lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Interview med Tal R

[7. januar 2004]
Interview

Golem - Interview med Tal R

Interview: Lisbeth Bonde, foto: Simon Høgsberg
Der er tryk på både i det indre og det ydre hos Tal R – som skaber i en rivende strøm, et kreativt kaos, der finder sin form på billedets firkant. Et møde med Tal R sætter én i forbindelse med oversete sider af tilværelsen: Det handler om energi, om nærvær og om at blive forundret. Værkerne synes skabt på et overvældende udtryksbehov. De emmer af en ukuelighed, en hang til kitsch og skæve vinkler; Tal R eksperimenterer idérigt med perspektiviske underfundigheder. Der optræder i rigt mål erindringsfragmenter fra skoleliv og pubertet. Tal R’s register spænder fra malerier, sære stofbolde fulde af gemmer til skulpturer som ’Moderdyret’, der ligner en mellemting mellem et rumskib og burgeremballage – og i en uendelig strøm af tegninger med kuglepen. Værkerne synes at hænge uløseligt sammen med den intense person, der står vibrerende foran én og er fuldt tilstede, når man møder ham.


Tal R er en TALentfuld Revolution i samtidskunsten – både hertillands og i stigende grad også internationalt. Hans borgerlige navn er Tal Rosenzweig. Han dimitterede fra Kunstakademiet i 2000, men allerede i sine sidste studieår var han sprunget ud som fuldt professionel, ligesom han i den sidste del af det afsluttende studieår blev udnævnt til professor i malerkunst ved Kunstakademiet i Helsinki. Han er netop hjemvendt fra rejser til Wien og til Israel, hvor han p.t. udstiller. I Wien er det i fuldt udtræk med tegninger og malerier fra de seneste tre år på udstillingen ’Arcade’ – fordelt på to etager i Bawag Foundation. En udstilling, som han selv har kurateret, og som giver en nøgle til hele hans værk med træsnit, objekter, maleri, tegning og skulptur. I Tel Aviv udstiller han ti helt nye malerier i det lille avantgardegalleri Tal Esther på udstillingen ’New Born But the Same Old Phone Number.’ Han har omdannet galleriet til et grønt rum – med allusion til den grønne linje, som adskiller de to befolkningsgrupper i Israel. I forbindelse med udstillingen holdt han foredrag på akademierne i Tel Aviv og i Jerusalem om sin kunst. For kort tid siden indledte Tal R samarbejde med Nicolai Wallner, der fremover vil være hans danske galleri. Herudover repræsenteres han af Londongalleriet Victoria Miro og Berlingalleriet Contemporary Fine Arts.

I kataloget til udstillingen i Wien skriver Louisianas Poul Erik Tøjner, som talte ved åbningen, at Tal Rs kunst kendetegnes af: … ”tosserier eller melankoli - eller en kombination af begge dele: glæden ved det banale og trøsten i at vide, at det banale eksisterer som en slags immunsystem mod drømme, som altid bringer dig helt væk…” Tal R siger selv, at ”kunsten ikke kan bruges til meget, men at den er i stand til at beskrive ineffektive sideveje”. Men man må sige, at han har dyrket disse sideveje med omhu i de seneste små ti år. Kopenhagen.dk besøgte kunstneren i hans atelier på Islands Brygge – som ligger i samme hus som malerkollegerne Malene Landgreens og John Kørners.

Tal R fortæller om et besøg dagen før interviewet: To kriminalbetjente opsøgte ham med ordene: ”De er anmeldt for ulovlig våbenbesiddelse.” Tal R granskede i rasende fart sin samvittighed uden at finde andet end mindre forsyndelser, så han tænkte, at de bare kunne komme an og inviterede dem indenfor. Det viste sig at være en seer fra Køge, som havde set et indslag i DR2’s kulturprogram VIVA, hvor jeg selv og Tal R optræder i hans atelier (et indslag i forbindelse med udgivelsen af bogen ’Atelier – kunstnerens værksted’, hvori også Tal R optræder, lb). Her sås hans pistol – en aldeles harmløs og i øvrigt ubrugelig luftpistol - på en radiator i atelieret. Efter at have undersøgt våbnet forlod politiet grinende atelieret og gik videre til næste sag. Men Tal tænker, at der altid er nogen, der holder øje:

