gjorde noget helt andet?
Faktisk lærte jeg en hel del, selv om jeg ikke bruger noget af det i dag. Jeg lærte at tegne ordentligt efter forlæg, men det er jo ikke nogen færdighed, jeg ønsker at gøre brug af. Tværtimod! Derfor har jeg også skrevet en liste til unge dimitterende fra kunstakademierne, hvor jeg fraråder dem til at bruge penge på deres afgangsudstilling, og opfordrer dem til ikke bruge penge på et dyrt atelier, for al god kunst kan komme ud af ingenting. Jeg råder dem også til at indynde sig hos folk, der skriver i kunsttidsskrifterne, i stedet for hos kuratorerne. Det får de mere ud af på sigt. Og sidst, men ikke mindst, skal den vordende kunstner huske, at det virkelige liv er meget bedre end akademilivet. Man behøver ikke at frekventere et akademi for at tilegne sig kunstneriske færdigheder, man kan meget lettere lære at tegne på andre måde.

Hvorfor ville du ind på akademiet?
Jeg var tiltrukket af kunsten og tegnede vanvittig meget som barn. De fleste, der går på akademiet har udvist sikkert tegnetalent fra en tidlig alder, men så finder de ofte ud af, at de slet ikke vil tegne, måske slet ikke vil være kunstnere. Jeg var vild med at lave objekter og tegninger og kreative ting, og det var derfor naturligt at gå den vej. Senere fandt jeg jo ud af, at jeg ville lave tegneserier og begyndte at tegne for aviser.

Din kunst er meget fortællende. Du observerer livets absurditeter og kommenterer det levede liv i dine små ’statements’.
Ja, jeg kan lide de små narrationer, men min tilgang er ikke særlig struktureret. Det kommer af sig selv. Jeg skaber små simple stationer undervejs i en fortælling. Men i mine bøger laver jeg indimellem længere fortælleforløb.

Du interesserer dig åbenbart for menneskets skrøbelighed, men også for menneskets tåbelige og inkonsekvente sider.
Ja, sådan ser jeg tingene. Jeg synes selv, at mine tegninger er ret deprimerende for at være ærlig.

David ShrigleyDavid ShrigleyDavid Shrigley

Vi står og kigger på et kobberstik af en mand, fra hvis hoved der udgår et grenværk af streger. Det hedder ’En fri sjæl’. Vi er ved at dø af grin, for denne mand er så tydeligt viklet ind i disse tanketråde, at han er aldeles forhindret i at se frit.

Hvordan føler du det, når hele det store kobbertryksapparatur skal udrulles, i forhold til at sidde og tegne, som du plejer?
Det er meget anderledes. Men Niels Borch har givet mig nogle teknikker, så jeg er i stand til at overføre tegningens hurtighed til kobbertrykkene, f.eks. når jeg tegner på en kobberplade, der er behandlet med en blød overflade. Det er en interessant proces, som jeg godt kan lide. Jeg tror nu ikke, det er noget, jeg vil gøre mig meget i for fremtiden, men som én af flere tekniske udtryk er det udmærket. Jeg skal lige vænne mig til, at motivet spejlvendes. Det er meget anderledes, og det ser meget anderledes ud, men jeg arbejder lige så intuitivt med kobbertrykkene som med tegningerne.

Hvor får du dine ideer fra? Observerer du folk?
Jeg ved det faktisk ikke. De kommer bare. Når jeg arbejder, så arbejder jeg, og jeg tænker aldrig over det. Nogle gange skriver jeg lister over emner, jeg gerne vil arbejde med, men ideerne kommer af sig selv. Jeg laver en hulens masse tegninger og kasserer dem, jeg ikke synes om, griner Shrigley. Det hele er en stor inutitiv proces. Jeg elsker det værk, der opstår ud af intet. Ud af det blå.

