lisbethbonde.dk > kunstformidling > artikler > Mellem zen og semiotik

[10. april 2003]
Interview

Troels Wörsel
Troels Wörsel

Mellem zen og semiotik
Interview med Troels Wörsel
Ifølge maleren Troels Wörsel er et maleri altid kun en skitse til et maleri. Det kan hverken være definitivt, sandt eller falsk. Verden er et uhyre kompleks foretagende under konstant forvandling. Det gør hans konceptuelle, men samtidig meget stoflige malerier opmærksom på. Interview: Lisbeth Bonde. Foto: Thyra Hilden.

Troels Wörsel
Nye malerier
Galleri Susanne Ottesen
Gothersgade 49, Kbh.
Ti.-fr. 10-13 & 14-18, lø. 11-15.
4. april - 3. maj 2003
www.susanneottesen.dk

Siden 1974 har maleren Troels Wörsel (f. 1950) boet uden for landets grænser. Først i München, derefter i Köln og i de seneste 5 år i den toskanske by Pietrasanta ved den italienske vestkyst.

Men hvor de fleste danske kunstnere, der lever i selvvalgt eksil, holder sig gående ved at levere kunst til hjemmemarkedet, forholder det sig anderledes med Troels Wörsel, hvis cv vidner om en lang række separat- og gruppeudstillinger i Europa og USA, og hvis faste gallerist har base i München.

For Troels Wörsel står eksperimentet og udforskningen af fladens muligheder i centrum. Hans malerier er signalkraftige, stoflige - og radikalt anderledes. De er fulde af visuel støj og bristefærdige af begyndelser og afprøvninger. Malingens flydende materie stivner, idet den opsuger spor fra den omgivende verden, og den malede flade er alt andet end et vindue, der viser virkeligheden. Den er et objekt, fyldt med tegn, et fysisk udtryk for en ytring. Ifølge Wörsel er et maleri først og fremmest et maleri og ikke et ekko af virkeligheden. Og før noget som helst andet skal malerierne overraske kunstneren selv. Wörsels malerier er på den ene side dybt komplekse, ja, de er tunge af viden om den plads i kunstens historie, de indtager. Og på den anden side er de svævende lette og bærer umiddelbarhedens præg, som var de skabt til situationen og undfanget det sekund, maleren fattede om penselen. Der er både semiotik og zen i Wörsels malerier, som er "skitser til malerier", aldrig mur- og nagelfaste udsagn. kopenhagen.dk mødte maleren i Galleri Susanne Ottesen, hvor han netop har åbnet en udstilling med nye malerier, som er malet på bagsiden af lærredet. Disse morsomme malerier i til tider stærke, monokrome farver, rummer spejlvendte skriftbilleder, og de synlige blændrammer krænger hele maleriets vrangside ud. Hovedsag og biomstændighed har byttet plads, og maleriet er virkelig blevet en ting på væggen. Maleren spiller underfundigt på forholdet mellem maleriet som objekt og dets funktion som betydningsbærer eller projektionsflade. Og Wörsel selv? Han ligner en afslappet, lidt brugt rockmusiker, der udsender lys, når han fortæller om sin kunst.