Der sidder en mand og ser et fjernsynsprogram. Han skyder sig ind på en enkelt figur, som han piller ud, nemlig pistolen. Det ligger i forlængelse af min næste udstilling, der hedder ’Figur’, og som undersøger detaljer, som vi skyder os ind på. Fx på den lille dreng eller hans ben i Villy Sørensens novelle ’En drengestreg’, som jeg stadig husker fuldstændig, selv om jeg ikke har læst den siden folkeskolen. Det handler ikke om moral, men om at skyde sig ind på den afskårne fod og sætte sig i dens sted. Hvordan får man hentet den frem som figur? Det er jeg meget optaget af. Jeg er også optaget af Golem-figuren, som grundlæggende handler om at skabe noget ud af ingenting. (Golem er et kunstigt frembragt menneske af ler, der bliver levendegjort af magiske trylleformler. Golemfiguren optræder fx i romanen ’Golem’ fra 1916 af Gustav Meyrink. Figuren hidrører fra den jødiske folketro, lb). Det er det, jeg har arbejdet med hele foråret i forbindelse med mit ’Kolbojnik’-projekt, som jeg udstillede i Victoria Miro Gallery i London i foråret.

Dette projekt handlede om ting, som Tal R havde fisket op af sin visuelle affaldsspand, og som han symbolsk genanvendte i sine billeder. Kolbojnik er jiddisch (Tal R er jøde og født i Israel, men flyttede til Danmark som femårig) og betyder kollektivt affald. I en kibbutz tømmer beboerne deres affald ned i en stor spand. Ordet refererer tillige til det faktum, at vi kun er en lille brik i den store historie. 90 % af vores personlighed består af, hvad andre har puttet ind i os. Vi er selv en slags kolbojnik, mener Tal R, der i øvrigt solgte tre store malerier og halvdelen af tegningerne fra udstillingen til reklamemanden og kunstsamleren Charles Saatchi, som placerede dem i sit nye museum, The Saatchi Collection ved Bankside i London.

Jeg har netop afsluttet en serie værker, hvor jeg hober en masse affald op og forsølver det. Karaktererne hugges op, og det hele bliver en underlig grød. Når jeg forsølver det, bliver det dekorativt. Næste skridt er at skubbe mig ind på og at finde anderledes figurer, dels i nogle arbejder, jeg selv har lavet, dels i anden kunst, som jeg forsøger at tage nogle hjørner fra, så der opstår nogle nye figurer. Små flige, som jeg kan bruge. Det er godt at bruge uforløst kunst til det formål. Det må gerne være en banal fortælling, som jeg forsøger at tegne mig ind i, og så bygger jeg en slags ’sugerør’ og trækker figurerne op. Det er jeg super optaget af. Når jeg arbejder med én række ting, så fornemmer jeg smagen eller karakteren af det næste projekt. Det er skræmmende, når jeg tænker tilbage, at jeg er startet med at male malerier med historier, som jeg har forsøgt at overleve i forhold til. Forstået således at jeg bryder dem op og konstaterer, at jeg ikke rigtig kan, og så forsøger jeg at overleve og få skabt et billede på trods, et billede, der har en logik og noget, jeg selv kan holde ud at se på. Og så endelig en dag lykkes det at skabe en model, så jeg kan begynde at fortælle historier. Men så har det forskubbet sig igen, og det, der forekom umuligt, er nu muligt, men min interesse er et helt andet sted. Måske var historien bare en dør til at skyde sig ind på nogle andre billeder – og beskrive nogle mønstre. Ikke ’pattern art’, men snarere at vise forskellige skyggebilleder, der ligger i billederne.

Der ligger en mærkelig form for melankoli i en historie. Den blegner lynhurtigt, for historier har helt specielle betydninger, når de fortælles, men der står noget andet tilbage, nemlig mønstrene, når de er færdige. Jeg interesserer mig for disse underliggende mønstre. I øjeblikket er det af mindre betydning for mig, hvordan historierne eller filmene ender. Jeg vil gerne se opbygningen, og hvordan historien foldes ud, men jeg orker ikke slutningen. Jeg er ikke optaget af konklusionen eller dommen, men af det, der foregår mellem menneskene.