Dine værker er et helt univers, der omfatter en historie, et udsagn og en filosofisk tanke.
Ja, sådan er det nok! Og pointen er, at man hele tiden skal være i gang. Når man er i gang, sker der ting og sager, man ikke kunne forudse.

Jeg er så heldig at have en af dine vidunderlige tegninger derhjemme. Jeg er selv et rigtigt hestemenneske, og jeg købte hos Galleri Wallner for nogle år siden din hest, der har byttet hoved med sin rytter! Den er skrigende morsom og en virkelig god iagttagelse af forholdet mellem rytter og hest.

David Shrigley tager imod komplimenten med glæde.

Du har ofte nogle umulige helte, sådan nogle rigtig antihelte. Hvilken rolle spiller de?
Næsten alle mine karakterer kan udskiftes. De kan være mig, de kan være dig, ja, alle mennesker. Heltene bliver antihelte og omvendt. Jeg har ikke nogen moralsk holdning til mine mennesker, jeg forsøger blot at skildre dem, som jeg ser dem.

Hvad er en god kunstner i dine øjne?
Det er et svært spørgsmål. Der er mange kunstnere, som jeg godt kan lide. Jeg kan ikke gøre rede for, hvorfor jeg så godt kan lide dem. Men generelt foretrækker jeg kunst, der overrasker mig. Her i landet, hvor jeg har set en del kunst, er jeg faldet over Tal R’s kunst, der virkelig tiltaler mig. Jeg er virkelig blevet optaget af hans kunst. Han er en af mine favoritter.

Har du fortalt ham det?
Nej, endnu ikke.

David ShrigleyDavid ShrigleyDavid Shrigley
Niels Borchs trykkeri

Nå, men så kan han jo læse om det her, hvis han abonnerer på kopenhagen.dk!! Hvis du skulle nævne nogle mere etablerede kunstnere, som du tænder på?
Så må René Magritte komme i første række, men jeg er også vildt optaget af symbolisten Arnold Böckli. Men jeg er nok endnu mere interesseret i de skrivende kunstnere. Især i en amerikansk forfatter, Donald Barthelme, som døde for ca. 15 år siden. Han er ironisk på en fin måde, og han tilhørte kredsen af amerikanske metafiktions-forfattere."

Du arbejder også i tre dimensioner. Hvilken betydning har disse værker i din produktion?
Jeg laver ikke særlig mange objekter. Omkring 6-8 om året. Jeg laver dem, når tegningerne begynder at kede mig. Min politik er, at ingen skulptur må tage mere end en dag at lave. De er idébårne, og de skal fremstå som sådan. Nogle gange står jeg op om morgenen og kan mærke, at i dag skal jeg lave en skulptur. Jeg har to atelierer. Jeg arbejder med tegninger derhjemme, og så har jeg et atelier i centrum af Glasgow, hvor jeg kan rode rundt og bl.a. lave skulpturer. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle udstille i gallerier og museer og lave objekter og hænge tegninger på væggen, sådan som det er sket på den ene separatudstilling efter den anden. Det overrasker mig, at jeg er kommet til at lave andet end bøger og tegneserier. Men efterhånden har jeg vænnet mig til det og har fundet ud af at bruge udstillingsrummet.

Det må være fantastisk at få lov til at gøre lige netop det, du føler, og være tro imod dig selv dagen lang. Du har gjort det til en levevej at være dig selv!
Ja, det er nok det bedste liv, man overhovedet kan leve. Jeg betragter ikke mit arbejde som arbejde, og hvis jeg skulle arbejde med noget andet, ville jeg lave mine tegninger og objekter ved siden af. Men nu er det heldigvis blevet hovedsagen, slutter Shrigley og genoptager arbejdet med de små kobberplader.

David Shrigley
David Shrigley

Mere...
Billeder fra anti - depressants på Galleri Nicolai Wallner
Davis Shrigley news and links
David Shrigley på dareonline
Om David Shrigley på anweb