Troels Wörsel
Troels Wörsel og Lisbeth Bonde

Hvad interesserer dig som maler?
Jeg interesserer mig for europæisk billedtradition tilbage i tiden — og for den modernistiske malerkunst fra det 20. århundrede fra kubismen og frem til i dag. Den kendsgerning, at maleriet er en flad genstand med en vis fysisk udstrækning har kunstnerne påpeget igen og igen og udforsket på forskellige måder i løbet af det 20. århundrede. Mange malere har ment, at de har fundet løsningen på de problemer, som er opstået igennem traditionen, men jeg mener ikke, at man kan finde løsninger, derimod kan man formulere nye spørgsmål. Morris Louis, f.eks., mente at han havde løst problemet med billedets fladhed, fordi han havde fundet ud af, hvordan farven kunne suges ind i lærredet og blive et med det. Det var et skridt på vejen. Men man kan gøre meget andet med maleri, så der findes ikke løsninger. Kun spørgsmål, og i mine nye malerier drejer det sig om maleriet som en flad genstand. Det at man her ser bagsiden af malerierne, er et led i den tradition, som kubisterne indleder, da de begynder at male billeder af flade ting som avisstumper, flaskeetiketter, spillekort, musikpartiturer. I den abstrakte kunst betones fladen, men ikke desto mindre læser mange et illusionistisk rum ind i den, som man gør det med f.eks. Kasimir Malevichs malerier, hvor det sorte kvadrat ofte opfattes som svævende i et stort univers. I det hele taget vidner hele det 20. århundredes kunst om alle mulige forsøg på at løse problemet med maleriets fladhed. At maleriet er en flad genstand, der hænger på væggen. Andre eksempler på 'løsninger' er Jasper Johns' flag, hvor billedet er identisk med det, det forestiller — det amerikanske flag. Og Frank Stellas sorte og sølvfarvede billeder, hvor farvebåndene følger blændrammens form er et abstrakt løsningsforslag. Desuden føjer brugen af raster sig til, som man ser det hos et hav af forskellige malere, f.eks. Roy Lichtenstein og Sigmar Polke.

Troels WörselTroels Wörsel
Troels Wörsel: Nye malerier, Installationviews

Det har du også selv arbejdet med.
Ja, i 1985 lavede jeg en serie, der beskæftigede sig med rasterproblemet. Det er en klassiker at bruge raster. Raster henleder opmærksomheden på alle de mekanisk reproducerede billeder, der omgiver os i den moderne tids medievirkelighed. At vi ikke ser virkeligheden, men et billede af virkeligheden, når vi betragter et fotografi i f.eks. Det gik op for mig, at et raster ikke er mekanisk eller uomtvisteligt, men tværtimod ligeså impressionistisk, som når Monet maler et stykke af sin have. Rasterets tæthed afhænger af, hvor længe reprofilmen belyses. Desuden kan vi bruge grovere eller finere raster. I stedet for at male raster af, som andre kunstnere har gjort det, malede jeg lærredet orange og tog derefter en pensel og malede med sort, så det blandede sig med det orange, hvorved der opstod lysere og mørkere partier på billedfladen. Så projicerede jeg et rasternet over på billedfladen, og malede punkterne tættere eller tyndere (eller spidsere, som man siger), alt efter om baggrunden var mørk eller lys. Hermed opstod rasteret på samme måde som i et reprokamera. Det blev en del af motivet. Og jeg påpegede den vilkårlighed, rasteret har. At det er nøjagtig lige så afhængigt af motivet som impressionisterne — at det er en slags "impression imprimé," ler Wörsel.

Du har igennem årene forsøgt at affetichere kunstværket og at afsværge dig en ophøjet kunstnerrolle — i pagt med den tid, du og din kunst er rundet af.
Jeg vil sige det sådan, at jeg aldrig har beskæftiget mig med kunstnerrollen. Det interesserer mig ikke. Jeg er mere optaget af at male på en naiv måde. Man kan sige, at billederne er alt andet end naive, men at jeg i min selvforståelse er helt ukompliceret. Jeg forfølger ikke nogen strategi, og jeg mener ikke, at kunstnerrollen indebærer en bestemt status eller forpligtelse.