Du siger, at den fortalte – den sproglige - narration forsvinder over tid, men billedet bliver vel tilbage? Hvad er forskellen mellem sprog og billede?

Når alle fakterne er lagt, står der noget tilbage af historien, som ligner billedet. Det er kompliceret. Mønstre og narration flettes sammen, men jeg synes som nævnt, at fortællingen bliver stadig mindre interessant. Måske skal man tygge sig igennem en masse gamle fortællinger for at kunne nå frem til det punkt, hvor man kan starte på nogle nye. Det er på sin vis helt uden moral. Jeg tænker aldrig på, om det er rigtigt eller forkert. Jeg arbejder hele tiden hen imod chancen. For mig drejer det sig om at drømme mig ind til, hvor det fantastiske er, og hvor jeg vil bruge time efter time.”

Er det en konstant billedjagt, der driver dig? Skal det hele tiden være nyt for dig, for at du kan blive ægget?

Ja, sådan er det. Og for tiden er det en figurjagt. Hvis der sker noget i dit liv – det kan være af trist eller glædelig art - så knytter du en figur til det. Efter nogle år skifter figuren. Figurernes kompleksitet vokser i løbet af menneskelivet. Når jeg kigger på kunst, lægger jeg mærke til, når kunstnerne tager epokegørende beslutninger, ofte i forhold til noget ret banalt. Jeg er optaget af den fantastiske historie. Jeg er ikke optaget af, hvem der skød hvem, eller at få slutningen med. Snarere er det måden, det bliver sagt på, der interesserer mig. En eller anden slags figur står tilbage, og du kan ikke rigtig beskrive den. Men den giver energi, og den åbner til en helt ny historie.

Er det en eller anden slags golem?

”Ja, en eller anden slags golem!

Du har forladt det fortællende billede til fordel for at se figurer i nye vinkler, som du driller og tvister, og som du aftvinger nye fortællinger?

Jeg startede jo som historiefortæller, men nu har jeg givet mig hen til figurerne, der fungerer som dørmænd ind til andre verdener. Men mine billeder har altid en fysik i sig, det er aldrig et malet kosmos eller et dybt sug ind i en skov. Der er et oppe og et nede – et fortov, en gade og jorden. Noget der står op eller ligger ned. Det er altid noget, der svinger omkring en rygsøjle.

Må tingene ikke være voksne?

Jeg konstaterer, at det hele begynder at blive lidt præcist og tørt. Det har jeg sådan ikke noget imod, det er noget jeg opdager. Det sker.

Du har lavet billeder, siden du var barn. Kan du ikke lade være? Er det forbundet med kamp eller med lyst?

Der er slet ikke nogen kamp eller disciplin i det. Der er en konstant snurren rundt.

Drømmer du dig frem til billederne om natten?

Nej, jeg drømmer slet ikke. Om natten er der fred og helt sort. Jeg dagdrømmer til gengæld konstant. Jeg vil mene, at jeg lever ret fiktivt størstedel af tiden.

Hvorfor har du valgt at lade dig repræsentere af Nicolai Wallner?

Jeg holder meget af Nicolai, og jeg har faglig stor respekt for ham. Vi er nogenlunde generationsfæller – han er lidt yngre end mig. Få har været så vigtige for dansk kunst i halvfemserne som han. For få midler har den mand formået at løfte så mange kunstnere ud over den danske kunstscene. Første gang, jeg så ham, var i 1992 på Documenta, hvor han delte små hæfter ud fra et lille campingbord. Det var helt uhørt!!!

Hvornår skal du have en udstilling hos Wallner?

Det er ikke aftalt endnu. Men før eller siden kommer den.

Jeg vil gerne vide, hvorfor du gik på Billedskolen på Jagtvej, og hvad du fik ud af at gå der?

Det er sjovt, at du spørger. Du er den første, der spørger om det. Men en masse gode kunstnere har gået der: Frans Jacobi, Mads Gamdrup, Lars Bent Petersen, Joachim Koester m.fl., der sjældent fortæller om det. Det er en meget stram skole – modsat Akademiet. På Billedskolen skoles eleverne i de grundlæggende discipliner, og kunsten kædes sammen med menneskekundskab. Flere af eleverne holder op med at lave kunst, mens de går der, fordi de konfronteres med deres egne kræfter. Men jeg var rigtig glad for at gå der. Mine lærere var Hans Jørgen Jensen, Erik Lynge og Bjørn Bråten. De var rigtig gode. Det var en udsædvanlig skole, som intet gør ud af at promovere sig selv, men søgningen er der konstant og til alle tider.

