lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Under vulkanen

Under vulkanen

27. april 2002

Af Lisbeth Bonde

Den amerikanske kunstner Frank Stella mener, at kunst er kunst, at alt det andet er alt det andet, og at der for tiden er meget lidt god kunst i verden

Interview

Frank Stella er en amerikansk legende, der i 60‘erne brød igennem til en undrende kunstoffentlighed med sine hardedge-malerier, som pegede frem mod minimalismen. Han gjorde som noget helt nyt op med det firkantede lærred og lod sine parallelle striber afgøre formatets form. Polygonale malerier, malerier i

V-form m.v. forlod hans atelier i en lind strøm. Det var stramt, cool og formelt. Nu er de lige linjer for længst udskiftet med svungne. Værkerne vibrerer af en overdådig farvepragt og ekstreme former, der i relieffets halvform kiler sig ud fra væggene. Minimalisme er forvandlet til barok. Frank Stella har fundet legebarnet i sig selv og udtrykker sig nu med vulkanens eksplosive energi og uforudsigelighed. Han bliver med egne ord høj af at lave kunst. Kunst, der gør indtryk.

"Og vi må have traditionen som målestok. Det går ikke blot at sætte standarden ud fra nutiden. I dag har Selvet erstattet Gud, og det er ikke nær så interessant."

Frank Stella er en yderst kritisk intellektuel, der heldigvis har ikke så lidt humor, ligesom han er meget lidt selvhøjtidelig. Fra podiet i Kunstakademiets festsal raser han over tidens dårskab og kunstens fallit. Museerne viser ªnon art´, siger han. Det er tynde, formelle eksperimenter ved siden af fortidens kunst.

De cirka 300 tilhørere udsender bølger af grin, da han læser sit brev til Hr. Moon op. Denne direktør for et stort stålfirma i Seoul har ønsket en af Stellas barokke skulpturer fjernet fra et torv foran hovedbygningen, ªtil fordel for bænke´.

Stella er vild med renæssance- og barokmaleriet. Fra det 20. århundrede kan han kun finde én kunstner, som han virkelig kan tage hatten af for: Tysk-amerikaneren Hans Hoffmann. Han var imidlertid dengang kun kendt kunstmiljøet — som kunstner-kunstner — men han havde en uvurderlig betydning som lærer for flere generationer af amerikanske modernister. Stella viede et af sine tre små foredrag til sin nestor. Denne ªkastede kunsten ind i fremtiden, og han både skabte og optog et rum på fladen med sine farvede firkanter på lærredet. Han påvirkede alle, især Robert Smithson og Richard Serra,´ lyder det.

Tidlig berømmelse
Frank Stella er født i 1936 i Massachussets og er af italiensk afstamning. Han kommer fra "en ganske almindelig amerikansk familie", siger han. Faderen var fysiker og moderen, der også malede, var hjemmegående. Fra barnsben ville han male. Han uddannede sig som kunstner og kunne tidligt glæde sig over en kommerciel succes, der gjorde ham i stand til at hellige sig sin kunst. Lige for tiden går det imidlertid lidt trægere med salget. Han bor i dag i Greenwich Village, New York og har atelier i nærheden af sit hjem. Allerede som 32-årig blev han verdensberømt med en separatudstilling i det famøse Leo Castelli Gallery i N.Y., "før Lichtenstein og Warhol udstillede der". En af hans personlige venner var den toneangivende kunstkritiker Michael Fried, fortaler for minimalismen, ligesom han kendte alt og alle på 60‘ernes amerikanske kunstscene. Hans værker blev endog ªtålt´ af kritikeren "Clem" Greenberg, selveste fortaleren for den abstrakte ekspressionisme, som Stella var med til at gøre op med.

Grid og grin
Efter foredraget sidder vi i kælderen under d‘Angleterre, hvor den Amerikanske Ambassade har indlogeret Stella.

Du blev tidligt inspireret af Piet Mondrian, hvis lærreder ikke bar spor af menneskelig aktivitet. Du kunne bruge ham i dit opgør med den abstrakte ekspressionisme. Hvad betød Mondrian for dig?

ªDen måde Mondrian omdannede et landskab på ved hjælp af abstraktionen og reduktionen interesserede mig. Jeg blev tiltrukket af hans strukturelle sensibilitet, det sorte grid, der førte fra den ene kant af lærredet til den anden.´

Men du gik videre og forlod det rektangulære lærred i de tidlige 60‘ere.

"Jeg forlod det nu ikke helt. Men jeg slap det for en tid og skar et stykke af lærredet og formede det efter mine mønstre. Der opstod et nyt felt. Den traditionelle rektangel er statisk, og der har jo altid været lærreder i mange formater og former, for eksempel i fortidens altertavler, der kunne have diamant- eller tondo-form, ligesom suprematisterne eksperimenterede med lærredernes form, så der er ikke så meget nyt i det Men det var frugtbart at bryde maleriets sædvanlige geometri i 60‘erne. På den måde blev maleriet mere et objekt."

Kunst og politik

Men så begyndte du i slutningen af 70‘erne på et helt andet maleri. En slags psykedelisk neo-barok, som du har holdt fast i siden.

"Ja, jeg stoppede med forenklingen til fordel for det mere komplicerede. Jeg lavede, hvad jeg kalder et malet relief, dvs. en skulptur monteret på væggen Ofte i metal. Og da jeg har levet tilstrækkeligt længe, er jeg også kommet til at lave fritstående skulpturer. Det er hårdt! Men praksis gør én bedre! Selv om man åbenbart gerne vil slippe af med min skulptur i Seoul," ler Stella.

"Mit brev til hr. Moon var en parodi på den gamle kontrovers i USA om Richard Serras monumentaludsmykning Tilted Arch"

Hvordan ser du på verdenssituationen lige nu.

"Det har aldrig — på grund af våbnene — været farligere end nu, og efter Cubakrisen stod det klart for enhver, at det her turde man ikke slippe løs. Der er ikke andet for end at bombe Irak for at forhindre dem i at smide atombomber. Man kan ikke forhandle med dem og ikke behandle dem som ligeværdige. Men folk glemmer, at Israel allerede har gjort det en gang."

Skal kunstnere blande sig i politik?

"Nej, ikke direkte. De få gange, det er sket, er de blevet misbrugt. Tænk på de russiske avantgardister, der endte så tragisk med at blive kontrolleret og misbrugt af staten, tænk på kinesernes misbrug af kunsten til propagandaformål. Der findes ikke sådan noget som fri, politisk kunst. Er det godt at bruge en kunstner til at fortælle folk, at de skal bruge kondomer for at forhindre spredningen af aids? Nej, vel? Det behøver man ikke en kunstner til. Det kan reklamer og oplysningskampagner varetage meget bedre," siger Frank Stella.