Troels WörselTroels Wörsel
Troels Wörsel: Nye malerier

Du arbejder med zen og koncentrerer dig om nærværet og nuet?
Ja, men alle malere, som går op i det at male, og som besidder en vis kvalitet, kender denne stræben mod den totale opmærksomhed og koncentration i øjeblikket, hvor man samtidig ikke tænker og ikke overvejer, om det er godt eller dårligt. Man ved bare, at man er fuldstændig et med det, man maler. Man står ikke og tænker: "Nu maler jeg noget vigtigt, en vigtig historisk begivenhed, min elskede kvinde, eller hvad det nu kan være." Det er fuldstændig lige meget, hvad man maler. Det hele drejer sig om den energi, der går fra maleren gennem penselspidsen og videre til lærredet. Jeg har interesseret mig meget for zenbuddhistisk maleri, hvor nærværet er altafgørende. Her anvendes standard-motiver — temmelig banale motiver — som cirklen, trekanten, kvadratet, eller en-to-tre m.v. Det står og falder med, om man kan finde det rene udtryk eller ej.

Men i dine nye malerier laver du en illusion?
Det er den fysiske bagside af lærredet, så det er virkeligt nok. Der er en reel blændramme, et reelt lærred som er foldet omkring rammen osv. Men det har også været mit anliggende at lave en fremstilling, der viser, at det er et malet billede. Det gælder for alle malerier, at de er foreløbige udkast, selv om mange malere tror, at de laver definitive udtryk. Noget, vi på et tidspunkt troede var en løsning, blev på et senere tidspunkt "overhalet" af en anden løsning.

Troels WörselTroels Wörsel
Troels Wörsel: Nye malerier

Du bruger færdigblandede farver og arbejder monokromt enten i stærke farver eller i sort-hvid?
Siden den tid, da jeg lavede mine madlavningsbilleder (i midtfirserne, lb), har det af og til været nødvendigt at bruge farve. Disse billeder var så komplekse, men samtidig så semantisk veldefinerede, at man skulle kunne se, hvad billedet handlede om. Billedelementerne ville ikke fremstå klart, hvis ikke jeg introducerede en farve. Det blev så en orange, en kunstig farve, der ikke forbinder sig med natur. Når den sorte farve blander sig med orange, bliver den i høj grad synlig, hvorimod blå forsvinder sammen med sort, mens gul bliver grøn, når den blandes med sort og så fremdeles. I de blå-gul-rød-billeder var farverne dikteret af udgangsmaterielet, de tyske bykort fra Falk, men også med deres reference til Mondrian og anden klassisk, abstrakt kunst. Men mine billeder tilhører ikke nogen bestemt farvefamilie. Den grønne har jeg selv blandet, mens andre farver er taget direkte fra tuben. Men farven er vigtig, for man skal kunne se den hvide grunding af lærredet, så er der farven og derefter tegningen af motivet. Processen skal fremgå tydeligt. Jeg har brugt de farver, som har underholdt mig, og som har været teknisk mulige at aflæse i forbindelse med den sorte farve.

Hvor kommer de mange navne på skiltene fra?
Det er navne på badesteder på strandvejen ved den italienske vestkyst, hvor jeg bor. Først lavede jeg 8 billeder, hvor jeg begyndte at bruge navnene retvendte, men så fik jeg ideen at vende dem om. Når man spejlvender skriften, fremgår det tydeligt, at maleriet er vendt om.

Troels WörselTroels WörselTroels Wörsel
Troels Wörsel: Nye malerier

Dine malerier besidder, hvad nogle har kaldt tanketung sanselighed. Altså både refleksion og umiddelbarhed. Hvad er drivkraften i din kunst?
Det står og falder med selve maleriet, og det skal kunne underholde mig selv. Det er selvfølgelig ekstra interessant, når man kan berøre emner, der har at gøre med maleriske eller filosofiske problemstillinger, men det maleriske står i centrum. Kunsten kan ikke basere sig på filosofi, filosofiske tanker kan ikke omsættes direkte til et maleri. Men alt muligt påvirker jo maleprocessen, fra det at jeg maler med højre hånd, hvilket påvirker billedets læseretning, til tildragelser og oplevelser i mit liv. I mine madlavningsbilleder fra midten af firserne, der er en allegori over maleriet, var der tale om en bevidst valgt reference. Her forklarer jeg noget kompleks ved hjælp af noget dagligdags — at en flydende substans — saucen - bliver raffineret for til slut at få fast form. Og det er samtidig noget, jeg selv kender en del til.