På Kunstakademiet fulgtes Tal R med Kirstine Roepstorff, John Kørner, FOS, Anna Fro Vodder, Jacob Tellefsen og Kasper Bonnén. Disse folk har betydet meget for ham, og dem sætter han højt. Han blev først optaget som 26-årig på Akademiet, og da var han allerede langt i sin kunstneriske udvikling og havde inden da bl.a. undervist på Kunstskolen Nøddeknækkeren på Østerbro, som han var med til at starte.

Hvad lærte du på Akademiet?

Jeg lærte en masse af Claus Carstensen, af Erik Steffensen, af Øivind Nygård, af Frans Jacobi og af Elmer. De skaber nogle figurer for dig, som du kan reagere på – negativt eller positivt – men pointen er, at det er umuligt ikke at lære noget. Jeg kan ikke beskrive nøjagtigt, hvad jeg fik med mig, men i hvert fald var jeg vildt glad for at gå der. Jeg lærte på en og samme tid apparatet Kunst at kende og mistede respekten for det. Hvert år har det pariserhjul, som Kunsten er, brug for et nyt ansigt. Men man skal huske, at selv om man i kraft af Akademiet både er sikret en plads i køen til pariserhjulet og en softice, så skal man lade være med at spise sig mæt i den softice, man får udleveret. Det er ikke nok at sidde og juble med sin softice oppe i hjulet. Man har igen og igen set unge danske kunstnere, der sidder og jubler, mens hjulet for længst er kørt ned. Man skal lade være med at identificere sig med det cirkus og i stedet satse på det, som ingen kan tage fra én. Man skal fordybe sig i det, der interesserer én og koncentrere sig om det, som man selv finder vigtigt. Der er mange ting, man ikke lærer på en kunstskole, fx hvordan man får opmærksomhed uden at blive et røvhul? Det kunne være nyttigt at lære! Også at lære, hvordan man får den rigtige opmærksomhed, dvs. den opmærksomhed, hvor du er dig selv tro. Der er altid mange, som står og venter på, hvornår du falder, hvis du er blevet berømt, for det vil ske på et eller andet tidspunkt. Man burde også lære, hvordan man håndterer medierne, og hvordan man tackler vennerne, hvis man pludselig tjener mange flere penge end dem, så man undgår at isolere sig. Det bliver der aldrig talt om. I det øjeblik, man får succes, skal man klare alt selv.

Er der stor forskel på den udenlandske og den danske kunstscene?

Nej, det er der ikke. Den store forskel er, at fx i London er der mange miljøer. Men mekanismerne i de enkelte miljøer er ens, hvad enten det er København eller London. På et tidspunkt var jeg til en fernisering herhjemme, og vi var vel ca. 150 mennesker. Det var et ret ukendt galleri. Dér konstaterede jeg, at ligegyldigt hvilken gruppering, der er tale om, bliver tingene sat i system. I det ene hjørne stod avantgarden, i det andet stod de, der havde solgt ud og var blevet kommercielle, i det tredje hjørne stod køberne udefra etc. Det er stort set de samme mekanismer, som gør sig gældende, uanset hvor på kloden, man befinder sig. Og hver landsby har sin konge eller sin dronning.

Hvordan reagerer folk i udlandet på, at du er fra Danmark?

”Jeg konstaterer igen og igen, at folk ikke aner, hvor jeg kommer fra. De tror ofte, at jeg er fra Berlin eller et helt andet sted. I udlandet kender de mig alene på mine billeder. Det er lidt anderledes herhjemme, hvor jeg ved siden af at være ’ham med billederne’ også er ham, der handler nede i Netto.

Nu har du specialiseret dig i maleriet – selv om du også tegner og laver objekter. Hvad synes du, at maleriet kan?