Ifølge Jacob Wamberg 1) er stegen det virkelighedsudsnit, kunstneren bearbejder, filtreringen er overførslen til det kunstneriske univers, mens smørmonteringen fuldender processen som symbolernes formning. I disse malerier ses drivende, stivnede, forkullede, rasteragtige, lysende eller digitale substanser at svæve rundt. De fremstår i dag - små 20 år efter deres fremstilling -ultramoderne — som var de malet af helt unge kunstnere fra 21.århundrede, og man forstår den respekt der står om Wörsel blandt de unge kunstnere i dag.

Troels Wörsel
Troels Wörsel og Lisbeth Bonde

Hvilken betydning har Marcel Duchamp spillet for digt?
Duchamp er jo kendt for mange ting, især for sine readymades. Men han er særligt interessant, fordi hans værker er så overfragtet med betydninger, som havde han skrevet en stor og meget kompliceret roman, og det gælder også hans ready mades. Uden dette betydningsspind ville de nok være mindre interessante. Men mere konkret har jeg især beskæftiget mig med Det store Glas, og at dets indhold er en separat størrelse, opbevaret i den grønne æske. Her delta han formen fra indholdet. Har man ikke læst hans noter, er det man måtte sige om dets indhold irrelevant. Her delte han formen fra indholdet. Det var virkelig interessant, syntes jeg, og mine madbilleder er udlagt på samme måde i en lille bog, der fortæller om indholdet, mens malerierne udfolder formen. Disse malerier opstod, fordi jeg blev træt af udviklingen i det nye, vilde maleri, der efterhånden udartede til de rene banaliteter.

Troels Wörsel har malet siden han var 15-16 år og skiftede allerede dengang - med det for puberteten karakteristiske overmod - sit efternavn fra det danske Vørsel til det internationalt mere gangbare Wörsel. Han er autodidakt, men efter udstillinger i København inviterede Robert Jacobsen ham i 1974 til München, hvor han blev hængende. Robert sagde "det er jo moderne, det du laver, gamle dreng, kunne du ikke tænke dig at lave noget i plastic?" — Wörsel mimer Jacobsens særlige flade, københavnske accent. På akademiet i München havde BASF-koncernen foræret et værksted, hvor alle tænkelige ting kunne laves i plastic. Wörsel fik hurtigt fodfæste i den bayerske by, selv om der ikke gik plastic, men maleri, i tingene. Og snart fik han en fremtid via bl.a. den fabelagtig gallerist Fred Jahn med gode, internationale og museale forbindelser. Det ene tog det andet.

Troels Wörsel
Troels Wörsel: Nye malerier

Hvad betød det for dig at komme til Tyskland i den periode, hvor landet satte dagsordenen for den vestlige kunstscene? Og hvor de amerikanske kunstnere blev præsenteret i Tyskland, før det skete i deres hjemland?
Det var det, der var vigtigt for mig, og derfor havde jeg en vag forestilling om, at dér måtte jeg ned. Men München var ikke Köln og Düsseldorf, hvor de helt nye ting skete, alligevel var der mange gallerier af høj standard, så jeg blev hængende i 8 år. Jeg blev i Tyskland, fordi man føler sig mere hjemme et sted, hvor der er forståelse for ens arbejde. Og når man tjente så lidt, som jeg gjorde dengang, var det muligt at eksistere stort set uden midler i Tyskland i modsætning til i Danmark. Jeg lavede bl.a. en del brugsgrafik, som jeg kunne leve af. Måske ville jeg være holdt op med at male, hvis jeg var blevet i Danmark.
__________________________

1) Jacob Wamberg: Dansk nutidskunst b. 14, Kbh. 1992
Lisbeth Bonde er kunstkritiker og journalist