Hver gang et maleri prøver at stille sig op og blande sig i samfundsdebatten, bliver det den vildeste klovn i manegen. Det mangler socialt engagement og er til syvende og sidst blot et stykke lærred og nogle pinde og malingen, som tørrer på lærredet. Maleriet har ingen indflydelse. Det svarer til at fægte med en serviet i stedet for et sværd. Men maleriet kan skabe de mest forunderlige ting ved hjælp af simple midler. Malingen er noget kulørt mudder, som kan sige noget fantastisk, og det kan jeg godt lide. Selv opererer jeg med tre lag. På den ene side bruger jeg det hvide lærred, på den anden side er der ’mudderet’, der skaber en vision, som tillader folk at bruge maleriet som et vindue og på den tredje side er der objektet – nogle pinde og et lærred. For mig er et maleri ikke et objekt, der skal tage et territorium i besiddelse – et synspunkt som Claus Carstensen praktiserer – men snarere et objekt, der bærer på nogle beslutninger, på nogle visioner. Jeg kan som sagt bedst lide begyndelserne, som da jeg så Olafur Eliassons modeller i Overgaden for et par år siden. Det, at nogen har en drøm om at bygge noget op, er rørende. Jeg er ligeglad med den færdige bygning. Maleriet er den lille serviet i fægtekampen. Og kunst er en lillebitte del af et menneskeliv. Det er en fjollet, lille ting at lave billeder. Og alligevel er det noget meget grundlæggende menneskeligt – for det rummer spiritualitet og krop. Det er en meget fysisk ting. Selv amerikanerne kan ikke få Saddam op af hullet. Og det kommer de aldrig til.

Hvordan er din arbejdsproces?

Det starter med, at jeg bare maler lærredet ensfarvet hver dag en hel uge igennem, og om fredagen maler jeg det hele hvidt igen, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal lave. Derefter maler jeg den fjogede historie, jeg hele tiden har haft i ærmet. Så finder jeg ud af, at jeg egentlig godt vil lave en egentlig figur med en kjole. Men når du begynder at male overkroppen, begynder du at tvivle på projektet, og derefter gør du noget ved overfladen og begynder at klippe papir ud og klæbe det op, så der sker nogle naturlige, fysiske brud, og så går du igen i gang med at male kjolen. I det øjeblik, du kommer til overkroppen, så skiller papirer, og så starter du på ny, for så kan du bedre tegne overkroppen op. Hvis du har en flade, kan du starte på et nyt hoved. Så begynder du at finde ud af, at disse mange beslutninger leder frem til stadig flere fantasifulde beslutninger. Jeg har ingen respekt for hårdt arbejde. Jeg beundrer de mennesker, der kan tænke sig frem til løsningerne, men jeg tilhører den gruppe, der må arbejde sig til resultaterne. Alle kan knokle sig til at lave et godt standardarbejde, men at lave noget virkelig eminent skal du sove dig til. Jeg arbejder meget, men det er ikke noget at prale af.

Men det er i en strøm, at dine billeder bliver til?

Ja, jeg er ikke særlig god til at tænke mig igennem til dem.

Stort set alle dine kolleger siger det samme. At der i løbet af en arbejdsprocessen opstår nye muligheder, og at billeder så at sige avler nye billeder...

Ja, det er rigtigt. Men jeg tror, at der ude i æteren sidder nogle folk, der kan bruge deres hoved. Kunstnerne sejler rundt i følelsesgondolerne, men der findes folk, der kan bruge deres mentale kraft på at tænke sig igennem beslutningsprocesserne.

Hvilke kunstnere inspirerer dig?

I Tyskland er billedhuggeren Manfred Pernice superinteressant. Det samme gælder Kai Althof og Cosima von Bonin. Og så er der Daniel Richter, som også er min bonkammerat. I Storbritannien synes jeg, at David Shrigley dyrker et fantastisk område, men også Peter Doig, der er en konstant udfordring og ven og inspiration for mig. Jeg har i en lang periode desuden været optaget af russisk avantgarde – fra Malevitj til Alexei Jawlensky. Men også Oscar Schlemmer interesserer mig, man mærker hos dem alle, at de har en højere dagsorden, som præger deres kunst. Jeg tror godt, at jeg kan lide, når kunsten handler om noget andet end sig selv. Den bedste kunst er den, der tiltrækker alt muligt, som ikke har noget med kunst at gøre, som olie og vand.